Skole og uddannelse

Afskaf karakterer

Afskaf karakterer 1200 628 Christian

( Læsetid: ca. 15 minutter )

Jeg mener, at karakterer skal afskaffes og som et minimum på alle ikke-kompetencegivende uddannelser, men gerne i det hele taget.

I dette lidt længere blogindlæg kommer jeg ind på de forskellige aspekter i forhold til anvendelsen af karakterer i uddannelsessystemet i almindelighed og i folkeskolen i særdeleshed.

Indlægget falder i tre dele:

  1. Karakterer, en anakronisme – Mit blik på, hvorfor karakterer skal afskaffes set gennem et humanistisk perspektiv.
  2. Sådan virker karakterer – et overblik over karakterers indvirkning på læring og motivation.
  3. Hvad kan vi gøre i stedet? – mit bud på, hvad man skal sætte i stedet for karakterer.

Karakterer, en anakronisme

At reducere et menneske til tal og tro, at disse tal siger noget som helst meningsfuldt om dette menneske, er en af vort samfunds største myter.

Det er et resultat af en industrialiseret, profitoptimerende, kapitalistisk verden, hvor objektivisering og kvantificering er idealerne i alle af menneskelivets forhold.

Og samtidig udtryk for en samlebåndstænkning, en systemets dovenskab, hvor det er lettere, mere ( økonomisk ) bekvemt,  at forholde sig til nogle tal på et stykke papir frem for det hele menneske.

Men tiden er en anden nu, og jeg mener, at vi skal have et helt grundlæggende opgør med det instrumentelle menneskesyn, karakterer er udtryk for. Og med karakterer også diverse tests, som mennesker udsættes for helt fra vuggestuen og frem i livet. Vi er mennesker, ikke produkter.

Det står derfor også klart, at en afskaffelses af karakterer ikke er noget, der kan stå alene, men faktisk må være en del af et samlet opgør med den skoleform, vi har i dag.

Vi holder nemlig skole på stort set samme måde som man gjorde for halvtreds år siden. Faste tider, faste skemaer, faste forløb bundet op på en rigid målstyring og detaljerede beskrivelser for, hvilket produkt skolen skal levere til fremtidens arbejdspladser.

Perspektivet i skolen er systemets, ikke menneskets. Noget, der med ændringen af folkeskolens formålsparagraf i 2006 blev yderligere tydeliggjort.

Fra 1993 og frem til 2006 lød folkeskolens øverste formål således:

§ 1. Folkeskolens opgave er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling

Folkeskolens formålsparagraf, 1993

Det ændrede man i 2006 ( 2009 ) til følgende:

§ 1. Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der: forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere, gør dem fortrolige med dansk kultur og historie, giver dem forståelse for andre lande og kulturer, bidrager til deres forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling.

Folkeskolens formålsparagraf, 2006

Her skal man især bemærke to forhold. For det første er det nu forberedelsen til videre uddannelse og lyst til at lære mere, der har den mest fremtrædende plads, bliver nævnt først. Danmarkshistorien.dk kalder det et opgør med skolens hidtidige dobbelte formål om både at være dannende og uddannende. Fremadrettet er skolen kun uddannende.

Dernæst at ordet “personlige” er forsvundet i den nye tekst. Elevens personlige udvikling er ikke længere i fokus som en del af folkeskolens formål.

Skolen er således ikke til for den enkelte elev, men eleven er til for skolen og samfundet. Det er konkurrencestatens position i en globaliseret verden, der er målet, eleven midlet.

Dette perspektiv må vendes rundt, hvis vi ønsker et humanistisk tonet samfund. Her må mennesket sættes i centrum og skolens formål må være at finde og udvikle det enkelte menneskes talent(er) frem for den bevidstløse samlebåndsproduktion af uddannelsesparate robotter, vi ser i dag.

Og det starter jo faktisk allerede i vuggestuen, hvor man i dag har læreplaner! Her er jo tale om en absurd tingsliggørelse af små menneskeliv – de skal bare ud at tjene samfundet hurtigst muligt – mennesker er der ikke plads til. Som Immanuel Kant siger i sit kategoriske imperativ:

Handl, således at menneskeheden i din egen person såvel som i enhver anden person aldrig kun behandles som middel, men altid tillige som mål

I dag behandler vi som samfund børn og elever kun som middel!

Sådan virker karakterer

Hvad Eustace tænkte, er det bedst at gengive med hans egne ord, for da de alle næste morgen havde fået deres tørre tøj tilbage, trak han straks en lille sort notesbog og en blyant frem og begyndte at føre dagbog. Han havde altid denne notesbog på sig og noterede sine karakterer i den, for selv om han ikke gik særligt meget op i noget fag for dets egen skyld, gik han meget op i karakterer og kunne endda gå hen til folk og sige: “Jeg fik så meget. Hvad fik du?”

Fra “Morgenvandrerens rejse” af C.S Lewis, 1952

Motivation

Karakterer er en ydre motiverende faktor. Eleverne forventes at engagere sig og yde deres bedste for at opnå så gode karakterer som muligt. Men ydre motiverende faktorer kan samtidig flytte fokus fra det, der skal læres til det at opnå en belønning.

Dette fokusskifte har nogle uheldige bivirkninger.

Eleverne bliver mindre tilbøjelige til at engagere sig i fag, hvor der ikke gives karakterer. En udfordring man har kæmpet med i skolens såkaldte praktisk-/musiske fag, hvorfor man nu har gjort idræt til prøvefag. Det virker og får eleverne i gang på den korte bane, men på den lange kan vi have gjort dem en bjørnetjeneste.

I England har man lavet en undersøgelse ( side 3 ), hvor elever blev delt i to grupper. Eleverne i den ene gruppe fik i en periode en pizza-kupon for hver bog, de læste. Eleverne i den anden modtog ingen belønning.

Da man efter nogen tid holdt op med at give pizza-kuponer, faldt kupon-gruppens læselyst efterfølgende og de læste fremadrettet færre bøger end gruppen, der ikke havde fået belønning for at læse.

Andre forsøg har afdækket samme mekanisme, som denne fokusforskydning fra indhold til belønning medfører. Overført på idræt kan det måske betyde, at vi faktisk får elever, der ikke dyrker mere men mindre idræt, når der ikke længere er en ydre motiverende faktor.

At benytte karakterer som en ydre motiverende faktor til at få eleverne i gang er i mine øjne udtryk for en systemets dovenskab. Forskning viser, at vi lærer bedre, når vi drives af lysten, den indre motivation, fordi vi ganske enkelt derved engagerer os følelsesmæssigt i læringen.

Derfor bør vores skolesystem selvfølgelig geares til at understøtte en lystbetonet læring, men det fordrer samtidig et farvel til samlebåndsskolen, industrisamfundets tænkning, og et goddag til langt flere lærere og pædagoger!

Loft over, hvor god du kan blive

Et andet tit overset problem ved karaktersystemet er, at det sætter et loft over, hvor god eleven kan blive.

De fleste kender ham eller hende, der bare tager turen gennem folkeskolen og gymnasiet på frihjul med det ene 12-tal efter det andet. Disse elever har ramt loftet og motiveres ikke til at flytte sig yderligere.

Problemet er anerkendt og man arbejder med forskellige modeller for at løse det. Senest har man foreslået at indføre karakteren 12+ for at kunne belønne den særligt gode/modige indsats. Men 12+ er jo blot et nyt loft i den sammenhæng.

At karakterloftet ikke fungerer, kan man se et godt eksempel på i en helt anden verden, nemlig energimærkeordningen.

Energimærkeordningens skala blev oprindeligt introduceret som en A-F-skala men over tid har man været nødt til at modificere den.

Nye enheder bliver nemlig stadigt mere strømbesparende og derfor har man kompenseret med et  A+, så A++ og sidst A+++.

Man har indset problemet med skalaen og fjerner nu A+, A++ og A+++. Hvornår indser man mon, at 12+ er en blindgyde i skolesystemet, at selve karaktersystemet er?

Belønner talent frem for indsats

Et andet helt overset problem ved karaktersystemet er, at det i høj grad belønner talent frem for indsats. Eleven, der let scorer et 12-tal, høster ofte stor anerkendelse, i modsætning til eleven, der ligger i den nedre del af skalaen.

Selve tallet siger intet om den enkelte elevs indsats, og eleven, der skoses for sit 2-tal kan sagtens levere en langt større arbejdsindsats end eleven, der roses for sit 12-tal.

Det kan få systemet til at virke urimeligt. Især fordi eleverne udmærket ved, hvor ekstremt svært det er at flytte sig i karaktersystemet med de midler, der er til rådighed i dagens undervisningssystem med alt for få lærere og pædagoger.

Etikettering

Karakterer er i mine øjne den ultimative og mest ødelæggende form for etikettering af eleverne. Man kan sætte elever i bås på mange måder, men karakterer er den mest kliniske og dehumaniserende af dem alle.

Eleven bliver let sit 2-tal, sit 7-tal eller sit 12-tal i både forældres, læreres og værst af alt i egnes øjne. Dette er med til at farve de forventninger til fremtidige præstationer, som både omverdenen og eleven selv stiller. Og det er ekstremt uheldigt, fordi noget af det mest motiverende for en elev er at opleve forventninger til, at man kan levere en god og bedre indsats i dag end man gjorde i går.

At nogle regner én for noget, regner med én. Det er det, man også kan kalde den positive kravstillelse, der binder an til det at være optimalt frustreret i læringssituationen.

Men med karakterer skaber man ikke et miljø for positiv kravsstillelse, hvor den enkelte elev nødvendigvis oplever sig optimalt frustreret, men derimod en situation med maksimal frustration. Springet fra eksempelvis 2 til 4 kan simpelthen være for højt og eleven knækker sammen, slår sig og accepterer stilstanden.

Karakterer forankrer med andre ord eleven i et bestemt selvforstærkende narrativ, karakteren bliver et stigma, eleven ikke kan bryde.

Hvad kan vi gøre i stedet?

Nyt “karaktersystem”

Jeg har udviklet et nyt “karaktersystem”, man kan bruge som redskab i forhold til at synliggøre den enkelte elevs indsats og fremskridt.

1) Eleven starter perioden på 0. niveau – elevens nuværende niveau.
2) Elevens seneste præstation er bedømt over niveau, derfor pil op.
3) Af elevens seneste 5 bedømmelser er de tre seneste pil op – niveauskifte!
4) Eleven er nu på nyt niveau og har altså flyttet sig.

Ved hver periodes start  – det kunne være ved et skoleårs begyndelse – er alle elever niveau 0.

Niveauet er relativt til den enkelte elev, og den enes 0. niveau er således ikke identisk med den andens.

Niveauet illustreres med en vandret pil. Hver elev skal så flytte sig 2 eller 3 niveauer i løbet af perioden. Med hver elev aftales fokusområder og læringsmål og hvilke præstationer, der bedømmes.

Bedømmelsen af en enkelt præstation er enkelt. Enten bedømmes en præstation som værende under niveau, på niveau eller over niveau. Dette angives med små markeringer på den vandrette pil.

Bedømmelsen foretages af lærer og elev i fællesskab. Eleven skal ved aflevering af en præstation selv vurdere, om præstationen var under, på eller over nuværende niveau.

Læreren foretager samme vurdering, og er der et misforhold mellem elevens og lærerens vurdering, kan det give anledning til en kalibrering mellem elev og lærer.

Når en elev eksempelvis 3 gange i træk har ydet en præstation over niveau, stiger elevens niveau, fra 0 til 1 og så videre.

Niveaustigningen er relativ til den enkelte elev. Hvad der for én elev svarer til ét niveau, kan for en anden svare til to eller flere niveauer. Det er indsatsen for at nå fra et individuelt niveau til det næste, der er afgørende.

Niveausystemet skal ikke ses som et karaktersystem, men snarere som et samtaleværktøj, en synliggørelse af elevens fremskridt. Målet er, at alle elever har flyttet sig de aftalte niveauer ( eller flere ) ved udgangen af en periode. Ansvaret pålægger klart læreren.

Det er afgørende, at der ikke lægges for meget vægt på systemet i forhold til at motivere. Den ydre motivation kan sagtens være en motor for den indre motivation, men det må ikke blive den afgørende faktor. For så er vi tilbage ved en af det nuværende karaktersystems bivirkninger.

Men det tror jeg heller ikke bliver et problem, fordi niveausystemet netop lægger op til, at den enkelte elev er i kamp med sig selv og måler i forhold til sig selv. Dermed får man også 12-tals-eleverne med, fordi der her ikke er noget loft over, hvor god en version af sig selv, man kan blive.

Kvalitativ feedback og vidnesbyrd

På mange skoler, især Rudolf Steiner skoler, bruger man vidnesbyrd. Eleven får en skriftlig og mundtlig udtalelse, eksempelvis hvert halve år eller som tilbagemelding på en opgave.

Dette vidnesbyrd kan indeholde både en feedback på elevens præstation hidtil, men lige så vigtigt også en feedforward, der sætter retningen for eksempelvis det næste halve år for den enkelte elev. Dette rækker direkte ned i tænkningen om synlige læringsmål og synlig læring, sådan som det oprindeligt er tænkt.

Øget dialog og samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner

Når karaktererne forsvinder, bliver det endnu vigtigere for uddannelsesinstitutionerne at udbygge samarbejdet mellem hinanden.

Gymnasier og erhvervsskoler skal i langt højere grad være i løbende dialog med grundskolerne for at kunne afstemme forventninger og krav til de elever, der sendes videre. Det samme gælder professionshøjskoler og universiteter i forhold til gymnasierne.

Den øgede dialog og vidensflow imellem institutionerne vil med tiden øge den samlede kvalitet og medvirke til at mindske frafald, da rådgivningen kvalificeres på et nyt niveau. Dialogen skal foregå såvel på lokalt niveau mellem de konkrete institutioner samt på et mere strategisk niveau.

Bedre studievejledning

Rådgivningen af eleverne bliver helt central, når karaktersystemet forsvinder. Der skal i langt højere grad ses på det enkelte menneske og ikke kun på de uddannelses- og erhvervsrettede kompetencer, den enkelte elev oparbejder, men i lige så høj grad på de menneskelige, såkaldt bløde værdier, den enkelte elev besidder. Valget af uddannelse skal således passe til både kompetence og værdisæt hos eleven.

Dette kan man opnå på flere måder. Flere uddannelsesvejledere, bedre muligheder for praktikker/samarbejde med erhvervsliv og samfund er nogle af nøglerne.

Og så måske en større inddragelse af de sociale medier. Kunne man forestille sig, at vi udarbejdede en dynamisk uddannelsesguide, hvor alle os på SoMe gav kvalitativt input om vores værdier, kompetencer, uddannelser, jobs og jobindhold. Med sådan en database, ville den enkelte elev kunne se, at der kan være mange veje til drømmejobbet eller at drømmejobbet måske er et helt andet, end det vedkommende går og tror.

Optagelsesprøver og -samtaler

Optagelsesprøver og -samtaler anvendes allerede på kvote-2-systemet, dog med svingende succes, hvis man måler på frafaldsprocenter. Flere steder er frafaldet næsten det samme, blot falder kvote-2-ansøgerne fra senere i forløbet.

Det kan dog skyldes, at formen stadig er relativt ny og har brug for forfinelse og indarbejdelse. På læreruddannelsen, hvor man har arbejdet med optagelsessamtaler siden 2012, har samtalerne haft god effekt. Med afskaffelsen af karakterer vil kvote-1 helt forsvinde og vi vil have en måde at optage elever på uddannelser.

Det kvalitative og helhedsorienterede optag skal afløse det kvantitative.  Det kommer til at kræve langt flere resurser, men stiller samtidig de enkelte uddannelser på et solidt fundament med en øget kvalitet for såvel mennesker som samfund som følge.

Afrunding

Karakterer er en anakronisme, en reminiscens fra en  svunden verden. De var industrisamfundets bedste bud på at få mennesker indplaceret på de rette hylder. I dag har vi andre muligheder og det er på tide, at vi begynder at udnytte dem. Det starter med, at vi sætter mennesket i centrum!

Nøj, det’ IKKE for børn!

Nøj, det’ IKKE for børn! 1200 628 Christian

Hvor er der en voksen?

Jeg er 13 måneder gammel. Jeg er netop begyndt i vuggestuen. Men jeg er angst, for jeg ved ikke, hvem de voksne er. De skifter ofte, og jeg når slet ikke at knytte mig til en bestemt, før vedkommende igen er væk. Det gør mig utryg.

Jeg er 14 måneder gammel. Jeg er virkelig ked af det og savner min mor og far. Jeg græder utrøsteligt i mere end 50 minutter. De voksne siger jeg er forkælet, at jeg er en kæmpe egoist. Ingen trøster mig.

Jeg får lov at gå længe med en fyldt ble. Der er simpelthen ikke tid til at skifte den. Det rigtig gør ondt og ætser hul i huden. Jeg græder. Da mine forældre henter mig, må de skrabe afføringen af mine røde og sårede numse og ben. Der var ikke tid til mig.

Jeg vågner i barnevognen – jeg græder. Andre græder også, men bliver ikke taget op. Der er ikke tid til mig. Jeg er ikke noget værd, ikke nok værd. Min gråd stilner af og jeg trækker mig ind i mig selv. Til sidst bliver jeg taget op, men jeg har lært lektien!

Jeg er to år gammel. Jeg spiser middagsmad. Jeg sidder ved bordet med tre andre på min alder. Hvor er der en voksen? Hvem har tid til mig? Til os?

Jeg er her, men er jeg her?

Er der en voksen?

Jeg er 4 år gammel nu. Jeg er i børnehaven. Jeg falder og slår mig på legepladsen. Jeg bliver ked af det, men jeg gør mig hård. jeg græder ikke, for ingen hører mig alligevel. Jeg er ikke værd at bruge tid på.

Er der en voksen? Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke se nogen. Jeg passer mig selv der på legepladsen. Jeg er så bange og føler mig så alene og ligegyldig. Jeg er frustreret og sparker en af de andre. Og så var der var en voksen. Jeg må ikke sparke!

Jeg sover dårligt om natten. Jeg har svært ved at falde i søvn. Jeg har en uro i kroppen. Jeg er stresset og angst.

Der er ikke en voksen.

Jeg er startet i 0. klasse. Jeg har ingen tillid til voksne. Ingen vil mig det godt. Jeg er udadreagerende. Jeg kan ikke sidde stille på min stol, og forstyrrer konstant de andre børn.

Jeg er et problem nu, og skal jeg udredes. Måske skal jeg have nogle piller, måske er der noget galt med mig. Måske er det derfor, de voksne ikke ville have med mig at gøre. Jeg er forkert. Det er min skyld!

Jeg følger ikke godt med i timerne og klarer ikke stopprøven efter 0. klasse. Jeg må gå om. Allerede inden jeg fik begyndt, lykkedes det mig at dumpe. Mine klassekammerater forsvinder videre, men det er egentlig også lige meget. For de kunne ikke lide mig. Det kan de voksne heller ikke. Jeg er et problem. Jeg er i vejen. Det er min skyld.

Jeg er alene!

Jeg er ti år gammel. Jeg har fundet nogle ældre venner, som godt gider mig.

Vi laver ballade og larm, når vi er sammen. Stjæler og maler grafitti. Men jeg bliver snuppet. Jeg skal foran en dommer nu. Jeg skal mærke konsekvensen af mine handlinger, siger de voksne.

Nu er der voksne, og de ser på mig med bekymrede og stramme, konsekvente miner. Jeg er et problem. Det er min skyld. Jeg bliver smidt ud af skolen, fordi de ikke kan give mig et passende tilbud. Jeg er et problem. Det er min skyld.

Jeg er 14 år gammel. Jeg går i 8. klasse. Jeg er der stort set aldrig, for jeg kan ikke holde det ud. Jeg kan ikke følge med. Jeg er ham den farlige. Ham, man skal passe på.

Jeg erklæres ikke-uddannelsesparat, men det er nu lige meget. Jeg ved godt, at jeg ikke er noget værd, at jeg er ligegyldig – et problem.

Jeg er et problem. Jeg skulle aldrig være blevet født. Det var en fejl. Jeg hører ikke til her. Det gør ondt, men jeg kan ikke se smerten nogle steder, for den er indeni.

I september 2014 udgav Vidensråd for Forebyggelse en rapport om børn og unges mentale helbred. Rapporten er ikke læsning for sarte sjæle. Her er nogle af resultaterne:

  • Fra 1988 – 2010 er forbruget af hovedpinemedicin næsten fordoblet blandt børn og unge.
  • Hver femte 10-24-årig føler sig ofte stresset.
  • Markant stigning i perioden 1984-2010 af børn, der sover dårligt.
  • 5-18% af børn og unge føler sig ensomme.
  • 20-25% af unge har prøvet at skade sig selv.
  • Forekomst af medicineret ADHD er ti-doblet på ti år.
  • Autisme er steget fra få promille til ca. 1% i de sidste 20 år.
  • Angst, depression og svære tvangstanker er steget og problemerne sætter tidligere ind over de sidste 20 år.
  • Antallet af unge med spiseforstyrrelser er steget.
  • Antallet af børn og unge med psykose er fordoblet det sidste årti.
  • Antallet af selvmordsforsøg er steget voldsomt – blandt unge piger mere end 3-doblet over de sidste årtier.

Hvis vores velfærdsstat her i et af verdens rigeste lande ikke magter at give børn en god, udviklende og tryg barndom, hvor der er plads til latter og leg, hvad skal vi så med den? Hvad er egentlig pointen?

Som det er nu begår vores velfærdsstat systematisk overgreb på børn. Og var staten en forælder, ville børnene forlængst være tvangsfjernet.

Sådan er det ikke. Men det er snart valg. Så lad os sammen tvangsfjerne de uansvarlige politikere fra deres taburetter i Folketinget og sætte nogle mennesker istedet, som vægter børns forhold højere end skattelettelser, fangeøer, omfartsveje og vildsvinehegn.

Hvis man vil vide mere om, hvad det gør ved børn, når de bliver ignoreret, så kan man starte med at se dette korte klip på Youtube “Still Face Experiment” – hvis man altså kan holde det ud:

Jeg får stress, så kedelig skolen er!

Jeg får stress, så kedelig skolen er! 1200 628 Christian

Sådan sagde min søn i søndags, da vi begyndte vores gåtur sammen. Han føler, at skolen lægger beslag på 7 timer af hans liv hver dag – syv timer, hvor han intet lærer og bare keder sig bravt – givetvis sat på spidsen af, at vinterferiens sidste timer var ved at forsvinde med solen under horisonten.

Jeg spurgte ham derfor, hvordan skolen skulle se ud – hvordan det skulle være at gå i skole – hvis det skulle være spændende og sjovt. Det tænkte han over et par kilometer og så kom ellers et interessant bud.

Den perfekte skole ifølge Matthias

Skolen skal først starte klokken 10. Der er man udhvilet og klar. Matthias fortæller, at han har hørt Amazons CEO Jeff Bezos fortælle, at han tager alle forretningskritiske beslutninger mellem 10 og 12, da hans hjerne er mest skarp om formiddagen ( ja, det er sådan noget ungerne sidder og ser på Youtube – og du troede, at det var kattevideoer… )

Mellem klokken 10 og 12 skal man derfor have normale skoletimer som dansk og matematik men med flere lærere på hver klasse. Få timer er bedre, for så kan man koncentrere sig, ivrer Matthias, og man kan overskue at være med. Med flere lærere i timerne kan alle også få ordentlig hjælp.

Mellem klokken 12 og 13 skal der være pause, hvor man kan spise mad og slappe af/hygge sig med vennerne.

Fra 13 til 15 skal man så dyrke sin hobby og få hjælp til det af sin lærer(e). Altså fordybe sig i noget, man synes er spændende og sjovt og blive god til det. Det kan være alt muligt lige fra sport, musik, dinosaurer eller hvad man nu er interesseret i.

Klokken 15 slutter skoledagen.

Jeg må indrømme, at jeg synes min søns vision er spændende, også fordi den faktisk rammer lige ned i noget af det, nyere forskning på området viser.

Hobbyskolen

Det mest spændende og nyskabende forslag, min søn kom med, var ideen om en hobbyskole. Den enkelte elev skal ifølge min søn bruge to timer hver dag på at fordybe sig i noget, eleven synes er særligt interessant. Lige meget hvad det så end er.

Det er så op til lærerteamet at facilitere elevens udvikling og fordybelse og give det en faglig dimension og kant. På mange måder griber min søns ide ind i Ewan McIntosh tænkning omkring at lade eleverne selv finde de problemer, de skal løse.

Traditionelt er det læreren, der opfinder problemerne og så eleverne, der løser dem. Det vil Ewan McIntosh ændre, så eleverne selv skal finde de problemer, der skal løses. En vej til det kunne være min søns hobbyskole.

Ewan McIntosh taler om forskellen på problemfindere og problemløsere og på vigtigheden af at lade eleverne overtage lærerens job – at tænke divergerende frem for konvergerende.

Samtidig binder min søns ide an til noget mere grundlæggende og vigtigt, nemlig lysten og den indre motivation. Elever, der er indre motiveret, lyststyrede, lærer ganske enkelt bedre.

Og fordi eleven arbejder med et emne, eleven finder særligt spændende og måske allerede ved en masse om – er god til, så får eleven samtidig lov til at opleve at mestre, hvilket er enormt vigtigt ikke kun for læringen, men også for den enkelte elevs personlige udvikling. ( selvom elevens personlige udvikling ikke længere er nævnt i folkeskolens formålsparagraf, er det stadig vigtigt! ). I Ewan McIntosh TED-talk konstaterer han undervejs, at han aldrig havde oplevet elever heppe på hinandens læring – men det var præcis, hvad der skete – mestring, succes!

Ideen om at lade eleverne sætte rammen for undervisningen er ikke ny og i Israel arbejder man flere steder med såkaldte demokratiske skoler, hvor eleverne selv bestemmer undervisningen, ja faktisk alt:

Alle børn fødes med en nysgerrighed og en lyst til at vokse og udvikle sig. De ved selv, hvad de har brug for, for at udvikle sig, men de har brug for støtte fra en mentor til at hjælpe dem til at forstå sig selv. Hvis man er 9 år og ikke vil lære at læse, må vi sammen prøve at forstå, hvilke årsager der er til det,

Idit Eisen

Erfaringerne med de demokratiske skoler i Israel er rigtig gode. Eleverne efterspørger selv undervisning eller sætter gang i lærerige projekter, når det er motivation og lyst, der er drivkraften.

Fordybelse

Et andet meget interessant aspekt, min søn sætter fokus på, er fordybelsen.

Der er netop offentliggjort en ny undersøgelse, der angiveligt viser, at unge mænds intelligens er faldende og har været det siden 1998, hvor den toppede.

Det er nærliggende for mig at tro, at dette fald i intelligens kan hænge sammen med internettet og den måde vi bruger de nye medier på.

I 2007 i Sydkorea opstod begrebet digital demens, der referer til det forhold, at hjernen simpelthen ændres fysisk af den måde, vi bruger den på og at skimning og fravær af fordybelse ødelægger den.

I artiklen Digital læring – med hjernen som indsats fra Perspektiv, Bibliotekarforbundets medlemsblad, fortæller Manfred Spitzer:

Jo mere vi fordyber os og arbejder intensivt med et emne, jo flere impulser bliver der sendt, jo flere forandringer sker der i synapserne, og jo bedre husker vi stoffet.

Han er aktuel med bogen Digital demens  fra sidste år ( 2018 ) og uddyber:

Der er ingen smuthuller. Indlæring er hårdt arbejde. I skolen må målet være, at eleverne lærer at tænke selv, skaffer sig viden fra kilder på egen hånd, udøver kildekritik og fører brikkerne i »puslespil« sammen til en meningsfuld helhed. Det kræver fordybelse og bearbejdning af stoffet

Der er for mig ingen tvivl om, at vi må skabe rum til fordybelsen i folkeskolen. Det er ekstremt interessant at min søn selv efterspørger det og jeg fornemmer næsten, at han har åndenød, at skolen er blevet iltfattig. Måske årsagen til hans stress findes lige der.

Senere mødetidspunkt

De senere år er forskere blevet stadigt klogere på teenageres søvnrytme, og forskningen tyder på, at vi faktisk bør lade teenagere sove længe om morgen og først møde i skole mellem 10 og 11.

I Danmark har man gennemført Skolebørnsundersøgelsen som en del af et internationalt forskningsprojekt, Health Behaviour in School-aged Children – a WHO Collaborative Cross-National Survey, hvert 4. år, senest i 2014 og 2018. Resultaterne for 2018 er endnu ikke klar, men i 2014 viste undersøgelsen at mange børn mødte trætte i skolen én eller flere dage om ugen.

Fra side 91 i rapporten Skolebørnsundersøgelsen 2014

Et studie gennemført i England viste, at skolestart klokken 10 for teenagere halverede sygdom og forbedrede elevernes resultater. Årsagen er angiveligt at pubertetsbørnenes døgnrytme forskydes løbende gennem puberteten med op til flere timer i forhold til voksnes.

Klokken 10 er således heller ikke et magisk klokkeslet. Faktisk bør elever omkring 18 år gamle måske først starte skole mellem 11 og 12.

Problemet med en mere dynamisk skolestart er selvfølgelig, at vort samfund er indrettet som et 8-16-samfund. Det er det gamle industrisamfunds normer der gælder, og skolens formål var engang at forberede eleverne til en arbejdsdag med faste mødetidspunkter.

Kortere skoledage

En kortere skoledag er enhver elevs drøm, men der er faktisk også mere og mere, der peger på, at længden af skoledagen ikke er afgørende for læringen, men at en lang skoledag snarere kan virke kontraproduktiv.

Med skolereformen i 2014 indførtes ellers en længere skoledag, fordi dette angiveligt havde forskningsmæssigt belæg. Det har Ph.d. og lektor Keld Skovmand fornyligt sået alvorligt tvivl om og som konsekvens af dette indberettet folkeskolereformens fædre til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed.

50 danske skoler har kørt en forsøgsordning, hvor skoledagen er blevet forkortet men til gengæld med flere lærere på de enkelte timer. Forsøget har været en bragende succes. Noget kunne tyde på, at det ikke længden af skoledagen, men kvaliteten af den enkelte skoletime, der tæller.

Der er faktisk ikke ret meget solid forskning om betydningen af skoledagens længde. Jeg er i hvert fald ikke stødt på det i mit lærerstudie. Mange kilder jeg finder, omtaler forskningen som mangelfuld på området.

Det humanistiske perspektiv

Min søns ide om, hvordan skolen kunne se ud, synes jeg er inspirerende og spændende. Især fordi hans ide om skolen sætter den enkelte elev i centrum for skolens virke, mennesket i centrum.

Med skolereformen fra 2014 nåede vi et foreløbigt højdepunkt i ensretning og styring af folkeskolen med de lange skoledage og med mere end 3000 detaljerede læringsmål sirligt fordelt ud over hver eneste klassetrin, var der ikke meget plads til mennesker.

Det er måske ved at vende nu og måske skal vi til at lytte mere til ungerne selv – de har faktisk nogle ret gode og interessante bud på, hvordan skolen kunne se ud.

Går Mariehønen Evigglad med tørklæde?

Går Mariehønen Evigglad med tørklæde? 1200 628 Christian

– en situationsrapport fra første skoledag.

Jeg holder meget af at deltage i morgensang på mine børns skole. Det sker dog alt for sjældent, at jeg har tid/tager mig tid til det.

Men i dag er det første skoledag, og jeg fik lov at komme med trods det, at mine unger nu starter i henholdsvis 5. og 6. klasse(!)

Er det bare mig, eller bliver børnene, der starter i 0. klasse bare mindre og mindre hvert år? Har mine nogensinde være så små?

Nåmen.

Til morgensamlingen for indskoling og mellemtrin sang vi kun én sang i dag, da der forinden havde været fællessang og velkomst for alle klasser i gymnastiksalen.

Vi sang Mariehønen Evigglad af Halfdan Rasmussen.

Hvad handler sangen om, spurgte læreren efterfølgende, og en kvik elev svarede prompte: “venskab”.

Nemlig!

Den handler om venskab ( ja, de bliver også lidt kærester til sidst, men.. ). 

Og et umiddelbart umage venskab mellem to meget forskellige individer. 

En mariehøne og en snegl. 

Den ene kravler på sin mavefod henover jorden hele sit liv, mens den anden slår tørklædet ud og strækker vingerne under den åbne blå sommerhimmel.

Men hvis de to kan finde fællesskab, så kan en dreng og pige det også – en 0. og 1. klasser eller en fra 6. og en fra 1. 

Det er selvfølgelig ikke alle, der kan blive ens bedsteven, men ens bedste ven kan komme fra hvorsomhelst!

Lykke er, at høre børnestemmer synge – lige der er højden af vores civilisation og det, det hele faktisk handler om – at være sammen, at være fælles, at høre til.

Mine øjne faldt på en pige i en af de mindre klasser. 

Hun havde som den eneste tørklæde på. Et meget smukt tørklæde. Der sad hun med mange års skolegang foran sig i et miljø, hvor venskab og fællesskab på tværs af forskelle er en grundlæggende værdi. 

Hun er heldig.

Men vi skal kæmpe for, at hun får lov til at være med, og at hendes held ikke løber ud!

For i disse dage lægger Dansk Folkeparti op til, at segregationskampen nu skal føres helt ind i klasselokalet. 

Tørklæder skal forbydes i folkeskolen. Om forbuddet kommer eller ej er mindre vigtigt. For Dansk Folkeparti handler det om at strække diskussionen så lang tid som muligt, da den leverer brændstof til deres fortsatte eksistensberettigelse.

Det er i mine øjne rendyrket kynisme!

I dag ser vi allerede mange unge mennesker med anden etnisk oprindelse end dansk, der nok er født og opvokset i Danmark, men som pg.a. den hårde retorik og giftige politiske stemning gennem de sidste snart 25 år, ikke føler sig helt som danskere, som en del af fællesskabet.

Hvad kommer det til at betyde for denne pige med tørklædet, når hun de kommende år møder ind i sin klasse og ved, at hun er genstand for politisk had og udskamning? Hvad betyder det for hendes kammerater – hvordan påvirkes fællesskabet og sammenhængskraften? 

Det skaber afstand. Det afskærer mennesker fra fællesskabet og ultimativ ødelægger det os alle!

At Dansk Folkeparti nu tager deres hadretorik og segregationsskabende politik helt ind i klasserummet, tilgiver jeg aldrig. 

Og børnene vil ikke have det. De vil ikke have sure voksne – det sang vi i gymnastiksalen på Martin Petersens skønne ord:

Vi vil ha’ voksne med ører,
så store som en elefant.
Alt hvad vi si’r vil de høre,
ja både for alvor og fjant.

Men dem der er sure som citroner,
de kan gå hjem og tælle deres kroner.
Måske har de flere millioner,
måske har de slet ikke fler’.
Det rager os en fjer.
Vi vil ikke ha’ dem her!

Går Mariehønen Evigglad så med tørklæde? Ja da! Et smukt rødt tørklæde, med fine sorte prikker – se selv efter, når du møder hende næste gang.

Malala Yousafzais nobelpristale

Malala Yousafzais nobelpristale 1200 628 Christian

Malala Yousafzai modtog i december 2014 sammen med Kailash Satyarthi Nobels fredspris for deres fælles arbejde med at skaffe børn og unge uddannelse. Jeg har ikke kunnet finde talen på dansk og her derfor oversat den herunder. Har du forslag til forbedringer, så meld endelig tilbage. Talen er oversat herfra og kan ses herunder:

Bismillah hir rahman ir rahim.

I Guds navn, den mest barmhjertige, den mest velgørende.

Deres majestæter, Deres kongelige højheder, fremtrædende medlemmer af den norske nobelkomité,

Kære søstre og brødre, i dag er en dag med stor lykke for mig. Jeg er ydmyg over, at Nobelkomitéen har valgt mig til denne dyrebare pris.

Tak til alle for jeres fortsatte støtte og kærlighed. Tak for de breve og kort, jeg stadig modtager fra hele verden. Jeres venlige og opmuntrende ord styrker og inspirerer mig.

Jeg vil gerne takke mine forældre for deres ubetingede kærlighed.

Tak til min far for ikke at stække mine vinger og for at lade mig flyve.

Tak til min mor for at inspirere mig til at være tålmodig og altid tale sandheden – som vi stærkt tror er islams sande budskab. Og også tak til alle mine vidunderlige lærere, som inspirerede mig til at tro på mig selv og være modig.

Jeg er stolt, faktisk jeg er meget stolt, af at være den første Pakhtun, den første pakistaner, og yngste person der modtager denne pris. Jeg er samtidig ret sikker på, at jeg også er den første modtager af Nobels fredspris, der stadig slås med sine yngre brødre. Jeg ønsker fred overalt, men mine brødre og jeg arbejder stadig på sagen.

Jeg er også beæret over at modtage denne pris sammen med Kailash Satyarthi, der har været en forkæmper for børns rettigheder i lang tid. Faktisk to gange så lang tid, som jeg har levet. Jeg er stolt af, at vi kan arbejde sammen og gennem samarbejdet vise verden, at en inder og en pakistaner kan arbejde sammen og nå et fælles mål om børns rettigheder.

Kære brødre og søstre, jeg blev opkaldt efter den inspirerende Malalai af Maiwand, som er den pakistanske Jeanne D’arc. Ordet Malala betyder sorg, bedrøvet “trist”, men for at tilføje noget lykke og glæde til navnet, kaldte min bedstefar mig altid ”Malala – Den lykkeligste pige i verden” og i dag er jeg meget taknemmelig og glad for, at vi er sammen i kampen for en vigtig sag.

Denne pris er ikke kun min. Den er de glemte børns, dem der ønsker uddannelse. Den er de bange børns, dem der ønsker fred. Den er de stemmeløse børns, dem der ønsker forandring.

Jeg er her for at stå op for deres rettigheder, for at hæve deres stemme …

Tiden er ikke til at ynke dem.
Tiden er ikke til at ynke dem.
Tiden er til handling, så det bliver sidste gang, sidste gang, så det bliver den sidste gang, vi ser et barn, der er frataget uddannelse.

Jeg oplever, at folk beskriver mig på mange forskellige måder. Nogle kalder mig den pige, som blev skudt af talebanerne. Og nogle, den pige, der kæmpede for sine rettigheder. Nogle mennesker kalder mig nu en “Nobelprisvinder”.

Men mine brødre kalder mig stadig den irriterende, kommanderende søster. Så vidt jeg ved, er jeg bare en engageret og endog stædig person, der ønsker at se, at hvert barn får en kvalitetsuddannelse, som ønsker at se kvinder have lige rettigheder og vil have fred i hvert hjørne af verden.

Uddannelse er et af livets velsignelser – og en af dets fornødenheder. Det har været min erfaring i løbet af mit livs 17 år. I mit paradishjem, Swat, elskede jeg altid at lære og opdage nye ting. Jeg kan huske, hvordan mine venner og jeg dekorerede vores hænder med henna ved særlige lejligheder.

Og i stedet for at tegne blomster og mønstre, malede vi vores hænder med matematiske formler og ligninger.

Vi havde en tørst efter uddannelse,vi havde en tørst efter uddannelse, fordi vores fremtid var lige der – i klasseværelset. Vi sad og lærte og læste sammen. Vi elskede at gå i pæne og nydelige skoleuniformer, vi sad med store drømme i vores øjne. Vi ønskede at gøre vores forældre stolte og bevise, at vi også kunne udmærke os i vores studier og nå de mål, som nogle mennesker kun tror, at drenge kan.

Men tingene forblev ikke de samme. Swat skiftede pludselig fra at være et sted for turisme og skønhed til et sted for terrorisme. Jeg var kun ti år, da mere end 400 skoler blev ødelagt. Kvinder blev pisket. Folk blev dræbt. Og vores smukke drømme forvandlede sig til mareridt.Uddannelse gik fra at være en ret til at være en forbrydelse.

Piger blev hindret i at gå i skole. Da min verden pludselig ændrede sig, gjorde mine prioriteter det også.

Jeg havde to muligheder. Den ene var at forblive tavs og vente på at blive dræbt.

Og den anden var at sige min mening og derefter blive dræbt.

Jeg valgte den anden.

Jeg besluttede at sige min mening.

Vi kunne ikke bare stå og se på terroristernes uretfærdigheder, der nægter vores rettigheder, der hensynsløst dræber mennesker og misbruger Islams navn. Vi besluttede at hæve vores stemme og fortælle dem: Har du ikke lært, har du ikke lært, at i Den Hellige Koran siger Allah: Hvis du dræber en person, er det som om du dræber hele menneskeheden?

Ved du ikke, at Mohammad, fred være med ham, nådens profet, siger; skad ikke dig selv eller andre.Og ved du ikke, at den hellige Korans første ord er ordet ”Iqra”, hvilket betyder ”at læse”?

Terroristerne prøvede at stoppe os og angreb mig og mine venner, der er her i dag, på vores skolebus i 2012. Men hverken deres overbevisning eller kugler kunne vinde.

Jeg fortæller ikke min historie, fordi den er unik, men fordi den ikke er.

Den er mange pigers historie.

I dag fortæller jeg også deres historie.

Jeg har taget nogle af mine søstre med fra Pakistan, fra Nigeria og fra Syrien, som deler denne fortælling. Mine modige søstre Shazia og Kainat blev også skudt denne dag på skolebussen, men de er ikke holdt op med at lære og uddanne sig. Og min modige søster Kainat Soomro blev udsat for ekstrem vold og misbrug. Hendes bror blev dræbt, men hun gav ikke op.

Og så er der mine søstre, som jeg har mødt gennem Malala fonden. Min 16 år gamle og modige søster, Mezon fra Syrien, som nu lever i en flygtningelejr i Jordan og går fra telt til telt for at opmuntre piger og drenge til at lære.Og min søster Amina, fra det nordlige Nigeria, hvor Boko Haram truer og hindrer, ja endda kidnapper piger for blot at ønske at gå i skole.

Selvom jeg ser ud som kun én pige, selvom jeg ser ud som kun én pige, én person, 5 fod og 2 tommer høj, hvis man inkluderer mine høje hæle ( hvilket betyder, at jeg kun er 5 fod høj ), så er jeg ikke kun én stemme, jeg er ikke kun én stemme, jeg er mange.

Jeg er Malala.
Men jeg er også Shazia.
Jeg er Kainat.
Jeg er Kainat Soomro.
Jeg er Mezon.
Jeg er Amina.

Jeg er alle de 66 millioner piger, som fratages uddannelse. Og i dag hæver jeg ikke min stemme, men 66 millioner pigers stemmer.

Sommetider kan folk godt finde på at spørge mig, hvorfor piger skal gå i skole, hvorfor det er vigtigt for dem. Men jeg tænker, at det væsentlige spørgsmål er; hvorfor skulle de ikke gå i skole, hvorfor skulle de ikke have ret til at gå i skole?

Kære søstre og brødre, i dag ser vi i halvdelen af verden hastig fremgang og udvikling. Men der er stadig mange lande hvor millioner endnu lider af meget gamle problemer som krig, fattigdom og uretfærdighed.

Vi ser stadig konflikter, hvor uskyldige mister deres liv, og børn bliver forældreløse. Vi ser mange mennesker blive flygtninge i Syrien, Gaza og Irak. I Afghanistan ser vi familier, som dræbes i selvmordsangreb og bombes.

Mange børn i Afrika har ikke adgang til uddannelse på grund af fattigdom. Og som sagt ser vi stadig – vi ser stadig piger, som ikke er frie til at gå i skole i det nordlige Nigeria.

Mange børn i lande som Pakistan og Indien, som Kailash Satyarthi nævnte, mange børn specielt i Indien og Pakistan fratages deres ret til uddannelse som følge af sociale tabuer/kontrol, eller de tvinges i ægteskab eller arbejde.

En af mine meget gode skolekammerater, lige så gammel som jeg og en modig pige fyldt med selvtillid, drømte om at blive læge. Men hendes drøm forblev en drøm. Da hun var 12 år, blev hun tvangsgift. Og snart efter fødte hun en søn. Hun fik et barn, mens hun stadig selv kun var et barn – blot 14 år gammel.

Jeg ved, at hun var blevet en meget dygtig læge. Men hun kunne ikke… fordi hun var en pige.

Hendes fortælling er grunden til, at jeg dedikerer Nobels Fredspris’ penge til Malala Fund, så den kan hjælpe piger med at få en kvalitetsuddanelse overalt, hvor som helst i verden og hjælpe dem til at få en stemme. Det første, denne hjælp vil gå til, er der, hvor mit hjerte er, at bygge skoler i Pakistan – og specielt i mit hjem, Swat og Shangla.

I min egen by er der stadig ingen skole for piger. Og det er mit ønske og mit løfte og nu også min udfordring at bygge en, så mine venner og søstre kan gå i skole og få en kvalitetsuddannelse og dermed muligheden for at opfylde deres drømme.

Det er her, jeg vil begynde, men ikke her jeg vil stoppe. Jeg vil fortsætte denne kamp indtil jeg ser hvert barn, hvert barn i skole.

Kære brødre og søstre, fantastiske mennesker, der bragte forandring, som Martin Luther King og Nelson Mandela, Mother Teresa og Aung San Suu Kyi, stod engang på denne scene. Jeg håber, at de skridt, Kailash Satyarthi og jeg har taget indtil nu og fortsat vil tage, vil bringe forandring – blivende forandring.

Mit store håb er, at dette vil være sidste gang, at dette vil være sidste gang, vi behøver at kæmpe for uddannelse. Lad os ordne det en gang for alle.

Vi har allerede taget mange skridt. Nu er tiden til at tage et spring.

Tiden er ikke til at bede verdens ledere indse, hvor vigtig uddannelse er – de ved det allerede – deres egne børn går i gode skoler. Tiden er til at bede dem handle for resten af verdens børn.

Vi anmoder verdens ledere om i fællesskab at gøre uddannelse til deres topprioritet.

For 15 år siden satte verdens ledere nogle globale mål – de såkaldte verdensmål. I de følgende år har vi set en del fremgang. Antallet af børn som ikke går i skole er halveret, som Kailash Satyarthi fortalte. Dog har verden kun fokuseret på grundskole og ikke alle har haft del i fremgangen.

I 2015 mødes repræsentanter fra hele verden i FN for at aftale de næste verdensmål med fokus på bæredygtig udvikling. Dette vil sætte ambitionen for de næste generationer.

Verden kan ikke længere acceptere, verden kan ikke længere acceptere, at basal uddannelse er nok. Hvorfor accepterer lederne at grundlæggende færdigheder er rigeligt for børn i udviklingslandene, når deres egne børn laver lektier i fag som algebra, matematik, videnskab og fysik?

Lederne må gribe denne mulighed for at garantere gratis, kvalitativ grund- og gymnasieskole for hvert eneste barn.

Nogle vil indvende, at det er upraktisk eller alt for dyrt og hårdt. Måske endda umuligt. Men tiden er inde til at verden tænker større.

Kære søstre og brødre, den såkaldte voksen-verden forstår det måske, men vi børn gør ikke. Hvorfor er det, at lande, vi kalder stærke, er så dygtige til at skabe krige, men så dårlige til at bringe fred.

Hvorfor er det så let at give våben og så svært at give bøger?

Hvorfor er det, hvorfor er det så let at bygge tanks og så svært at bygge skoler?

Vi lever i den moderne tidsalder og vi tror på at intet er umuligt. Vi landede på månen for 45 år siden og måske lander vi snart på Mars. Så må vi også – her i det 21. århundrede – være i stand til at give hvert barn en kvalitativ uddannelse.

Kære søstre og brødre, kære medbørn, vi må arbejde – ikke vente. Ikke kun politikerne og verdenslederne, vi bliver alle nødt til at bidrage. Mig. Dig. Os. Det er vores pligt.

Lad os blive den første generation, der beslutter at være den sidste.

Lad os blive den første generation, der beslutter at være den sidste, der ser tomme klasselokaler, tabte barndomme og spildte potentialer.

Lad dette være sidste gang at en pige eller dreng tilbringer deres barndom i en fabrik. Lad dette være sidste gang at en pige tvinges til at blive barnebrud. Lad dette være den sidste gang et barn mister livet i krig. Lad dette være den sidste gang vi ser børn, der ikke går i skole. Lad det ende med os. Lad os ende dette nu… sammen … i dag … lige her, lige nu. Lad os ende det nu.

Mange tak.