Det er klart for stadigt flere, at menneskenes verden står overfor en udfordring af episke dimensioner.
Klimakrisen tager fart som en rullende snebold ned af en bjergskråning og risikerer at udløse en altødelæggende lavine, hvis ikke vi handler nu og effektivt.
Men netop den præmis rummer en anden stor og måske lidt overset fare, nemlig, at vore løsninger på klimakrisen kan komme til at koste meget menneskelig lidelse og mange menneskeliv.
Lad mig give et helt konkret eksempel.
For nyligt foreslog flere klimaforskere, at man skulle indføre ét-barnspolitk i visse afrikanske lande samt i Indien, fordi befolkningstilvæksten ifølge dem udgør et stort klimaproblem.
I den udmelding er der faktisk flere ting på spil for udover at fremkalde muligheden for totalitære løsninger på klimakrisen, udstiller den også til fulde, hvorfor klimakamp er klassekamp.
At begrænse menneskers ret til at få børn er et fundamentalt overgreb på det enkelte menneske, selve det at være menneske, og den enkelte familie.
Vi kender allerede til løsningen og dens konsekvenser, da man har haft ét-barnspolitik i Kina og det er ikke for småt at tale om en menneskelig katastrofe.
Gong Qifeng var gravid i syvende måned, da hun blev tvangsindlagt af myndighederne på et sygehus i det sydlige Kina. Hun blev holdt fast i en hospitalsseng, og mens hun tryglede om nåde, jog læger en kanyle ind i hendes mave. Medicinen i sprøjten dræbte barnet, som hun 30 timer senere fødte i stor smerte.
Fra Information d. 22. maj 2015
Eksemplet fra Kina viser os, hvor slemt det går, når man griber til totalitære løsninger på problemerne. Det skal vi tage ved lære af, når vi begynder at udarbejde og implementere løsninger på klimakrisen.
Men det bliver svært, fordi klimakrisen netop er en systemkrise og en verdensomfattende krise. Det er så nærliggende og let at gribe til systemiske/totalitære løsninger.
Og det bringer mig tilbage til klassekampen. For i forskernes forslag er der to præmisser, som er helt forkerte.
Først og fremmest er det helt skævt, når de foreslår ét-barnspolitik indført i de fattigste lande. Børn og mennesker i disse lande belaster klimaet med en brøkdel af, hvad du og jeg gør.
Hvis man med effekt skulle indføre en ét-barnspolitik noget sted, så måtte det da være i Europa og USA – de rige vestlige lande, som jo i parentes bemærket også har den største lod i klimamisèren!
Men vi får i forvejen ikke mange børn i vores del af verden. Hvorfor ikke det, mon?
Kina giver svaret og bringer os til den anden forkerte præmis i forskernes forslag.
Da man indførte ét-barnspolitiken i Kina var fertiliteten faktisk allerede faldet dramatisk. Kvinder fik ikke længere som tidligere 6 børn i snit, men var helt nede på 2,8 børn. Hvorfor? Fordi sundheden var steget markant i landområderne som følge af en koordineret indsats fra styrets side.
Når vi får det bedre, når børnedødeligheden falder, når kvinder får uddannelse, ja så falder fertiliteten ganske enkelt. Dette mønster kan følges overalt i verden – også i Danmark.
Min farfar var ud af en søskendeflok på 13, min far ud af en flok på 4 og jeg selv har blot én bror. Selv har jeg fået to fantastiske børn, så jeg holder niveau med min far, men fertiliteten i Danmark er faktisk i skrivende stund på 1,73 børn pr. kvinde.
Forholdet mellem sundhed, uddannelse, velstand og antallet af børn er veldokumenteret, og vil man vide mere om det, kan jeg klart anbefale, at man stifter bekendtskab med den nu afdøde Hans Rosling, der på fineste vis illustrerer sammenhængen i flere foredrag og TED-talks.
Så når nogle(!) forskere taler om at begrænse antallet af børn i fattige lande som en løsning på klimakrisen, så går de i virkeligheden overklassens ærinde, og de går totalitarismens ærinde. De griber til den lette løsning, der faktisk slet ikke er en løsning.
Der er kun en vej ud af klimakrisen – og den er humanistisk! Vi må begrænse verdens ulighed, og vi må skabe løsninger, der arbejder MED menneskers vilkår og ikke mod.
Gør vi det sidste, vil vores indsats møde stor modstand og medføre meget lidelse og det i et omfang, verden ikke tidligere har kendt.
Vi har derfor mere end nogensinde brug for at tale om humanisme.
Klimahumanisme er dagens ord.