Mad

Smagløs madkultur

Smagløs madkultur 1200 628 Christian

Jeg anklager Dansk Folkeparti

Jeg anklager Dansk Folkeparti for at servere et smagløst og næringsfattigt afkog af dansk (mad)kultur.

Tyske Victor Klemperer skriver i sine dagbøger om det tredje riges sprog, at fattigdom er en grundlæggende egenskab ved nazismens sprog.

Han kalder sproget “monotont” og “fikseret” og konstaterer at: “Sproget bestod altid, trykt eller talt, hos dannede og udannede, af de samme klichéer og var holdt i samme toneart” ( LTI, s. 23-33 ).

Denne fattigdom, monotoni, fiksering og klichéer genfinder vi i dag ikke kun hos Dansk Folkeparti, men bredt i det politiske spektrum. 

Når Dansk Folkeparti eksempelvis vil have indført obligatoriske retter med svinekød i vuggestuer og daginstitutioner, så afslører de den samme fattigdom, som Klemperer beskrev. 

De hævder at stå på skuldrene af en århundrede lang dansk madtradition, men sandheden er dog langt mere kompleks.

Jeg arvede en af dansk kogekunsts mest ikoniske kogebøger, Ingeborg Suhrs “Mad” fra min mormor.  

Bogen er fra 1910 og giver et interessant billede ind i en meget divers madkultur, hvor svinekød nok har sin plads, men slet ikke i det omfang, man skulle tro på baggrund af Dansk Folkepartis udsagn.

En opgørelse af opskrifterne i bogen viser, at kødopskrifter, hvor svinekød indgår, kun udgør ca. 7%. Fisk er absolut topscore med 30% og fjerkræ nr. 2 med 16%. 

Bogen indeholder også 2 forslag til mad-årshjul – altså hvad man kan spise gennem året afhængig af årstiden. Det ene årshjul er overvejende vegetarisk! Det andet baseret på kød men med kødfrie dage. 

I kød-årshjulet indgår svinekød 21% af dagene. Igen er fisk topscorer med 29%. Kalv- og oksekød nr. 2 med 25%. Og så er der en kødfri dag om ugen!

I alt er der 134 opskrifter på retter med kød – 9 er med svinekød. Til sammenligning er der 112 med grøntsager.

Når Dansk Folkeparti vælger at fremhæve svin som noget særligt dansk og bærende af dansk (mad)kultur, gør de simpelthen regning uden vært. De reducerer dansk madkultur til en fattig endimensionel karikatur. 

Og de gør det, fordi mad er magt! Med mad kan man ekskludere, som Boris Andersen skriver i antologien Madsociologi, side 26: 

Både Fischler og Simmel har gjort sig nogle tanker i forhold til, at fællesmåltider gennem tiderne også er blevet brugt som et magtredskab til både inklusion og eksklusion: Inklusion af dem, som man gerne vil fastholde eller skabe tilknytning til, fx stammen, familien eller medlemmer af det religiøse fællesskab, og eksklusion af dem, man ikke bryder sig om, enten gennem udelukkelse fra de fælles måltider eller gennem tabuisering af bestemte fødevarer som fx svinekød eller hestekød.

Dansk Folkeparti udnytter således et lille hjørne af dansk madkultur, nemlig svinekødet, sammen med en religiøst mindretals tabuisering af denne fødevare til at skabe et rum for perfekt eksklusion. 

Og børnene skal mærke eksklusionen på egen krop, når svinekødet sættes på bordet. Det er ganske enkelt instrumentaliseret ondskab – hverken mere eller mindre.

Og det er simpelthen så trist. For når man går på jagt i dansk madkultur, så er den rig på form, smag og diversitet. Der er et kæmpe inklusions- og integratonspotentiale! 79% – 94% af retterne i Surhs Mad, når kager, bagværk og desserter og vegetar/grønt er undtaget(!), er uden svin. 

Dansk Folkeparti kunne med meget større vægt have fremhævet fisk som en central del af dansk madkultur, og så ville det pludselig have været inkluderende – for der findes mig bekendt ingen kulturer, hvor man ikke spiser fisk.

Men man vælger hjørnet, nichen, og puster den op. Svin bliver gjort synonymt med dansk kultur og dermed forarmer Dansk Folkeparti dansk kultur, reducerer den, fattiggør den. 

En grundlæggende egenskab ved Dansk Folkepartis kultursyn er fattigdom!

Og som en sidste kuriositet kan man nævne Danmarks såkaldte nationalret – Stegt flæsk med persillesovs. Den findes ikke i Suhrs. Det tætteste jeg kommer er “Stegt flæsk med hovedsalat og kartoffelroser”. 

At danskerne valgte at kanonisere denne ret til nationalret var måske i større grad ment som en begmand til den såkaldte elite, men tilbage står, at en del af vores medborgere nu er formelt ekskluderet fra nogensinde at blive en fuldgyldig del af det danske kulturfælleskab – nationalretten er ganske enkelt ikke for dem. 

De er de andre – de fremmede!