Ligestilling

Fantastiske kvinder

Fantastiske kvinder 1200 628 Christian

I dag er det kvindernes internationale kampdag. I den forbindelse vil jeg hylde en række kvinder, som jeg ser op til, og som har præget mig. Nogle få af dem, vil jeg endda kalde mine helte.

Men inden da, vil jeg gerne slå fast, at kampen for kvinders rettigheder langt fra er slut. Her får du lige nogle nedslag, hvor der stadig er arbejde at gøre – og der er sikkert langt flere end dem, jeg her nævner.

  • 66. mio. piger nægtes adgang til skolegang og uddannelse på verdensplan.
  • 37.000 piger giftes inden de er fyldt 18 – hver dag året rundt.
  • Retten til fri abort er under stærkt pres bl.a. i USA og Europa.
  • Kvinder udgør kun 19% af medlemmerne i bestyrelser og 14% af direktørerne i Danmark.
  • Kun 37% af folketingsmedlemmerne er kvinder – det har ikke ændret sig siden 1998.
  • Løngabet mellem mænd og kvinder i Danmark er på 13%.
  • Danske fædre tager kun i snit 31 dages barsel mod mødres godt 298 dage.

Der er altså stadig et stykke arbejde foran os.

Herunder følger listen af nogle fantastiske kvinder, jeg er dybt taknemmelig for er i min verden. Rækkefølgen, de nævnes i, er aldeles tilfældig.

Astrid Lindgren

Astrid Lindgren er en af mine mange yndlingsforfattere. Jeg er aldeles vild med ”Mio min Mio”, som har givet mig fantastiske læseoplevelser både som barn og voksen. Hendes bøger fungerer på flere niveauer og formår på én gang at vise verden gennem barnets perspektiv og samtidig den voksnes, hvilket på fineste vis eksemplificeres med følgende citat:

”Le mere endnu”, sagde min fader kongen. Og så vendte han sig om til overgartneren og sagde noget meget mærkeligt. “Jeg holder meget af fuglesangen”, sagde han. “Og jeg holder af musikken i fra mine sølvpopler. Men mest af alt holder jeg af at høre min søn le i rosengården.”

For barnet synes netop, det er noget mærkeligt noget at sige, men som en voksen forælder giver det jo så meget mening. Mest af alt holder jeg af at høre mine børns latter.

Når Astrid Lindgren blev spurgt, hvorfor hun skrev børnebøger, svarede hun selvfølgeligt:

”Jag vill skriva för en läsekrets som kan skapa mirakel. Barn skapar mirakel när de läser. Därför behöver barn böcker.”

Tak for miraklerne, Astrid Lindgren! Og som sidebemærkning tak til Odense Teater for en uforglemmelige oplevelser med jeres opsætning af “Mio min Mio” her i 2019, hvor I netop havde valgt at bruge mit yndlingscitat fra bogen direkte.

Lene Vestergaard Hau

Lene Vestergaard Hau er uddannet fra Århus Universitet og i dag professor ved Harvard. Det er fandme sejt! Hun arbejder med kvantefysik og lys og er kendt som den første, der lykkedes med at bremse lysets hastighed ned og senere endda fange lyset i et såkaldt Bose-Einstein-kondensat. Hun er en af Danmarks helt store stjerner på forskerscenen og vi kommer helt sikker til at høre mere fra hende i fremtiden.

Grethe Ingmann

Grethe Ingmanns fløjlsbløde dybe stemme flyder stille ud af den lille transistors natradio i mit værelse hos min mormor. Dansevisen tager en svingom med mine drømme og jeg tror halvt i søvne, at jeg hører en engel – jeg er med på den dugvåde eng og ser livet begynde sit spind.

Jeg var måske 7-8 år gammel den aften/nat, og siden da har Grethe Ingmann haft en speciel plads i mit hjerte. Jeg elsker Vandkunstens udgivelse ”Den ukendte Grethe Ingmann”, der blandt andet rummer hendes tidlige jazz-numre.

Hun fortjener så meget mere ære og hæder, end hun er blevet tildelt. En af Danmarks største stemmer til dato.

Erin Gruwell

Erin Gruwell lærte jeg at kende gennem den fantastiske film ”Freedom writers”, med Hilary Swank i hovedrollen. Erin Gruwell viste, hvad en dedikeret lærer kan gøre af forskel i og for børns liv i det øjeblik, læreren sætter sig selv på og i spil, er autentisk og tør. 

Hun er et kæmpe forbillede for mig, og jeg håber, at jeg kan følge i hendes fodspor og gøre en positiv forskel i udsatte børn og unges liv.

Jean M. Auel

Jean M. Auel har skrevet nogle af de bedste bøger, jeg har læst. Det er bøger, jeg vender tilbage til igen og igen. Jeg er faktisk for nyligt gået igang med serien for 117. gang som godnatlæsning og er for tiden på besøg i Hestenes Dal.

Jeg ved ikke hvorfor, men de historier rammer en nerve i mig og en længsel, som er tusinder af år dyb. Måske er jeg født i den forkerte tidsalder, men der er noget ved den ubetingede og ligefremme forbindelse med natur og liv, der tiltaler mig meget.

Hvorom alting er, så er Auel en eminent forfatter, der har formået at få denne voksne til at skabe læsemirakler.

Så glad er jeg og min kone for bøgerne, at vores datter fik navnet Ayla – der betyder ring af lys, som den ring, der er omkring månen på en frostklar vinternat.

J.K. Rowling

J.K. Rowlings bøger om Harry Potter er jo geniale. Hold op en kraftpræstation at skrive et så sammenhængende værk over så mange bøger, der giver mening på så mange planer.  

Når man dykker ned i Rowlings univers går det for alvor op for én, hvor vidende og ekstremt vildt, hendes referencesystem er. 

Hun trækker på en stor del af den vestlige verdens grundfortællinger og -motiver, og formår at spinde dem ind i et univers, hvor alt giver mening. Jeg er dybt imponeret. Rowling har ikke glemt, hvor hun kommer fra og bruger sin velstand klogt:

I think you have a moral responsibility, when you’ve been given far more than you need, to do wise things with it and give intelligently.

Og det er ikke bare tomme ord. Faktisk blev Rowling den første til at miste sin milliardærstatus pg.a. store donationer til velgørenhed.

Rowling formår samtidig at levere litteratur, som bliver læst på tværs af generationer. I starten var det belagt med tabu som voksen at læse Harry Potter, og man kunne faktisk købe anonyme bogomslag i England, så man kunne skjule i bussen, at man læste om Harry, Hermoine og Hogwarts.

Angela Merkel

Angela Merkel et et af mine store politiske idoler. Jeg er langt fra enig i hendes politik, men jeg er dybt imponeret over hendes integritet og lederskab. At hun i en svær og populistisk tid med ro og besindighed stiller sig op og taler om ”det humanistiske imperativ” med klare reference tilbage til Kant kalder på ærefrygt.

Jeg ville ønske, at vi havde danske politikere med hendes format.

Sophie Scholl

Man muss etwas machen, um selbst keine Schuld zu haben. Dazu brauchen wir einen harten Geist und ein weiches Herz. Wir haben alle unsere Maßstäbe in uns selbst, nur suchen wir sie zu wenig.

Sophie Scholl var en tysk modstandskvinde, der kæmpede for en verden fri af nazismen. Et humanistisk fyrtårn, som dog kun fik lov at brænde i 22 år.  

Jeg havde aldrig hørt om hende, før jeg ved et tilfælde på DR2 så filmen ”Sophie Scholl – Die letzten Tage” ( en af flow-tvs glemte fordele! ), der gjorde et stort indtryk på mig. 

Vi skylder mennesker som Sophie Scholl vores frihed – den samme frihed, så mange i dag så let og ubesværet er parate til at ofre på populismens alter for magt.

Og at kampen ikke er slut, bevidnede Heather Heyer med sit liv i Charlottesville for nogle år siden, da hun som Sophie Scholl sagde fra over fra fascismen. Heather Heyers sidste ord blev:

If you’re not outraged, you’re not paying attention

Anja Andersen

Anja Andersen sagde fuck janteloven. At se Anja Andersen udfolde sit kreative talent på håndboldbanen og give middelmådigheden baghjul var befriende og inspirende for mig i min ungdom.

Jeg ved, at hun i dag ser tilbage på den tid med blandede følelser, men for mig og mange andre kom hun til at stå for en fandenivoldsk ukuelighed. Noget vi godt kunne bruge noget mere af i dag!

Jeg var så heldig helt tilfældigt at møde hende på en McDonalds i Odense for et års tid siden.

Jeg overvejede kraftigt om jeg skulle henvende mig til hende – om jeg ville være for startstruck og om det ville være at skride over hendes grænser. Men jeg besluttede mig for, at hvis nogle ville fortælle mig, at de havde gjort en stor forskel for mig, så ville jeg blive glad.

Hun blev rigtig glad og i det korte møde oplevede jeg et menneske med stor dybde og en afvæbnende ydmyghed, som bare gjorde mig endnu mere starstruck – hun er for sej! Jeg fik ikke engang af bar befippelse fortalt hende mit navn, men jeg fik fortalt hvad jeg ville, at hun er et kæmpe forbillede for mig.

Caroline Wozniacki

Caroline Wozniackis fighterånd og gåpåmod har længe været en stor inspiration for mig. At hun spiller én bold ad gangen. Det er blevet lidt et motto for mig – én bold ad gangen. Et motto jeg holdt fast i på et tidspunkt, hvor jeg selv havde mine kampe at kæmpe. Én bold ad gangen!

Kæmpe dansk sportsdame! At hun vandt Australien Open sidste år kom ikke bag på mig – det var et spørgsmål om tid og tiden var nu. Siden har vi lært, at hun kæmper sine kampe også uden for banen.

Malala Yousafzai

Malala Yousafzai har gjort et stort indtryk på mig. En af de få, jeg tæller blandt mine helte. Hun er fra en generation af unge kvinder, der står fast på deres ret til en plads på lige fod med mænd. Hendes kamp for børn og unges uddannelse er prisværdig og inspirerende – ja faktisk fik hun Nobels Fredspris for sit arbejde – som den yngste modtager nogensinde!

I sin nobelpristale, sagde hun blandt andet:

Jeg havde to muligheder. Den ene var at forblive tavs og vente på at blive dræbt. Og den anden var at sige min mening og derefter blive dræbt.

Og om sin venindes ønske om at blive læge:

Jeg ved, at hun var blevet en meget dygtig læge. Men hun kunne ikke… fordi hun var en pige.

Der er stadig meget at kæmpe for og især for denne verdens piger, der stadig alt for ofte frarøves muligheden for at udfylde deres potentialer og skinne som de stjerner, de er.

Du kan læse og/eller se hele Malalas inspirerende tale her.

Lucy Maud Montgomery

Lucy Maud Montgomery skrev om Anne fra Grønnebakken. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har fået læst bøgerne, men jeg har set serien ( den gamle! ) igen og igen ( og igen! ).  

Jeg elsker den simpelthen, og kan genkende og spejle ting fra min egen barndom. Eksempelvis mindede min mormors naboskab med Ruth meget om Marilla og Rachels.

Og jeg kan i den grad spejle mig i drømmeren Anne – jeg er også en drømmer. Jeg ville ønske, at jeg havde haft hendes mod og fandenivoldskhed som ung og stået ved mine drømme og ved det at være en drømmer.

Men historien er en løbende inspiration for mig i forhold til at nå frem til det mål. 

Emily Bear

Emily Bear stødte jeg på ved et tilfælde på Youtube for ca. 10 år siden. Siden er hun blevet min musikalske muse. I en alder af bare 6 år havde hun komponeret mere end 300 stykker musik. I dag er hun en ung kvinde på 17 og et af vor tids absolut største musikalske talenter. 

Hun arbejder sammen med de dygtigste og har eksempelvis udgivet en jazz-plade produceret af Quincy Jones! Hun bliver kaldt vores tids Mozart og det er altså ikke uden grund. Hvis du ikke kender hende, så kommer du til det!

Greta Thunberg

Greta Thunberg er en ung kvinde på bare 16, der i den grad har formået at sætte en dagsorden. Selv vil hun helst fjerne fokus fra sin person og have sagen i fokus, nemlig klimaet.

Men det er svært ikke også at se på Greta Thunberg. Hendes skolestrejker vandt hurtigt international opmærksomhed og på få år fik hun bragt børn og unges klimaopråb fra gaderne i Sverige og helt ind i FN’s kerne, hvor hun sidste år holdt en fantastisk tale i forbindelse med COP24.

Hvis en lille gruppe børn kan skabe overskrifter verden over bare ved ikke at gå i skole, så forestil dig, hvad vi alle kan gøre sammen, hvis vi virkelig ville det!

Greta Thunberg kæmper ustoppeligt for klimaet og sin generations ret til at have en jord at bo på. Samtidig markerer hun sammen med nogle af de andre unge kvinder, jeg har nævn, en ny generation af kvinder, der tror på sig selv, har lært det fra barnsben og ikke køber patriarkatet. Der er virkelig håb for vores børn – vi skal bare lige redde jorden!

Ligestillingskampen er ikke en kamp for kvinder, men for os alle – for menneskeheden. At vi stadig ekskluderer halvdelen af jordens befolkning er ganske enkelt forfærdeligt dumt – og et utilgiveligt overgreb på den enkelte kvinde, der mærker konsekvenserne på egen krop.

Så frem med fanerne og træk i kamptøjet og god 8. marts – vi vinder alle på kvinders ligestilling!

Kønskvoter i Folketinget

Kønskvoter i Folketinget 1200 628 Christian

I mere end 100 år har kvinder haft valgret i Danmark og trods det, har Danmark kun haft én kvindelig statsminister til dato ( Indlægget er skrevet før Mette Frederiksen blev statsminister. Pointen består dog ), og fordelingen af kvinder og mænd i Folketinget er stadig helt skæv – ja faktisk har den ikke rykket sig mærkbart de seneste tre valg og ved det seneste valg i 2015 gik det endda en smule tilbage.

  2007 2011 2015
Kandidater 795 784 783
Heraf kvinder 257 ( 32,2% ) 267 ( 34,1% ) 247 ( 31,5% )
Valgte kvinder 67 ( 37,4% ) 70 ( 39,1% ) 67 ( 37,4% )

Når jeg kigger på de personlige stemmetal kan jeg se, at den skæve fordeling ikke skyldes manglende vilje hos vælgerne til at stemme på kvindelige kandidater. Således fik en kvindelig kandidat i 2015 i gennemsnit 2606 personlige stemmer mod en mandligs 2081. Billedet er det samme, når man kigger på 2007 og 2011.

Kvinder ser altså ud til at klare sig bedre end mænd ved valgene, hvad personlige stemmetal angår. En forskel, man nok godt kan forvente, vil udligne sig noget, hvis kandidatfeltet var mere repræsentativt i forhold til kønsfordelingen i befolkningen.

Kønsfordelingen kunne altså snarere se ud til at hænge sammen med partiernes manglende evne/vilje til at opstille nok kvinder til folketingsvalgene. Et forhold, der ikke har ændret sig i mange år. Hvorfor det er sådan kan man spekulere over. Måske er det partiernes og samfundets måder at udvælge kandidater på, der på et strukturelt niveau favoriserer mænd/mandlige egenskaber?

Ny valglov

Fordi ligestillingen står i stampe og fordi det i mine øjne er en demokratisk katastrofe, at det ene køn er så markant underrepræsenteret i Folketinget, mener jeg, at valgloven skal ændres, således at der efter et folketingsvalg foretages en justering af mandater, der sikrer en balanceret repræsentation af kønnene i folketingssalen.

At lave denne slags justeringer af mandatfordelingen er der allerede præcedens for, da valgloven foreskriver sådanne justeringer baseret på geografiske forhold. Således sikres Bornholm eksempelvis altid mindst to kredsmandater:

Hvis der ved beregningen efter stk. 3 ikke tilfalder Bornholms Storkreds mindst 2 kredsmandater, foretages en fornyet fordeling af kredsmandaterne, hvor der forlods tillægges Bornholms Storkreds 2 kredsmandater. De resterende 133 kredsmandater fordeles endeligt på de øvrige storkredse som angivet i stk. 3.

§10 , stk. 4 i valgloven

Hvis man kan anerkende nødvendigheden af at lave en mandatjustering for at sikre en ligelig/fair geografisk repræsentation i Folketinget, så kan man selvfølgelig også gøre det i forhold til køn.

Algoritmen – sådan kan det gøres

Når man har resultatet fra folketingsvalget og mandaterne er fordelt efter den normale metode, gennemføres algoritmen herunder.

  1. Udregn den samlede kønsfordeling. Er skævheden større end 5 procentpoint mellem de to køns repræsentation fortsæt til 2) ellers afslut.
  2. Udregn hvert partis kønsfordeling blandt nyvalgte.
  3. Find det parti, der har den skæveste kønsmæssige fordeling i forhold til det køn, der overordnet set er underrepræsenteret efter valget.
  4. Find den valgte fra partiet fra det overrepræsenterede køn, der fik færrest personlige stemmer.
  5. Find den kandidat fra partiet fra det underrepræsenterede køn, der fik flest personlige stemmer, men som ikke blev valgt ind.
  6. Erstat den fundne valgte fra 4) med den fundne kandidat fra 5)
  7. Fortsæt algoritmen forfra fra punkt 1)

Algoritmen er blot et eksempel og skal selvfølgelig i en endelig udgave også tage højde for den forudgående geografiske justering, så denne ikke tilbagerulles.

Hvis man havde brugt ovenstående algoritme på de seneste tre valg, havde udfaldet set en smule anderledes ud. Herunder viser jeg konsekvensen af algoritmen på de seneste tre valg. Som du kan se, er det faktisk ikke mange medlemmer, der skal udskiftes førend balancen oprettes.

Folketingsvalget 2015

De valgte mænd, som må aflevere deres sæde, fik samlet 59370 personlige stemmer. De kvindelige kandidater, som kommer ind i stedet, fik samlet 54017 personlige stemmer. Det giver en forskel på -5353 personlige stemmer.

Ny kønsfordeling

Mænd:91, kvinder:84, Ny fordelingsprocent:48%

I alt udskiftes 19 mænd med 19 kvinder.

Heraf har 11 af kvinderne et højere personligt stemmetal end den mand, de udskifter.

Hvem erstatter hvem

Personlige stemmetal er angivet i parentes

V. Fatma Øktem (4379) erstatter V. Jan E. Jørgensen (3254)
V. Anne-Mette Winther Christiansen (3796) erstatter V. Peter Juel Jensen (3676)
V. Benedikte Ask Skotte (2645) erstatter V. Morten Løkkegaard (4676)
C. Pernille Vermund (2028) erstatter C. Rasmus Jarlov (3419)
Å. Lea Lie (1194) erstatter Å. Roger Matthisen (1081)
V. Marlene Ambo-Rasmussen (2239) erstatter V. Troels Lund Poulsen (5031)
Ø. Rosa Lund (1463) erstatter Ø. Rune Lund (530)
V. Susanne Linnet (2201) erstatter V. Bertel Haarder (5222)
A. Anne Paulin (6100) erstatter A. Kaare Dybvad (4121)
I. Thyra Frank (2768) erstatter I. Carsten Bach (1931)
A. Anne Sina (4582) erstatter A. Daniel Toft Jakobsen (4344)
O. Jette Lund (2231) erstatter O. Kenneth Kristensen Berth (1348)
V. Marianne Bredal (2013) erstatter V. Hans Andersen (5447)
A. Malou Lunderød (3738) erstatter A. Erik Christensen (4447)
F. Özlem Sara Cekic (6542) erstatter F. Holger K. Nielsen (1578)
Ø. Pia Boisen (1139) erstatter Ø. Jakob Sølvhøj (753)
O. Kristina Jørgensen (2185) erstatter O. Mikkel Dencker (1536)
V. Mariann Nørgaard (1927) erstatter V. Jacob Jensen (5864)
Å. Uzma Ahmed (847) erstatter Å. René Gade (1112)

Folketingsvalget 2011

De valgte mænd, som må aflevere deres sæde, fik samlet 42798 personlige stemmer. De kvindelige kandidater, som kom ind i stedet, fik samlet 44696 personlige stemmer. Det giver en forskel på +1898 personlige stemmer.

Ny kønsfordeling

Mænd:91, kvinder:84, Ny fordelingsprocent:48%

I alt udskiftes 16 mænd med 16 kvinder.

Heraf har 7 af kvinderne et højere personligt stemmetal end den mand, de udskifter.

Hvem erstatter hvem

Personlige stemmetal er angivet i parentes

O. Marlene Harpsøe (2287) erstatter O. Martin Henriksen (1625)
I. Laura Lindahl (1463) erstatter I. Joachim B. Olsen (1932)
Ø. Maria Reumert Gjerding (1330) erstatter Ø. Lars Dohn (550)
V. Marianne Bredal (5540) erstatter V. Hans Andersen (1333)
A. Vibeke Grave (5533) erstatter A. Jan Johansen (4218)
O. Rikke Karlsson (2216) erstatter O. Mikkel Dencker (1962)
C. Charlotte Sahl-Madsen (3124) erstatter C. Mike Legarth (3234)
V. Bente Bendix (4072) erstatter V. Jan E. Jørgensen (1935)
A. Anne Sina (4846) erstatter A. Torben Hansen (4985)
V. Marion Pedersen (1645) erstatter V. Martin Geertsen (1965)
A. Christina Dam Kristensen (3851) erstatter A. John Dyrby Paulsen (5292)
O. Bente Kronborg Flensted (1663) erstatter O. Morten Marinus Jørgensen (2365)
Ø. Solveig Munk (1195) erstatter Ø. Jørgen Arbo-Bæhr (608)
V. Cecilia Lonning (1062) erstatter V. Eyvind Vesselbo (2437)
A. Lene Nørlund (3630) erstatter A. Jens Joel (5309)
I. Anne Kathrine Kirk (1239) erstatter I. Villum Christensen (3048)

Folketingsvalget 2007

De valgte, som må aflevere deres sæde, fik samlet 58230 personlige stemmer. De kandidater, som kom ind i stedet, fik samlet 54596 personlige stemmer. Det giver en forskel på -3634 personlige stemmer.

Ny kønsfordeling

Mænd:91, kvinder:84, Ny fordelingsprocent:48%

I alt udskiftes 18 mænd med 18 kvinder.

Heraf har 7 af kvinderne et højere personligt stemmetal end den mand, de udskifter.

Hvem erstatter hvem

Personlige stemmetal er angivet i parentes

V. Anni Matthiesen (6076) erstatter V. Peter Juel Jensen (2609)
A. Vibeke Grave (5678) erstatter A. Flemming Møller Mortensen (2650)
V. Irene Simonsen (4647) erstatter V. Flemming Damgaard Larsen (2973)
A. Grethe H. Nielsen (3951) erstatter A. Poul Andersen (A) (4036)
O. Anita Christensen (2256) erstatter O. Martin Henriksen (1070)
V. Mette Madsen (3148) erstatter V. Eyvind Vesselbo (4385)
A. Helle Dam (3912) erstatter A. René Skau Björnsson (4060)
V. Stine Lykke (2073) erstatter V. Troels Christensen (4659)
A. Maja Panduro (3488) erstatter A. Niels Sindal (4443)
O. Rikke Karlsson (1621) erstatter O. Henrik Brodersen (1145)
Y. Inge-Lene Ebdrup (1804) erstatter Y. Jørgen Poulsen (2204)
V. Charlotte Antonsen (2058) erstatter V. Karsten Nonbo (4678)
A. Charlotte Juhl Andersen (2415) erstatter A. Rasmus Prehn (4567)
V. Fatma Øktem (1905) erstatter V. Per Bisgaard (4739)
O. Bente Kronborg Holst (1443) erstatter O. Kim Christiansen (1196)
A. Anna Kirsten Olesen (2363) erstatter A. Klaus Hækkerup (4585)
B. Charlotte Fischer (1734) erstatter B. Simon Emil Ammitzbøll (1903)
C. Benedikte Kiær (4024) erstatter C. Mike Legarth (2328)

Afrunding

Jeg mener det er vigtigt, at begge køn repræsenteres ligeligt i Folketinget. Det gør jeg, fordi køn stadig betyder rigtigt meget for de flestes opvækst og det perspektiv på tilværelsen, man udvikler som følge deraf. Vi lever trods øget ligestilling stadig i et patriarkalsk samfund, som grundlæggende er bygget af mænd og for mænd. Og det gør alt andet lige mænds vej til magten lettere og kræver stadig nogen grad, at de kvinder, som vil magten, må “spille spillet” på mænds præmisser.

Det må og skal vi have et opgør med – vi har ganske enkelt ikke som samfund råd til, at et perspektiv – det feministiske – ikke tillægges den vægt, det reelt fortjener, som vi alle fortjener!