Mad

Veganer wannabe

Veganer wannabe 2560 1340 Christian

Med hvilken anden ret end min egen overlevelse kan jeg tillade mig at tage et andet levende, sansende væsens liv?

Jeg har tænkt meget over det spørgsmål og belyst det fra to forskellige perspektiver. Det ene perspektiv er en overvejelse om, hvad bevidst liv er og måske ikke er, og hvad det betyder for mit valg. Det andet perspektiv har at gøre med spændingsfeltet mellem natur og kultur.

Kan en krage blive forelsket? Ved den, at den skal dø en dag? Har den venner? Planlægger den sin fremtid? Hvad med en gris, en ko eller en høne… en myg?

Vi bliver stadigt mere bevidste om, at dyrs tanke- og følelsesverdener er langt mere komplekse og sammensatte, end vi hidtil har troet. Flere forsøg tyder på, at dyr rummer sorg, glæde, hengivenhed og frygt og mange andre følelser. Vi ved, at nogle dyr planlægger og er i stand til ret komplekse tankeprocesser, der omfatter fortid, nutid og fremtid, som er begreber, vi ellers kun har tilskrevet mennesker at være i stand til at håndtere. Vi ved, at højerestående dyr endda har et selv, er selvbevidste på et niveau, der minder om os.

Men faktisk mener jeg ikke, at ovenstående er vigtigt.

Vigtigt er derimod en erkendelse af, at jeg personligt intet ved om noget som helst andet levende væsens tankeverden udover min egen.

Alt, hvad jeg tror jeg ved om dyr eller andre mennesker, bygger på mine egne og andres forestillinger, hvor underbyggede de så end måtte være.

Men jeg kan jo ikke blive del af en krages bevidsthed, og opleve verden som den gør. Jeg kan ikke blive del af din bevidsthed, og opleve verden som du gør.

Så i ydmyghed over det faktum, kan jeg ikke retfærdiggøre over for mig selv at tage et andet liv, dyr eller menneske, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvad jeg dermed slutter.

Når løven jager sit bytte på savannen, dræber den for at æde og overleve. Den er underlagt et naturens imperativ. Den kan ikke lige smutte i supermarkedet og købe en færdigret. Når løven jager, så gør den det med overlevelsens ret.

Men når jeg slår ihjel, så er det faktisk ikke nødvendigt. Jeg kan nemlig gå i supermarkedet og købe mig til mad. Jeg behøver ikke slå ihjel for at overleve eller få de næringsstoffer, som er nødvendige for min overlevelse. Jeg er ikke i min civiliserede dagligdag på samme måde underlagt naturens imperativ. Jeg er kultur. Jeg har et valg. Det har løven ikke.

Derfor kan rovdyrs kødspiseri heller ikke retfærdiggøre mit – medmindre jeg er villig til at forkaste kulturen og overgive mig på naturens nåde. Det er jeg næppe.

Med viden og kunnen følger ansvar. Jeg slår jo heller ikke mine børn, bare fordi løven irettesætter sine killinger med et klap. Det civiliserede menneske er på samme tid forbandet og velsignet med evnen til at hæve sig over naturen. Det forpligter, synes jeg.

Konsekvensen af disse overvejelser har gjort, at jeg er blevet vegetar eller snarere veganer wannabe. For var det ikke lige for osten på min hjemmelavede fredagspizza ( billedet herover er fra i fredags – en klassisk margherita ) eller ægget til min morgenmad, så var jeg veganer.

Det har haft konsekvenser for mig at blive vegetar. På helt lavpraktisk niveau betyder det, at jeg laver to forskellige slags mad til aften, da min kone og børn ikke er vegetarer.

Men også i sociale sammenhænge har det haft konsekvenser. Det mærkes især i højtider, hvor traditioner i høj grad er bundet op på at spise noget bestemt.

Fischler anfører, at det, at vi spiser den samme mad, når vi spiser sammen, er med til, at vi kan orientere os i verden, og at dette går tabt, hvis måltidsfællesskaberne bliver individualiseret.

Fra bogen “Madsociologi” side 30

Måltidet er nemlig langt mere end bare mad. Det er en social kontrakt, vi indgår med hinanden. Det er et dannelsesrum, hvor vi socialiserer hinanden ind i bestemte accepterede måder at gøre tingene på.

Måltidet har at gøre med en helt basal del af det at være menneske – at overleve som menneske. Det tilberedte måltid er dér, hvor mennesket transformerer sig fra natur, løven der jager, til kultur, mennesket der tilbereder. Da mennesker slog ild ved bålet og tilberedte det første måltid, da opstod kulturen og mennesket som noget særligt og som en modsætning til naturen. Så betydningen af måltidet kan næsten ikke overdrives.

Da jeg sprang ud som vegetar, satte jeg mig derfor også i et dilemma, for pludselig blev måltidet et muligt konfliktrum, hvor jeg var katalysatoren – fordi jeg gennem min handling kom til at udfordre den dominerende opfattelse omkring bordet, uanset hvor personligt mit valg så end var/er.

Hvad nu hvis ens egen opfattelse af god mad eller god bordskik ikke modsvares af det, der måtte være den dominerende opfattelse omkring bordet? I sådanne tilfælde vil måltidsfællesskabet snarere blive opfattet som noget ubehageligt, man helst vil undgå, frem for som noget attraktivt, man opsøger.

Fra bogen “Madsociologi” side 26

Enten måtte jeg tage den konflikt, jeg vidste ville komme i nogle situationer, eller også måtte jeg vælge at være vegetar hjemme og så spise “normalt” ude efter devisen skik følge…

Der er mennesker i min familie ( ikke min kone og børn ), som ikke forstår mit valg, som føler en sorg over det, netop fordi jeg med min handling udfordrer/forkaster deres måde at leve på – deres madsyn og dermed på sin vis afviser fællesskabet, måltidsfællesskabet.

Det har været svært at håndtere den konflikt og taget nogle år at få “normaliseret” den nye situation, hvor jeg ikke spiser det samme som andre omkring det traditionsrige og -tunge julebord.

Der var da heller ingen tvivl om, at hjemmevegetarideen ingen reel gang havde på jord. Den var ganske enkelt uærlig over for mig selv og urimelig overfor en given vært. Hvilken vært har lyst til at tilberede og servere mad, som gæsten ikke vil/kan spise? Jeg har i hvert fald ikke.

Savner jeg kød? I starten gjorde jeg. Og især bacon. Faktisk var jeg de første måneder baconvegetar og brugte bacon på min fredagspizza. Men jeg kunne ikke retfærdiggøre det over for mig selv og holdt op. I dag savner jeg slet ikke kød. Jeg bruger heller ikke køderstatninger, undtagen i burgere, men nyder at bruge råvarerne på deres egne præmisser for hvad de er.

I forhold til vitaminer og mineraler, spiser jeg æg og ost og får derigennem B12, som ellers kun kan fås ad animalsk vej. Omega-3 er en anden udfordring, men den kan i dag dækkes med algeolie.

Skal du så være vegetar? Det kan kun du selv afgøre. Der findes ikke noget rigtigt eller forkert svar. Ovenstående er mine overvejelser. Du kan have gjort dig nogle ganske andre. Vores måde at tænke og handle på er et resultat af de oplevelser og erfaringer, vi hver især er blevet udsat for eller har gjort os gennem livet. Derfor gør jeg mig heller ikke til dommer over dit valg, hvis du eksempelvis nyder en god bøf. Mit ærinde er ikke at omvende nogle, men at forklare mit perspektiv og måske inspirere og kvalificere dit valg – også selvom det er at spise kød 🙂

Det eneste jeg måske vil kræve af dig – hvis du spørger(!) – er, at du gør dig en bevidst overvejelse om de valg du træffer.

Og klimaet? Det har haft 0 (nul) indflydelse på mit valg om at blive vegetar. Men det er bestemt en fin bivirkning, at jeg dermed nedsætter mit personlige CO2-udslip ganske betragteligt ved ikke at spise kød. Jeg var såmænd nok blevet vegetar i dag pg.a. klimaet, hvis jeg ikke i forvejen havde været det med udgangspunkt i ovenstående overvejelser.

Smagløs madkultur

Smagløs madkultur 1200 628 Christian

Jeg anklager Dansk Folkeparti

Jeg anklager Dansk Folkeparti for at servere et smagløst og næringsfattigt afkog af dansk (mad)kultur.

Tyske Victor Klemperer skriver i sine dagbøger om det tredje riges sprog, at fattigdom er en grundlæggende egenskab ved nazismens sprog.

Han kalder sproget “monotont” og “fikseret” og konstaterer at: “Sproget bestod altid, trykt eller talt, hos dannede og udannede, af de samme klichéer og var holdt i samme toneart” ( LTI, s. 23-33 ).

Denne fattigdom, monotoni, fiksering og klichéer genfinder vi i dag ikke kun hos Dansk Folkeparti, men bredt i det politiske spektrum. 

Når Dansk Folkeparti eksempelvis vil have indført obligatoriske retter med svinekød i vuggestuer og daginstitutioner, så afslører de den samme fattigdom, som Klemperer beskrev. 

De hævder at stå på skuldrene af en århundrede lang dansk madtradition, men sandheden er dog langt mere kompleks.

Jeg arvede en af dansk kogekunsts mest ikoniske kogebøger, Ingeborg Suhrs “Mad” fra min mormor.  

Bogen er fra 1910 og giver et interessant billede ind i en meget divers madkultur, hvor svinekød nok har sin plads, men slet ikke i det omfang, man skulle tro på baggrund af Dansk Folkepartis udsagn.

En opgørelse af opskrifterne i bogen viser, at kødopskrifter, hvor svinekød indgår, kun udgør ca. 7%. Fisk er absolut topscore med 30% og fjerkræ nr. 2 med 16%. 

Bogen indeholder også 2 forslag til mad-årshjul – altså hvad man kan spise gennem året afhængig af årstiden. Det ene årshjul er overvejende vegetarisk! Det andet baseret på kød men med kødfrie dage. 

I kød-årshjulet indgår svinekød 21% af dagene. Igen er fisk topscorer med 29%. Kalv- og oksekød nr. 2 med 25%. Og så er der en kødfri dag om ugen!

I alt er der 134 opskrifter på retter med kød – 9 er med svinekød. Til sammenligning er der 112 med grøntsager.

Når Dansk Folkeparti vælger at fremhæve svin som noget særligt dansk og bærende af dansk (mad)kultur, gør de simpelthen regning uden vært. De reducerer dansk madkultur til en fattig endimensionel karikatur. 

Og de gør det, fordi mad er magt! Med mad kan man ekskludere, som Boris Andersen skriver i antologien Madsociologi, side 26: 

Både Fischler og Simmel har gjort sig nogle tanker i forhold til, at fællesmåltider gennem tiderne også er blevet brugt som et magtredskab til både inklusion og eksklusion: Inklusion af dem, som man gerne vil fastholde eller skabe tilknytning til, fx stammen, familien eller medlemmer af det religiøse fællesskab, og eksklusion af dem, man ikke bryder sig om, enten gennem udelukkelse fra de fælles måltider eller gennem tabuisering af bestemte fødevarer som fx svinekød eller hestekød.

Dansk Folkeparti udnytter således et lille hjørne af dansk madkultur, nemlig svinekødet, sammen med en religiøst mindretals tabuisering af denne fødevare til at skabe et rum for perfekt eksklusion. 

Og børnene skal mærke eksklusionen på egen krop, når svinekødet sættes på bordet. Det er ganske enkelt instrumentaliseret ondskab – hverken mere eller mindre.

Og det er simpelthen så trist. For når man går på jagt i dansk madkultur, så er den rig på form, smag og diversitet. Der er et kæmpe inklusions- og integratonspotentiale! 79% – 94% af retterne i Surhs Mad, når kager, bagværk og desserter og vegetar/grønt er undtaget(!), er uden svin. 

Dansk Folkeparti kunne med meget større vægt have fremhævet fisk som en central del af dansk madkultur, og så ville det pludselig have været inkluderende – for der findes mig bekendt ingen kulturer, hvor man ikke spiser fisk.

Men man vælger hjørnet, nichen, og puster den op. Svin bliver gjort synonymt med dansk kultur og dermed forarmer Dansk Folkeparti dansk kultur, reducerer den, fattiggør den. 

En grundlæggende egenskab ved Dansk Folkepartis kultursyn er fattigdom!

Og som en sidste kuriositet kan man nævne Danmarks såkaldte nationalret – Stegt flæsk med persillesovs. Den findes ikke i Suhrs. Det tætteste jeg kommer er “Stegt flæsk med hovedsalat og kartoffelroser”. 

At danskerne valgte at kanonisere denne ret til nationalret var måske i større grad ment som en begmand til den såkaldte elite, men tilbage står, at en del af vores medborgere nu er formelt ekskluderet fra nogensinde at blive en fuldgyldig del af det danske kulturfælleskab – nationalretten er ganske enkelt ikke for dem. 

De er de andre – de fremmede!