Retorik

Smagløs madkultur

Smagløs madkultur 1200 628 Christian

Jeg anklager Dansk Folkeparti

Jeg anklager Dansk Folkeparti for at servere et smagløst og næringsfattigt afkog af dansk (mad)kultur.

Tyske Victor Klemperer skriver i sine dagbøger om det tredje riges sprog, at fattigdom er en grundlæggende egenskab ved nazismens sprog.

Han kalder sproget “monotont” og “fikseret” og konstaterer at: “Sproget bestod altid, trykt eller talt, hos dannede og udannede, af de samme klichéer og var holdt i samme toneart” ( LTI, s. 23-33 ).

Denne fattigdom, monotoni, fiksering og klichéer genfinder vi i dag ikke kun hos Dansk Folkeparti, men bredt i det politiske spektrum. 

Når Dansk Folkeparti eksempelvis vil have indført obligatoriske retter med svinekød i vuggestuer og daginstitutioner, så afslører de den samme fattigdom, som Klemperer beskrev. 

De hævder at stå på skuldrene af en århundrede lang dansk madtradition, men sandheden er dog langt mere kompleks.

Jeg arvede en af dansk kogekunsts mest ikoniske kogebøger, Ingeborg Suhrs “Mad” fra min mormor.  

Bogen er fra 1910 og giver et interessant billede ind i en meget divers madkultur, hvor svinekød nok har sin plads, men slet ikke i det omfang, man skulle tro på baggrund af Dansk Folkepartis udsagn.

En opgørelse af opskrifterne i bogen viser, at kødopskrifter, hvor svinekød indgår, kun udgør ca. 7%. Fisk er absolut topscore med 30% og fjerkræ nr. 2 med 16%. 

Bogen indeholder også 2 forslag til mad-årshjul – altså hvad man kan spise gennem året afhængig af årstiden. Det ene årshjul er overvejende vegetarisk! Det andet baseret på kød men med kødfrie dage. 

I kød-årshjulet indgår svinekød 21% af dagene. Igen er fisk topscorer med 29%. Kalv- og oksekød nr. 2 med 25%. Og så er der en kødfri dag om ugen!

I alt er der 134 opskrifter på retter med kød – 9 er med svinekød. Til sammenligning er der 112 med grøntsager.

Når Dansk Folkeparti vælger at fremhæve svin som noget særligt dansk og bærende af dansk (mad)kultur, gør de simpelthen regning uden vært. De reducerer dansk madkultur til en fattig endimensionel karikatur. 

Og de gør det, fordi mad er magt! Med mad kan man ekskludere, som Boris Andersen skriver i antologien Madsociologi, side 26: 

Både Fischler og Simmel har gjort sig nogle tanker i forhold til, at fællesmåltider gennem tiderne også er blevet brugt som et magtredskab til både inklusion og eksklusion: Inklusion af dem, som man gerne vil fastholde eller skabe tilknytning til, fx stammen, familien eller medlemmer af det religiøse fællesskab, og eksklusion af dem, man ikke bryder sig om, enten gennem udelukkelse fra de fælles måltider eller gennem tabuisering af bestemte fødevarer som fx svinekød eller hestekød.

Dansk Folkeparti udnytter således et lille hjørne af dansk madkultur, nemlig svinekødet, sammen med en religiøst mindretals tabuisering af denne fødevare til at skabe et rum for perfekt eksklusion. 

Og børnene skal mærke eksklusionen på egen krop, når svinekødet sættes på bordet. Det er ganske enkelt instrumentaliseret ondskab – hverken mere eller mindre.

Og det er simpelthen så trist. For når man går på jagt i dansk madkultur, så er den rig på form, smag og diversitet. Der er et kæmpe inklusions- og integratonspotentiale! 79% – 94% af retterne i Surhs Mad, når kager, bagværk og desserter og vegetar/grønt er undtaget(!), er uden svin. 

Dansk Folkeparti kunne med meget større vægt have fremhævet fisk som en central del af dansk madkultur, og så ville det pludselig have været inkluderende – for der findes mig bekendt ingen kulturer, hvor man ikke spiser fisk.

Men man vælger hjørnet, nichen, og puster den op. Svin bliver gjort synonymt med dansk kultur og dermed forarmer Dansk Folkeparti dansk kultur, reducerer den, fattiggør den. 

En grundlæggende egenskab ved Dansk Folkepartis kultursyn er fattigdom!

Og som en sidste kuriositet kan man nævne Danmarks såkaldte nationalret – Stegt flæsk med persillesovs. Den findes ikke i Suhrs. Det tætteste jeg kommer er “Stegt flæsk med hovedsalat og kartoffelroser”. 

At danskerne valgte at kanonisere denne ret til nationalret var måske i større grad ment som en begmand til den såkaldte elite, men tilbage står, at en del af vores medborgere nu er formelt ekskluderet fra nogensinde at blive en fuldgyldig del af det danske kulturfælleskab – nationalretten er ganske enkelt ikke for dem. 

De er de andre – de fremmede!

Tale ved demonstration

Tale ved demonstration 1200 628 Christian

Min tale ved dagens lille demonstration i Odense mod regeringens asylpolitik:

29 børn forsøgte selvmord på danske asylcentre sidste år.

29!

For 29 børn var håbløsheden, afmagten og frygten blevet så stor, at livet ikke længere var en mulighed.

29 børn forsøgte selvmord på danske asylcentre sidste år.

Imens fejrede Inger Støjberg asylstramning nr. 50 med kage og med lovning på citronmåner fra dansk Folkeparti, når nummer 100 blev nået.

Mød Malak Saidi. 

Malak Saidi er 12 år. 

12 år!

I 12 år – hele sit korte liv – har Malek Saidi levet i et dansk asylcenter. Hun har aldrig kendt andet. Hun frygter for sin fremtid lige nu.

Jeg fryser meget, siger pigen. 


Hun har kortærmet bluse på, selvom det er en aften sidst i oktober og råkoldt, klamt og blæsende. 

Jeg måtte ikke få mit tøj og mine ting med, da de hentede os i vores hjem i Hanstholm. De sagde vi jo alligevel skulle rejse ud, og så kunne vi ikke have så meget med.

Pigen er 12 år og sidder i Udrejsecenter Sjælsmark.

Her er nogle af de råb om hjælp, jeg næsten dagligt ser fra udrejsecenter Sjælsmark:

Bygning 8/115
Pige 20 mdr mangler varmt tøj str 92 og støvler/sko str 23

Bygning 11/115
Sabah er mor til to drenge på 2 og 4 år og ønsker sig varme bukser og bluser i str 5 og 3 år.

Bygning 13/112
Nahida og Usha er forældre til Mahia på 9 år og Mahboob på 14 måneder. Begge drenge mangler tøj.

Menneskene på vores asylcentre og i vores asylsystem i det hele taget er ofre på populismens alter. 

De er ofre for et politisk system, der grundlæggende er ude af drift og alene søger magten for magtens egen skyld. 

Vi har dog et meget stærkt forsvar mod vanviddet. 

Viktor Klemperer skrev i 1947 – for 70 år siden sin bog “Det tredje riges sprog”. 

Det er relevant at kigge på historiske kilder, for som den tidligere KZ-fange Primo Levi i 1986 skrev i sin bog “De druknede og de frelste” – “Det skete, derfor kan det ske igen”:

Det forsvar, Klemperer nævner, er humanismen!

Og lad dig ikke narre af, at det er en “isme”. 

For humanismen er ikke en ideologi, hverken politisk, religiøs eller økonomisk.

Humanismen fortæller dig ikke, hvordan eller hvad du skal tænke, men hvorfra!

I stedet for at anlægge systemets perspektiv, hvadenten det er religiøst, politisk eller økonomisk forankret, så anlægger humanismen menneskets perspektiv.

Og i det øjeblik man gør det, må man også helt automatisk og naturligt afvise det danske systems behandling af mennesker, hvad enten de sidder fast i asylsystemet eller kontanthjælpssystemet eller et af de mange andre afmagtssystemer, vi efterhånden har introduceret.

Med det humanistiske perspektiv vil man forstå, at vores behandling af asylansøgere blot er en del af et samlet større billede.

Der er ikke noget modsætningsforhold mellem asylansøgere, flygtninge og udsatte etniske danskere. Vi er alle i samme båd – og vi må levere et samlet svar!

At humanismen er farlig for magthaverne og systemet. 

Det ser man stadig oftere i læserbreve og udtalelser fra systemets folk.

Pladderhumanisme, egohumanisme, spelthumanisme og blødsødden humanisme er blot nogle af de nedsættende udtryk, som politikere i dagens Danmark både til højre og venstre kan finde frem. 

Men med disse udtryk skriver de sig ind i historien sammen med Rosenberg, Goebbels og Hitler, for som Klemperer noterede:

.., men der kan ikke herske tvivl om, at man har forladt det humanitetsideal, der omfatter hele menneskeheden,…, ordet humanitet anvendes aldrig uden ironiske anførselstegn og oftest med et nedsættende adjektiv.

– altså i dag eksempelvis: pladder, ego, spelt, blødsødden.

Og sproget afslører os. 

I dag snakker vi om migranter i stedet for flygtninge. 

Der er en meget væsentlig forskel. For en flygtning er et menneske, der flygter FRA noget!

En migrant er et mennesker, der flytter TIL noget.

Og når vi begynder at opfatte flygtninge som migranter, så flytter vores fokus og tænkning samtidig, og vejen til en umenneskelig behandling er åben – de er jo selv skyld i deres situation, ikke? 

De kunne jo bare lade være med at migrere! Samme diskurs anvendes over for arbejdsløse og andre udsatte – det er din egen skyld!

Vi står, som jeg ser det, i en grundlæggende kamp mellem en systemernes verden og en humanisternes verden.

29 børn forsøgte selvmord på danske asylcentre sidste år.

Jeg vil slutte af med Heather Heyers sidste ord på facebook, inden hun blev dræbt tidligere i år i Charlottesville, da hun stod op for kærlighed og imod racisme og had:

If you’re not outraged you’re not paying attention.

Hitlers kæledyrspatrulje

Hitlers kæledyrspatrulje 1200 628 Christian

Med en systematisk nidkærhed uden ondskab eller følelse i det hele taget blev alle artsfremmedes ( primært jøders ) kæledyr inddraget og aflivet. Alt lige fra hunde til katte og kanariefugle. 

Victor Klemperer beskriver dette forhold, som jeg ikke kendte til forinden, og det vidner måske mere end noget andet om hitlerismens vanvid og indbyggede ondskab. 

Klemperer skriver, at alene det forhold burde have sin egen Nürnbergproces!

Når jeg fra tid til anden drager paralleller mellem dengang og nu, er det ikke fordi jeg mener, at eksempelvis nutidens Trump eller Støjberg har nazismens idealer som endemål. 

Men fordi jeg kan se nogle ligheder i den vej de følger med den vej, hitlerismen fulgte fra slutningen af 1. verdenskrig og helt frem til dens endeligt. Især i Trumps både fremtoning og retorik spøger fortiden. 

Der er også mange forskelle. Og vi får aldrig et nyt 3. rige. Men måske et 4. som i sin grusomhed intet vil lade tilbage, men blot spille på andre præmisser og forhold – nemlig nutidens. 

For en ting skal man gøre sig helt klart. Vi er de samme mennesker som dem i 1933. Vi er ikke biologisk anderledes. 

Klemperer bemærker faktisk indirekte dette forhold i sin undren og forstemthed over, hvordan mennesker han kendte og opfattede som intelligente og verdslige på få år ændrede sig markant og lod sig villigt indlemme i hitlerismens kult. 

Vi skal og må kalde ethvert angreb på humanisme og menneskelighed. 

Hver eneste gang, vi møder det.