Politik

Selvmordets anatomi

Selvmordets anatomi 1200 628 Christian

Hvis du går med selvmordstanker, så tal med nogen om det! Du er ikke alene, og der er hjælp at få. Kontakt eventuelt Livslinjen eller Sct Nicolai Tjenesten. Begge steder kan man henvende sig anonymt. Sidstnævnte drives af Kirkens Korshær.

Tankeeksperiment

Du og jeg står sammen.

Solen skinner, og vi er begge i godt, nej glimrende humør.

Jeg har en kæmpe bunke af mursten, solide røde teglsten, og vi har aftalt at vi vil teste, hvor stærk du faktisk er. Du er i god form og træner flere gange ugentligt, spiser sundt og får din søvn. Du er ret stærk – ja imponerende stærk!

Vi spænder kurve fast til din krop med stærke remme – de skal jo kunne holde til vægten.

Jeg begynder at læsse stenene på dig. Én for én og i rask tempo.

I starten kan du sagtens løfte og bære, men efterhånden tynger vægten dog.
På et tidspunkt begynder det at gøre en smule ondt i kroppen og du siger, at nu kan du snart ikke klare mere.

Jeg smiler og svarer, at det kan du sagtens – du er jo ret stærk, ved jeg.
Du er enig, smiler anstrengt og samarbejder loyalt.

Der går dog ikke længe før dit smil er forvandlet til en grimasse skåret i sten og sveden pibler frem overalt på dit ansigt.

Nu kan du altså ikke mere, lader du mig forstå – og vil smide stenene.
Men det kan du ikke, for den anordning vi lavede, så du kunne løfte så mange sten som muligt gør, at du ikke længere har armene fri.

Du vælger derfor at synke i knæ, at give efter i benene under vægten af stenene. Din stemme ryster nu, og du er tydeligt presset.

Jeg bliver ved at smide sten på dig. En efter en går det, stadig i rask tempo. Solen skinner – det er en herlig sommerdag og du er stærk -så fantastisk stærk.

Du skriger nu. Vægten af stenene har knust en knogle et sted og det gør voldsomt ondt på dig.

Jeg hører det ikke rigtigt gennem muren af sten, men fortsætter med at øge vægten med de røde teglsten.

Pludselig er du stille. Helt stille.

Du valgte at give op – overgive dig. Jeg smider et par sten mere – for at se, om det ikke bare er noget, du foregiver, men den er vist god nok.

Og stenene – de røde teglsten – var da vist heller ikke SÅ røde til start.
Du havde en grænse for din formåen åbenbart og trods alt.

Vi troede det ikke, da vi gik i gang – ingen af os.

Selvmord er ikke et valg

SELVMORD er ikke et valg. Selvmord er den naturlige konsekvens af, at det enkelte menneskes smerte overstiger dets evne til at håndtere smerten.

Selvmordet kan synes som et valg for de mennesker, som står på sidelinjen – ganske som når du tog valget og sank i knæ under vægten af sten.

Men i det øjeblik er det jo bare også det ENESTE valg – og det er netop hele pointen: At det menneske, der begår selvmord gør det, fordi det er det ENESTE valg – den sidste strategi for håndtering af en ubærlig smerte.

Anerkender du denne pointe, vil du forstå, hvorfor jeg anklager den danske stat og de danske kommuner for at begå uagtsomt manddrab.

For mennesker i jobcentrene begår ikke selvmord. De bliver ganske enkelt dræbt af systemet under vægten af de sten, der blev smidt på dem. Sådan var det også for Leif. Husker du mon ham?

Og mennesker i udrejsecentrene, eksempelvis Ellebækfængslet, begår ikke selvmord – de presses i døden af såkaldte motivationsfremmende tiltag, designet til at påføre dem mest muligt ubehag, sten for sten.

Er du stadig i tvivl?

Så lov mig at gøre dette eksperiment i eftermiddag:

Snør dine løbesko og løb så en tur. Du skal lægge ud med at løbe stærkt – ikke sprinte, men næsten. Hold den fart og blev ved.

På et tidspunkt efter 3-8 minutter alt efter form, vil du opleve, at testen ikke længere giver mening.

At det hele er lidt latterligt. At du bare kan lade være med at løbe. Ingen ser dig alligevel.

Din hjerne opfinder pludselig et hav af undskyldinger for at holde op med at løbe stærkt.

Og uden du selv er klar over det, vil tempoet sænkes og måske stopper du helt. Du tog et valg. Men kunne du være fortsat i det tempo 5 min længere? 10 min?

Alle har en grænse – den er forskellig for os, fordi vi er forskellige og kommer til verden med hver vores bagage, men den er der.
At tro andet er udtryk for uvidenhed.

Den udsatte, syge og arbejdsløse løber også – stærkt.

Problemet er bare det, at de har en bil lige bag sig, der ikke sænker farten, når de selv gør!

Hvorfor dette indlæg?

Dette indlæg er skrevet med udgangspunkt i en personlig erfaring tidligere i mit liv. Jeg kom ud på den anden side, efter jeg havde stået på kanten af livet og indset en for mig endegyldig sandhed – jeg skal dø. Døden kommer på et tidspunkt og udfrier mig fra smerten, uanset hvad jeg gør. Deri fandt jeg styrken til at fortsætte livet, og tog derfor ikke det ekstra skridt.

Jeg var stadig et sted, hvor jeg kunne vælge – og heldigvis for det. Det er nemlig ikke alle forundt. Nogle er kommet forbi det frie valgs barriere, hvor selvmordet ikke længere er et valg, men et tvingende vilkår – der var jeg ikke!

Jeg synes det er forstemmende, at vi som samfund accepterer, at der iværksættes tiltag overfor udsatte borgere, det være sig arbejdsløse, syge, asylansøgere og børn, som er så barske, at nogle af disse mennesker i sidste ende dør af det.

Min personlige erfaring har lært mig noget vigtigt om selvmordets anatomi, og jeg håber, at jeg kan bringe denne erfaring i spil. Når systemets tiltag tvinger mennesker på kanten, så er man gået for langt.

Hvis du vil læse mere om selvmord

https://psychcentral.com/blog/is-suicide-a-free-choice-or-a-false-choice/?fbclid=IwAR0KdhjTQrly0JRbh62PlElwHzC0iOHIdKOgIfIZvuhPnD8Gs67Tls7DzEQ

http://www.suicide.org/suicide-is-not-a-choice.html?fbclid=IwAR0IByvWYCOkIaQcS2m6ytZ4ld8Qt7cCk7sfOfXBNZqbFPCykQ_DBLKFaYk

https://videnskab.dk/krop-sundhed/eksisterer-den-frie-vilje

https://www.livslinien.dk/viden-om-selvmord

Nøj, det’ IKKE for børn!

Nøj, det’ IKKE for børn! 1200 628 Christian

Hvor er der en voksen?

Jeg er 13 måneder gammel. Jeg er netop begyndt i vuggestuen. Men jeg er angst, for jeg ved ikke, hvem de voksne er. De skifter ofte, og jeg når slet ikke at knytte mig til en bestemt, før vedkommende igen er væk. Det gør mig utryg.

Jeg er 14 måneder gammel. Jeg er virkelig ked af det og savner min mor og far. Jeg græder utrøsteligt i mere end 50 minutter. De voksne siger jeg er forkælet, at jeg er en kæmpe egoist. Ingen trøster mig.

Jeg får lov at gå længe med en fyldt ble. Der er simpelthen ikke tid til at skifte den. Det rigtig gør ondt og ætser hul i huden. Jeg græder. Da mine forældre henter mig, må de skrabe afføringen af mine røde og sårede numse og ben. Der var ikke tid til mig.

Jeg vågner i barnevognen – jeg græder. Andre græder også, men bliver ikke taget op. Der er ikke tid til mig. Jeg er ikke noget værd, ikke nok værd. Min gråd stilner af og jeg trækker mig ind i mig selv. Til sidst bliver jeg taget op, men jeg har lært lektien!

Jeg er to år gammel. Jeg spiser middagsmad. Jeg sidder ved bordet med tre andre på min alder. Hvor er der en voksen? Hvem har tid til mig? Til os?

Jeg er her, men er jeg her?

Er der en voksen?

Jeg er 4 år gammel nu. Jeg er i børnehaven. Jeg falder og slår mig på legepladsen. Jeg bliver ked af det, men jeg gør mig hård. jeg græder ikke, for ingen hører mig alligevel. Jeg er ikke værd at bruge tid på.

Er der en voksen? Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke se nogen. Jeg passer mig selv der på legepladsen. Jeg er så bange og føler mig så alene og ligegyldig. Jeg er frustreret og sparker en af de andre. Og så var der var en voksen. Jeg må ikke sparke!

Jeg sover dårligt om natten. Jeg har svært ved at falde i søvn. Jeg har en uro i kroppen. Jeg er stresset og angst.

Der er ikke en voksen.

Jeg er startet i 0. klasse. Jeg har ingen tillid til voksne. Ingen vil mig det godt. Jeg er udadreagerende. Jeg kan ikke sidde stille på min stol, og forstyrrer konstant de andre børn.

Jeg er et problem nu, og skal jeg udredes. Måske skal jeg have nogle piller, måske er der noget galt med mig. Måske er det derfor, de voksne ikke ville have med mig at gøre. Jeg er forkert. Det er min skyld!

Jeg følger ikke godt med i timerne og klarer ikke stopprøven efter 0. klasse. Jeg må gå om. Allerede inden jeg fik begyndt, lykkedes det mig at dumpe. Mine klassekammerater forsvinder videre, men det er egentlig også lige meget. For de kunne ikke lide mig. Det kan de voksne heller ikke. Jeg er et problem. Jeg er i vejen. Det er min skyld.

Jeg er alene!

Jeg er ti år gammel. Jeg har fundet nogle ældre venner, som godt gider mig.

Vi laver ballade og larm, når vi er sammen. Stjæler og maler grafitti. Men jeg bliver snuppet. Jeg skal foran en dommer nu. Jeg skal mærke konsekvensen af mine handlinger, siger de voksne.

Nu er der voksne, og de ser på mig med bekymrede og stramme, konsekvente miner. Jeg er et problem. Det er min skyld. Jeg bliver smidt ud af skolen, fordi de ikke kan give mig et passende tilbud. Jeg er et problem. Det er min skyld.

Jeg er 14 år gammel. Jeg går i 8. klasse. Jeg er der stort set aldrig, for jeg kan ikke holde det ud. Jeg kan ikke følge med. Jeg er ham den farlige. Ham, man skal passe på.

Jeg erklæres ikke-uddannelsesparat, men det er nu lige meget. Jeg ved godt, at jeg ikke er noget værd, at jeg er ligegyldig – et problem.

Jeg er et problem. Jeg skulle aldrig være blevet født. Det var en fejl. Jeg hører ikke til her. Det gør ondt, men jeg kan ikke se smerten nogle steder, for den er indeni.

I september 2014 udgav Vidensråd for Forebyggelse en rapport om børn og unges mentale helbred. Rapporten er ikke læsning for sarte sjæle. Her er nogle af resultaterne:

  • Fra 1988 – 2010 er forbruget af hovedpinemedicin næsten fordoblet blandt børn og unge.
  • Hver femte 10-24-årig føler sig ofte stresset.
  • Markant stigning i perioden 1984-2010 af børn, der sover dårligt.
  • 5-18% af børn og unge føler sig ensomme.
  • 20-25% af unge har prøvet at skade sig selv.
  • Forekomst af medicineret ADHD er ti-doblet på ti år.
  • Autisme er steget fra få promille til ca. 1% i de sidste 20 år.
  • Angst, depression og svære tvangstanker er steget og problemerne sætter tidligere ind over de sidste 20 år.
  • Antallet af unge med spiseforstyrrelser er steget.
  • Antallet af børn og unge med psykose er fordoblet det sidste årti.
  • Antallet af selvmordsforsøg er steget voldsomt – blandt unge piger mere end 3-doblet over de sidste årtier.

Hvis vores velfærdsstat her i et af verdens rigeste lande ikke magter at give børn en god, udviklende og tryg barndom, hvor der er plads til latter og leg, hvad skal vi så med den? Hvad er egentlig pointen?

Som det er nu begår vores velfærdsstat systematisk overgreb på børn. Og var staten en forælder, ville børnene forlængst være tvangsfjernet.

Sådan er det ikke. Men det er snart valg. Så lad os sammen tvangsfjerne de uansvarlige politikere fra deres taburetter i Folketinget og sætte nogle mennesker istedet, som vægter børns forhold højere end skattelettelser, fangeøer, omfartsveje og vildsvinehegn.

Hvis man vil vide mere om, hvad det gør ved børn, når de bliver ignoreret, så kan man starte med at se dette korte klip på Youtube “Still Face Experiment” – hvis man altså kan holde det ud:

Relationstabet

Relationstabet 1200 628 Christian

Jeg tror at vores nuværende samfundsstruktur er i modstrid med et grundlæggende menneskeligt vilkår.

Et vilkår, som er blevet formet gennem titusinder af års evolution. Vi mennesker trives i små og tætte samfund med mange flerstrengede og stærke relationsforbindelser med hinanden. Det er simpelthen sådan vi har kunnet leve og overleve.

Og det er sådanne forhold, vores sociale hjerne er udviklet til at fungere og navigere i.

I det følgende skelner jeg mellem på den ene side pligt-relationer og lyst-relationer og på den anden en- og flerstrengede relationsforbindelser.

En pligtrelation er en, man har med det andet menneske, fordi denne relation er afgørende for ens fortsatte liv og måske endda eksistens.

En lystrelation er en, man har med det andet menneske, fordi man har lyst. Denne relation er ikke direkte afgørende for ens liv eller eksistens.

En enstrenget relationsforbindelse er en relation, der bygger på kun ét forhold med det andet menneske. Det kan være en kærlighedsrelation og kun det – eller en kunde-/sælger-relation og kun det.

En flerstrenget relationsforbindelse er en relation, der bygger på flere forhold med det andet menneske. Det kan være en kærligheds- og arbejdsrelation, som eksempelvis en medhjælpende ægtefælle på en gård eller i et familiefirma.

Man kan se det enkelte menneske som forankret i fællesskabet gennem sine relationer til andre.

Udviklingen de sidste ca. 200 år har gjort op med dette vilkår og skridt for skridt revet det enkelte menneskes relationer op med rode og fundamentalt redefineret hvilke typer af relationer vi har til og med hinanden.

Eller mere præcist er vi gået fra et samfund, hvor flerstrengede pligtrelationer har været bærende til et samfund, hvor enstrengede lystrelationer er bærende.

Jeg tror, at det er de manglende relationer i det nære, der gør, at folk smider affald i naturen, snyder i SKAT, undlader at melde afbud til aftaler, bliver lynskilt, skifter jobs, flytter mange gange i løbet af et liv osv – vi har simpelthen ikke længere noget på spil for alvor i forhold til hinanden, men er blevet frie på godt og ondt.

Lad mig give nogle af de nedslag, jeg har fundet:

1. Industrialiseringen

Med industrialiseringen følger jernbanedrift og urbanisering. Menneskets mobilitet bliver kraftigt forøget og nye og mindre stærke fællesskaber opstår i bysamfundene.

Det enkelte menneske orienterer i højere grad sine relationer efter interesseforhold – arbejderne i den socialdemokratiske bevægelser og fagforeningerne eksempelvis.

Men der er samtidig stadig flest landsbysamfund, hvor livet går videre stort set uændret, hvad relationer angår. Man vokser op, lever og dør blandt de samme mennesker. Man er stadig afhængig af hinanden, og pligtrelationerne bærende for fællesskabets opretholdelse.

2. Bilen

Bilen skaber afstand mellem mennesker på mere end en måde.

Bilens fremkomst øger menneskets mobilitet yderligere og muliggør, at man kan arbejde længere fra sin bopæl end tidligere. Det enkelte menneskes geografiske spillerum udvides markant.Samtidig sker der noget andet.

For selvom bilen i starten er åben, bliver den hurtigt af praktiske grunde overdækket. Derved mister man muligheden for at hilse på dem, man møder på sin vej. Bilen kommer imellem mennesker og på vejen ser man ikke længere andre mennesker, men andre biler – tingsliggørelse. Denne tingsliggørelse kan måske være en af forklaringerne bag road-rage og måske er den samme mekanisme på spil, som når mennesker går amok på SoMe. Her sidder man også bag en skærm og ser ikke det andet menneske – man ser blot teksten, anonym og uden mimik.

3. Fjernsynet

Fjernsynets indtog forandrer markant, hvordan vi som mennesker er sammen og endnu vigtigere hvornår og hvor ofte.

Min mormor fortalte mig, at de plejede at gå på besøg hos hinanden og spille kort om aftenen ude på gårdene.

Besøgene var ikke aftalt, men en del af det uformelle samvær mellem mennesker, som eksisterede før fjernsynets indtog i dagligstuen. På mange måder er der her tale om både lyst- og pligtrelation. Lyst, fordi man havde lyst til samværet, men også pligt, fordi man var afhængig af hinanden og forståelsen for hinanden. Uden den ville livet i de nære samfund ikke kunne eksistere.

I dele af Sydeuropa og England har man stadig en pub-kultur, hvor man mødes ude i byen som en naturlig del af livet. Sådan er det ikke længere i Danmark – her sidder vi hver især i vores parcel. Det uformelle fællesskab og samvær er væk.

4. Velfærdsstaten

Med den voksende rigdom og mobilitet vokser nye behov frem og ideen til en velfærdsstat opstår for alvor.

Langsomt men sikkert overtager og monopoliserer velfærdsstaten de mellemmenneskelige pligtrelationer. Man behøver ikke længere at få børn for at undgå fattiggården som gammel – man bliver passet af systemet. Det samme gælder, når man bliver syg, eller ens børn skal passes og i livets mange andre forhold.

Det enkelte menneskes direkte afhængighed af andre mennesker opløses og tilbage står vi med lyst-relationerne, som indtil nu ikke har været hverken bærende eller vigtigst i menneskelivet.

Det er et paradoks, at velfærdsstaten har medført, at vi i de nye generationer, der ikke har oplevet kampen, er blevet fremmedgjorte over for fællesskabet og over for de mellemmenneskelige relationer, som velfærdsstaten i virkeligheden bygger på og omfordeler.

I dag er vi kommet dertil, hvor stort set intet menneske længere er direkte afhængig af andre mennesker. Kan du nævne en relation til et andet menneske, der er nødvendig for dit fortsatte liv og overlevelse?

Friheden for det enkelte menneske har en stor pris. I dag bliver bliver mennesker skilt i flæng – fordi de flerstrengede pligtrelationer i ægteskabet som eksempelvis også et arbejdende fællesskab er væk. Ægteskabet bæres ofte i dag kun af en lystrelation, og er man ikke tilfreds, bliver man skilt på borger.dk.

Man kan også fravælge sine børn, hvilket overraskende mange gør. Man kan skifte bopæl og job i en uendelighed – i dag er det sjældent syn, at nogle er 25 år på samme arbejdsplads. Det anses vel ligefrem som underligt og forkert. Og vennerne ordner man på gule sedler og sender de ikke-givende ud i mørket uden større tanke.

Med de manglende pligtrelationer på det mellemmenneskelige niveau sker der noget med vores måde at tænke på. Man kan nemlig ikke have en meningsgivende relation med en (velfærds)stat

5. Kvinderne på arbejdsmarkedet

Med kvindernes vej ud på arbejdsmarkedet forsvinder den sidste geografiske forankring i fællesskabet og alt bliver flydende.

Da kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet sker der to ting. For det første opstår og/eller øges behovet for et helstøbt velfærdssystem, der kan håndtere og træde ind i alle livets forhold. Dernæst – og det er lige så vigtigt – så forsvinder den sidste geografiske forankring af det fællesskab, der måtte være tilbage. For med hjemmegående kvinder, var der et fællesskab kvinderne imellem, som holdt den sidste rest af samfund og mellemmenneskeligt fællesskab i live. Den forsvinder med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Og det gør den Især fordi ingen mænd vælger at rykke hjem til kødgryderne og bleskift!

6. Institutionaliseringen af børnelivet

I dag skal alle børn i dagpleje/vuggestue og børnehave. Tidligere voksede barnet op i nære rammer omgivet af mennesker, som barnet ville komme til at kende gennem hele livet.

Sådan er det ikke i dag. Barnet møder nu et utal af mennesker på sin vej. De børn, som vokser op i dag, vokser op uden nogle faste anker-personer i deres liv. Det betyder, at de reelt set bliver både historie- og relationsløse i egne liv.

De mange forskellige relationer og den mindre voksenkontakt i det hele taget kan måske være medvirkende til, at mange børn og unge i dag er meget stressede og deprimerede – og at mange børn får diagnoser påhæftet. Det, at der ikke findes nogle mennesker, som kender ens egen historie til bunds kan vise sig at blive afgørende for vores evner til i fremtiden at indgå i længerevarende relationer.

7. Afstanden mellem politikere og borgere

I 1866 var der 14.000 borgere pr. folketingspolitiker. Tæller man medlemmer af Landstinget med, var tallet nede på 8.400. I dag er der næsten 34.000 borgere pr. folketingspolitiker.

Man kan altså hævde, at det repræsentative element i vores demokrati er blevet udvandet kraftigt det sidste 150 år, fordi antallet af pladser i vores parlament ikke er fulgt med udviklingen i befolkningen. Det samme gør sig gældende på kommunalt niveau, hvor den enkelte kommunalbestyrelse med kommunesammenlægningen er rykket væsentligt længere væk fra borgerne.

Langt de fleste kan måske nævne borgmesterens navn, men når det kommer til de andre kommunalbestyrelsesmedlemmer og fordelingen på listerne, kommer de fleste til kort. Med andre ord er det repræsentative element i vores demokratiske og politiske system i stykker.

Den sociale kapital er opbrugt

Når det først er gået rigtigt galt inden for de sidste 20-30 års tid skyldes det, at velfærdssystemet har lukreret på den sociale kapital, der har været opsparet gennem hundredvis af år i de små nære samfund. Vi har haft tillid til hinanden i disse samfund og i høj grad overført denne tillid til systemet.

Det har blandt andet kunne lade sig gøre, fordi vi i første omgang mødte systemet i form af kendte ansigter – kommunen var tæt på borgerne og det samme gjaldt dens institutioner – skoler, plejehjem mm. Et langt stykke tid arbejdede vi stadig trods bil og mobilitet lige der, hvor vi boede og havde således flerstrengede (lyst)-relationer med systemets mennesker. Vi mødte vores børns lærer i Brugsen, idrætsforeningen osv.

Sådan er det ikke i dag. Folk arbejder og bor ikke længere samme sted. Alle offentlige institutioner er i stigende grad blevet centraliseret og dermed også anonymiseret. De kendte ansigter er væk. Og de relationer vi oparbejder er kortvarige og sags-bestemte.

Det bringer os til en vigtig pointe: Man kan ikke have tillid uden relationer.

Relationerne er det, der bærer og nærer tillid mellem mennesker. Uden relationer ingen tillid. Og man kan ikke have relationer til en ting eller et system. Så derfor er vores tillid til velfærdssystemet og det politiske system i dag helt i bund.

Jeg mener, at vi står med en meget stor opgave foran os. Vi skal ikke tilbage til de små samfund og der er ingen grund til at romantisere dem. Livet var hårdt, den gang min mormor gik på aftenbesøg hos naboens.

Men vi er nødt til at gentænke vores systemer og indrette dem på en måde, så de ikke modarbejder det menneskelige behov for relationer, men i stedet udnytter vores indbyggede relationsmekanismer.

Jeg kan umiddelbart se to baner, der skal arbejdes på. Den ene handler om at give velfærdsstaten et menneskeligt ansigt. Vi må simpelthen have mennesker væk fra kontrol-arbejdet og ud i frontlinjen. SKAT kan ikke være en centraliseret enhed – der må være skattearbejdere i de større byer, som kender deres borgere og kan håndtere de skattesager, der måtte være.

Vi må have flere mennesker på banen i daginstitutioner og skoler, som har tid til børn og unge og som følger dem på den lidt længere bane. Et konkret eksempel her kan gives fra skoleverdenen, hvor man mange steder i lang tid har arbejdet på 3 trin; indskolings-, mellem- og udskolingstrin. Ved hvert skift fik eleven nye lærere og der er således ingen, som følger barnet gennem hele skoletiden. Her tror jeg, at man skal arbejde både vertikalt og horisontalt på skolerne. Nogle lærere må være aldersgeneralister og følge eleverne fra start til slut og andre må være aldersspecialister og arbejde på det enkelte trin.

Den anden bane vedrører vores politiske system og struktur.

Tillidskrisen i dansk politik er ikke noget, man lige løser. Den har simpelthen rod i et strukturelt forhold og må derfor også løses på det niveau.

Med andre ord har vi brug for at gentænke hele det politiske system og udvikle et nyt system, der kan kompensere for den nye virkelighed.

Grundloven, som vi kender den, er ikke forældet pg.a. alder, men simpelthen fordi tiden i dag er en markant anden, end tiden var i 1849, før industrialisering, før velfærdssystem og før internet.

Jeg mener, at vi behøver en ny Grundlov, der understøtter relationsdannelsen i samfundet på nye måder. Et eksempel kunne være indførslen af en generel borgerpligt som erstatning for værnepligten. Lad alle borgere komme ud og aftjene deres borgerpligt i en samfundsinstitution.

Samtidig mener jeg, at man bør ændre det politiske system radikalt med indførsel af et trekammersystem, hvor det ene kammer er et borgerting, det andet et kommuneting og det tredje et professionelt politisk og folkevalgt ting. Jeg har skrevet et fuldt grundlovsforslag, som man pt. kan se på Facebook her: https://www.facebook.com/notes/ny-grundlovdk/forslag-til-ny-grundlov/1866037113721012/.

Mere læsning

https://videnskab.dk/kultur-samfund/tillid-skaber-velfaerdsstaten-ikke-omvendt

https://www.avisen.dk/ny-maaling-to-ud-af-tre-danskere-har-lille-tillid-ti_502668.aspx

http://nyheder.tv2.dk/krimi/2019-05-21-ny-maaling-viser-meget-lav-tillid-til-politiet

Kønskvoter i Folketinget

Kønskvoter i Folketinget 1200 628 Christian

I mere end 100 år har kvinder haft valgret i Danmark og trods det, har Danmark kun haft én kvindelig statsminister til dato, og fordelingen af kvinder og mænd i Folketinget er stadig helt skæv – ja faktisk har den ikke rykket sig mærkbart de seneste tre valg og ved det seneste valg i 2015 gik det endda en smule tilbage.

  2007 2011 2015
Kandidater 795 784 783
Heraf kvinder 257 ( 32,2% ) 267 ( 34,1% ) 247 ( 31,5% )
Valgte kvinder 67 ( 37,4% ) 70 ( 39,1% ) 67 ( 37,4% )

Når jeg kigger på de personlige stemmetal kan jeg se, at den skæve fordeling ikke skyldes manglende vilje hos vælgerne til at stemme på kvindelige kandidater. Således fik en kvindelig kandidat i 2015 i gennemsnit 2606 personlige stemmer mod en mandligs 2081. Billedet er det samme, når man kigger på 2007 og 2011.

Kvinder ser altså ud til at klare sig bedre end mænd ved valgene, hvad personlige stemmetal angår. En forskel, man nok godt kan forvente, vil udligne sig noget, hvis kandidatfeltet var mere repræsentativt i forhold til kønsfordelingen i befolkningen.

Kønsfordelingen kunne altså snarere se ud til at hænge sammen med partiernes manglende evne/vilje til at opstille nok kvinder til folketingsvalgene. Et forhold, der ikke har ændret sig i mange år. Hvorfor det er sådan kan man spekulere over. Måske er det partiernes og samfundets måder at udvælge kandidater på, der på et strukturelt niveau favoriserer mænd/mandlige egenskaber?

Ny valglov

Fordi ligestillingen står i stampe og fordi det i mine øjne er en demokratisk katastrofe, at det ene køn er så markant underrepræsenteret i Folketinget, mener jeg, at valgloven skal ændres, således at der efter et folketingsvalg foretages en justering af mandater, der sikrer en balanceret repræsentation af kønnene i folketingssalen.

At lave denne slags justeringer af mandatfordelingen er der allerede præcedens for, da valgloven foreskriver sådanne justeringer baseret på geografiske forhold. Således sikres Bornholm eksempelvis altid mindst to kredsmandater:

Hvis der ved beregningen efter stk. 3 ikke tilfalder Bornholms Storkreds mindst 2 kredsmandater, foretages en fornyet fordeling af kredsmandaterne, hvor der forlods tillægges Bornholms Storkreds 2 kredsmandater. De resterende 133 kredsmandater fordeles endeligt på de øvrige storkredse som angivet i stk. 3.

§10 , stk. 4 i valgloven

Hvis man kan anerkende nødvendigheden af at lave en mandatjustering for at sikre en ligelig/fair geografisk repræsentation i Folketinget, så kan man selvfølgelig også gøre det i forhold til køn.

Algoritmen – sådan kan det gøres

Når man har resultatet fra folketingsvalget og mandaterne er fordelt efter den normale metode, gennemføres algoritmen herunder.

  1. Udregn den samlede kønsfordeling. Er skævheden større end 5 procentpoint mellem de to køns repræsentation fortsæt til 2) ellers afslut.
  2. Udregn hvert partis kønsfordeling blandt nyvalgte.
  3. Find det parti, der har den skæveste kønsmæssige fordeling i forhold til det køn, der overordnet set er underrepræsenteret efter valget.
  4. Find den valgte fra partiet fra det overrepræsenterede køn, der fik færrest personlige stemmer.
  5. Find den kandidat fra partiet fra det underrepræsenterede køn, der fik flest personlige stemmer, men som ikke blev valgt ind.
  6. Erstat den fundne valgte fra 4) med den fundne kandidat fra 5)
  7. Fortsæt algoritmen forfra fra punkt 1)

Algoritmen er blot et eksempel og skal selvfølgelig i en endelig udgave også tage højde for den forudgående geografiske justering, så denne ikke tilbagerulles.

Hvis man havde brugt ovenstående algoritme på de seneste tre valg, havde udfaldet set en smule anderledes ud. Herunder viser jeg konsekvensen af algoritmen på de seneste tre valg. Som du kan se, er det faktisk ikke mange medlemmer, der skal udskiftes førend balancen oprettes.

Folketingsvalget 2015

De valgte mænd, som må aflevere deres sæde, fik samlet 59370 personlige stemmer. De kvindelige kandidater, som kommer ind i stedet, fik samlet 54017 personlige stemmer. Det giver en forskel på -5353 personlige stemmer.

Ny kønsfordeling

Mænd:91, kvinder:84, Ny fordelingsprocent:48%

I alt udskiftes 19 mænd med 19 kvinder.

Heraf har 11 af kvinderne et højere personligt stemmetal end den mand, de udskifter.

Hvem erstatter hvem

Personlige stemmetal er angivet i parentes

V. Fatma Øktem (4379) erstatter V. Jan E. Jørgensen (3254)
V. Anne-Mette Winther Christiansen (3796) erstatter V. Peter Juel Jensen (3676)
V. Benedikte Ask Skotte (2645) erstatter V. Morten Løkkegaard (4676)
C. Pernille Vermund (2028) erstatter C. Rasmus Jarlov (3419)
Å. Lea Lie (1194) erstatter Å. Roger Matthisen (1081)
V. Marlene Ambo-Rasmussen (2239) erstatter V. Troels Lund Poulsen (5031)
Ø. Rosa Lund (1463) erstatter Ø. Rune Lund (530)
V. Susanne Linnet (2201) erstatter V. Bertel Haarder (5222)
A. Anne Paulin (6100) erstatter A. Kaare Dybvad (4121)
I. Thyra Frank (2768) erstatter I. Carsten Bach (1931)
A. Anne Sina (4582) erstatter A. Daniel Toft Jakobsen (4344)
O. Jette Lund (2231) erstatter O. Kenneth Kristensen Berth (1348)
V. Marianne Bredal (2013) erstatter V. Hans Andersen (5447)
A. Malou Lunderød (3738) erstatter A. Erik Christensen (4447)
F. Özlem Sara Cekic (6542) erstatter F. Holger K. Nielsen (1578)
Ø. Pia Boisen (1139) erstatter Ø. Jakob Sølvhøj (753)
O. Kristina Jørgensen (2185) erstatter O. Mikkel Dencker (1536)
V. Mariann Nørgaard (1927) erstatter V. Jacob Jensen (5864)
Å. Uzma Ahmed (847) erstatter Å. René Gade (1112)

Folketingsvalget 2011

De valgte mænd, som må aflevere deres sæde, fik samlet 42798 personlige stemmer. De kvindelige kandidater, som kom ind i stedet, fik samlet 44696 personlige stemmer. Det giver en forskel på +1898 personlige stemmer.

Ny kønsfordeling

Mænd:91, kvinder:84, Ny fordelingsprocent:48%

I alt udskiftes 16 mænd med 16 kvinder.

Heraf har 7 af kvinderne et højere personligt stemmetal end den mand, de udskifter.

Hvem erstatter hvem

Personlige stemmetal er angivet i parentes

O. Marlene Harpsøe (2287) erstatter O. Martin Henriksen (1625)
I. Laura Lindahl (1463) erstatter I. Joachim B. Olsen (1932)
Ø. Maria Reumert Gjerding (1330) erstatter Ø. Lars Dohn (550)
V. Marianne Bredal (5540) erstatter V. Hans Andersen (1333)
A. Vibeke Grave (5533) erstatter A. Jan Johansen (4218)
O. Rikke Karlsson (2216) erstatter O. Mikkel Dencker (1962)
C. Charlotte Sahl-Madsen (3124) erstatter C. Mike Legarth (3234)
V. Bente Bendix (4072) erstatter V. Jan E. Jørgensen (1935)
A. Anne Sina (4846) erstatter A. Torben Hansen (4985)
V. Marion Pedersen (1645) erstatter V. Martin Geertsen (1965)
A. Christina Dam Kristensen (3851) erstatter A. John Dyrby Paulsen (5292)
O. Bente Kronborg Flensted (1663) erstatter O. Morten Marinus Jørgensen (2365)
Ø. Solveig Munk (1195) erstatter Ø. Jørgen Arbo-Bæhr (608)
V. Cecilia Lonning (1062) erstatter V. Eyvind Vesselbo (2437)
A. Lene Nørlund (3630) erstatter A. Jens Joel (5309)
I. Anne Kathrine Kirk (1239) erstatter I. Villum Christensen (3048)

Folketingsvalget 2007

De valgte, som må aflevere deres sæde, fik samlet 58230 personlige stemmer. De kandidater, som kom ind i stedet, fik samlet 54596 personlige stemmer. Det giver en forskel på -3634 personlige stemmer.

Ny kønsfordeling

Mænd:91, kvinder:84, Ny fordelingsprocent:48%

I alt udskiftes 18 mænd med 18 kvinder.

Heraf har 7 af kvinderne et højere personligt stemmetal end den mand, de udskifter.

Hvem erstatter hvem

Personlige stemmetal er angivet i parentes

V. Anni Matthiesen (6076) erstatter V. Peter Juel Jensen (2609)
A. Vibeke Grave (5678) erstatter A. Flemming Møller Mortensen (2650)
V. Irene Simonsen (4647) erstatter V. Flemming Damgaard Larsen (2973)
A. Grethe H. Nielsen (3951) erstatter A. Poul Andersen (A) (4036)
O. Anita Christensen (2256) erstatter O. Martin Henriksen (1070)
V. Mette Madsen (3148) erstatter V. Eyvind Vesselbo (4385)
A. Helle Dam (3912) erstatter A. René Skau Björnsson (4060)
V. Stine Lykke (2073) erstatter V. Troels Christensen (4659)
A. Maja Panduro (3488) erstatter A. Niels Sindal (4443)
O. Rikke Karlsson (1621) erstatter O. Henrik Brodersen (1145)
Y. Inge-Lene Ebdrup (1804) erstatter Y. Jørgen Poulsen (2204)
V. Charlotte Antonsen (2058) erstatter V. Karsten Nonbo (4678)
A. Charlotte Juhl Andersen (2415) erstatter A. Rasmus Prehn (4567)
V. Fatma Øktem (1905) erstatter V. Per Bisgaard (4739)
O. Bente Kronborg Holst (1443) erstatter O. Kim Christiansen (1196)
A. Anna Kirsten Olesen (2363) erstatter A. Klaus Hækkerup (4585)
B. Charlotte Fischer (1734) erstatter B. Simon Emil Ammitzbøll (1903)
C. Benedikte Kiær (4024) erstatter C. Mike Legarth (2328)

Afrunding

Jeg mener det er vigtigt, at begge køn repræsenteres ligeligt i Folketinget. Det gør jeg, fordi køn stadig betyder rigtigt meget for de flestes opvækst og det perspektiv på tilværelsen, man udvikler som følge deraf. Vi lever trods øget ligestilling stadig i et patriarkalsk samfund, som grundlæggene er bygget af mænd og for mænd. Og det gør alt andet lige mænds vej til magten lettere og kræver stadig nogen grad, at de kvinder, som vil magten, må “spille spillet” på mænds præmisser.

Det må og skal vi have et opgør med – vi har ganske enkelt ikke som samfund råd til, at et perspektiv – det feministiske – ikke tillægges den vægt, det reelt fortjener, som vi alle fortjener!

Smagløs madkultur

Smagløs madkultur 1200 628 Christian

Jeg anklager Dansk Folkeparti

Jeg anklager Dansk Folkeparti for at servere et smagløst og næringsfattigt afkog af dansk (mad)kultur.

Tyske Victor Klemperer skriver i sine dagbøger om det tredje riges sprog, at fattigdom er en grundlæggende egenskab ved nazismens sprog.

Han kalder sproget “monotont” og “fikseret” og konstaterer at: “Sproget bestod altid, trykt eller talt, hos dannede og udannede, af de samme klichéer og var holdt i samme toneart” ( LTI, s. 23-33 ).

Denne fattigdom, monotoni, fiksering og klichéer genfinder vi i dag ikke kun hos Dansk Folkeparti, men bredt i det politiske spektrum. 

Når Dansk Folkeparti eksempelvis vil have indført obligatoriske retter med svinekød i vuggestuer og daginstitutioner, så afslører de den samme fattigdom, som Klemperer beskrev. 

De hævder at stå på skuldrene af en århundrede lang dansk madtradition, men sandheden er dog langt mere kompleks.

Jeg arvede en af dansk kogekunsts mest ikoniske kogebøger, Ingeborg Suhrs “Mad” fra min mormor.  

Bogen er fra 1910 og giver et interessant billede ind i en meget divers madkultur, hvor svinekød nok har sin plads, men slet ikke i det omfang, man skulle tro på baggrund af Dansk Folkepartis udsagn.

En opgørelse af opskrifterne i bogen viser, at kødopskrifter, hvor svinekød indgår, kun udgør ca. 7%. Fisk er absolut topscore med 30% og fjerkræ nr. 2 med 16%. 

Bogen indeholder også 2 forslag til mad-årshjul – altså hvad man kan spise gennem året afhængig af årstiden. Det ene årshjul er overvejende vegetarisk! Det andet baseret på kød men med kødfrie dage. 

I kød-årshjulet indgår svinekød 21% af dagene. Igen er fisk topscorer med 29%. Kalv- og oksekød nr. 2 med 25%. Og så er der en kødfri dag om ugen!

I alt er der 134 opskrifter på retter med kød – 9 er med svinekød. Til sammenligning er der 112 med grøntsager.

Når Dansk Folkeparti vælger at fremhæve svin som noget særligt dansk og bærende af dansk (mad)kultur, gør de simpelthen regning uden vært. De reducerer dansk madkultur til en fattig endimensionel karikatur. 

Og de gør det, fordi mad er magt! Med mad kan man ekskludere, som Boris Andersen skriver i antologien Madsociologi, side 26: 

Både Fischler og Simmel har gjort sig nogle tanker i forhold til, at fællesmåltider gennem tiderne også er blevet brugt som et magtredskab til både inklusion og eksklusion: Inklusion af dem, som man gerne vil fastholde eller skabe tilknytning til, fx stammen, familien eller medlemmer af det religiøse fællesskab, og eksklusion af dem, man ikke bryder sig om, enten gennem udelukkelse fra de fælles måltider eller gennem tabuisering af bestemte fødevarer som fx svinekød eller hestekød.

Dansk Folkeparti udnytter således et lille hjørne af dansk madkultur, nemlig svinekødet, sammen med en religiøst mindretals tabuisering af denne fødevare til at skabe et rum for perfekt eksklusion. 

Og børnene skal mærke eksklusionen på egen krop, når svinekødet sættes på bordet. Det er ganske enkelt instrumentaliseret ondskab – hverken mere eller mindre.

Og det er simpelthen så trist. For når man går på jagt i dansk madkultur, så er den rig på form, smag og diversitet. Der er et kæmpe inklusions- og integratonspotentiale! 79% – 94% af retterne i Surhs Mad, når kager, bagværk og desserter og vegetar/grønt er undtaget(!), er uden svin. 

Dansk Folkeparti kunne med meget større vægt have fremhævet fisk som en central del af dansk madkultur, og så ville det pludselig have været inkluderende – for der findes mig bekendt ingen kulturer, hvor man ikke spiser fisk.

Men man vælger hjørnet, nichen, og puster den op. Svin bliver gjort synonymt med dansk kultur og dermed forarmer Dansk Folkeparti dansk kultur, reducerer den, fattiggør den. 

En grundlæggende egenskab ved Dansk Folkepartis kultursyn er fattigdom!

Og som en sidste kuriositet kan man nævne Danmarks såkaldte nationalret – Stegt flæsk med persillesovs. Den findes ikke i Suhrs. Det tætteste jeg kommer er “Stegt flæsk med hovedsalat og kartoffelroser”. 

At danskerne valgte at kanonisere denne ret til nationalret var måske i større grad ment som en begmand til den såkaldte elite, men tilbage står, at en del af vores medborgere nu er formelt ekskluderet fra nogensinde at blive en fuldgyldig del af det danske kulturfælleskab – nationalretten er ganske enkelt ikke for dem. 

De er de andre – de fremmede!

Tale ved demonstration

Tale ved demonstration 1200 628 Christian

Min tale ved dagens lille demonstration i Odense mod regeringens asylpolitik:

29 børn forsøgte selvmord på danske asylcentre sidste år.

29!

For 29 børn var håbløsheden, afmagten og frygten blevet så stor, at livet ikke længere var en mulighed.

29 børn forsøgte selvmord på danske asylcentre sidste år.

Imens fejrede Inger Støjberg asylstramning nr. 50 med kage og med lovning på citronmåner fra dansk Folkeparti, når nummer 100 blev nået.

Mød Malak Saidi. 

Malak Saidi er 12 år. 

12 år!

I 12 år – hele sit korte liv – har Malek Saidi levet i et dansk asylcenter. Hun har aldrig kendt andet. Hun frygter for sin fremtid lige nu.

Jeg fryser meget, siger pigen. 


Hun har kortærmet bluse på, selvom det er en aften sidst i oktober og råkoldt, klamt og blæsende. 

Jeg måtte ikke få mit tøj og mine ting med, da de hentede os i vores hjem i Hanstholm. De sagde vi jo alligevel skulle rejse ud, og så kunne vi ikke have så meget med.

Pigen er 12 år og sidder i Udrejsecenter Sjælsmark.

Her er nogle af de råb om hjælp, jeg næsten dagligt ser fra udrejsecenter Sjælsmark:

Bygning 8/115
Pige 20 mdr mangler varmt tøj str 92 og støvler/sko str 23

Bygning 11/115
Sabah er mor til to drenge på 2 og 4 år og ønsker sig varme bukser og bluser i str 5 og 3 år.

Bygning 13/112
Nahida og Usha er forældre til Mahia på 9 år og Mahboob på 14 måneder. Begge drenge mangler tøj.

Menneskene på vores asylcentre og i vores asylsystem i det hele taget er ofre på populismens alter. 

De er ofre for et politisk system, der grundlæggende er ude af drift og alene søger magten for magtens egen skyld. 

Vi har dog et meget stærkt forsvar mod vanviddet. 

Viktor Klemperer skrev i 1947 – for 70 år siden sin bog “Det tredje riges sprog”. 

Det er relevant at kigge på historiske kilder, for som den tidligere KZ-fange Primo Levi i 1986 skrev i sin bog “De druknede og de frelste” – “Det skete, derfor kan det ske igen”:

Det forsvar, Klemperer nævner, er humanismen!

Og lad dig ikke narre af, at det er en “isme”. 

For humanismen er ikke en ideologi, hverken politisk, religiøs eller økonomisk.

Humanismen fortæller dig ikke, hvordan eller hvad du skal tænke, men hvorfra!

I stedet for at anlægge systemets perspektiv, hvadenten det er religiøst, politisk eller økonomisk forankret, så anlægger humanismen menneskets perspektiv.

Og i det øjeblik man gør det, må man også helt automatisk og naturligt afvise det danske systems behandling af mennesker, hvad enten de sidder fast i asylsystemet eller kontanthjælpssystemet eller et af de mange andre afmagtssystemer, vi efterhånden har introduceret.

Med det humanistiske perspektiv vil man forstå, at vores behandling af asylansøgere blot er en del af et samlet større billede.

Der er ikke noget modsætningsforhold mellem asylansøgere, flygtninge og udsatte etniske danskere. Vi er alle i samme båd – og vi må levere et samlet svar!

At humanismen er farlig for magthaverne og systemet. 

Det ser man stadig oftere i læserbreve og udtalelser fra systemets folk.

Pladderhumanisme, egohumanisme, spelthumanisme og blødsødden humanisme er blot nogle af de nedsættende udtryk, som politikere i dagens Danmark både til højre og venstre kan finde frem. 

Men med disse udtryk skriver de sig ind i historien sammen med Rosenberg, Goebbels og Hitler, for som Klemperer noterede:

.., men der kan ikke herske tvivl om, at man har forladt det humanitetsideal, der omfatter hele menneskeheden,…, ordet humanitet anvendes aldrig uden ironiske anførselstegn og oftest med et nedsættende adjektiv.

– altså i dag eksempelvis: pladder, ego, spelt, blødsødden.

Og sproget afslører os. 

I dag snakker vi om migranter i stedet for flygtninge. 

Der er en meget væsentlig forskel. For en flygtning er et menneske, der flygter FRA noget!

En migrant er et mennesker, der flytter TIL noget.

Og når vi begynder at opfatte flygtninge som migranter, så flytter vores fokus og tænkning samtidig, og vejen til en umenneskelig behandling er åben – de er jo selv skyld i deres situation, ikke? 

De kunne jo bare lade være med at migrere! Samme diskurs anvendes over for arbejdsløse og andre udsatte – det er din egen skyld!

Vi står, som jeg ser det, i en grundlæggende kamp mellem en systemernes verden og en humanisternes verden.

29 børn forsøgte selvmord på danske asylcentre sidste år.

Jeg vil slutte af med Heather Heyers sidste ord på facebook, inden hun blev dræbt tidligere i år i Charlottesville, da hun stod op for kærlighed og imod racisme og had:

If you’re not outraged you’re not paying attention.