– en situationsrapport fra første skoledag.
Jeg holder meget af at deltage i morgensang på mine børns skole. Det sker dog alt for sjældent, at jeg har tid/tager mig tid til det.
Men i dag er det første skoledag, og jeg fik lov at komme med trods det, at mine unger nu starter i henholdsvis 5. og 6. klasse(!)
Er det bare mig, eller bliver børnene, der starter i 0. klasse bare mindre og mindre hvert år? Har mine nogensinde være så små?
Nåmen.
Til morgensamlingen for indskoling og mellemtrin sang vi kun én sang i dag, da der forinden havde været fællessang og velkomst for alle klasser i gymnastiksalen.
Vi sang Mariehønen Evigglad af Halfdan Rasmussen.
Hvad handler sangen om, spurgte læreren efterfølgende, og en kvik elev svarede prompte: “venskab”.
Nemlig!
Den handler om venskab ( ja, de bliver også lidt kærester til sidst, men.. ).
Og et umiddelbart umage venskab mellem to meget forskellige individer.
En mariehøne og en snegl.
Den ene kravler på sin mavefod henover jorden hele sit liv, mens den anden slår tørklædet ud og strækker vingerne under den åbne blå sommerhimmel.
Men hvis de to kan finde fællesskab, så kan en dreng og pige det også – en 0. og 1. klasser eller en fra 6. og en fra 1.
Det er selvfølgelig ikke alle, der kan blive ens bedsteven, men ens bedste ven kan komme fra hvorsomhelst!
Lykke er, at høre børnestemmer synge – lige der er højden af vores civilisation og det, det hele faktisk handler om – at være sammen, at være fælles, at høre til.
Mine øjne faldt på en pige i en af de mindre klasser.
Hun havde som den eneste tørklæde på. Et meget smukt tørklæde. Der sad hun med mange års skolegang foran sig i et miljø, hvor venskab og fællesskab på tværs af forskelle er en grundlæggende værdi.
Hun er heldig.
Men vi skal kæmpe for, at hun får lov til at være med, og at hendes held ikke løber ud!
For der er politiske kræfter, som ønsker at føre segregationskampen helt ind i klasselokalet.
Tørklæder skal forbydes i folkeskolen. Om forbuddet kommer eller ej er mindre vigtigt. Det handler alene om at strække diskussionen så meget som muligt, da den er en glimrende konfliktmotor, og disse kræfter kan kun eksistere i kraft af konflikt. Var det ikke tørklædet, måtte de finde på noget andet at bruge.
Det er i mine øjne rendyrket kynisme!
I dag ser vi allerede mange unge mennesker med anden etnisk oprindelse end dansk, der nok er født og opvokset i Danmark, men som pg.a. den hårde retorik og giftige politiske stemning gennem de sidste snart 25 år, ikke føler sig helt som danskere, som en del af fællesskabet.
Hvad kommer det til at betyde for denne pige med tørklædet, når hun de kommende år møder ind i sin klasse og ved, at hun er genstand for politisk had og udskamning? Hvad betyder det for hendes kammerater – hvordan påvirkes fællesskabet og sammenhængskraften?
Det skaber afstand. Det afskærer mennesker fra fællesskabet og ultimativ ødelægger det os alle!
At nogle tager deres hadretorik og segregationsskabende politik helt ind i klasserummet, tilgiver jeg aldrig.
Og børnene vil ikke have det. De vil ikke have sure voksne – det sang vi i gymnastiksalen på Martin Petersens skønne ord:
Vi vil ha’ voksne med ører,
så store som en elefant.
Alt hvad vi si’r vil de høre,
ja både for alvor og fjant.
Men dem der er sure som citroner,
de kan gå hjem og tælle deres kroner.
Måske har de flere millioner,
måske har de slet ikke fler’.
Det rager os en fjer.
Vi vil ikke ha’ dem her!
Går Mariehønen Evigglad så med tørklæde? Ja da! Et smukt rødt tørklæde, med fine sorte prikker – se selv efter, når du møder hende næste gang.
