Integration

Går Mariehønen Evigglad med tørklæde?

Går Mariehønen Evigglad med tørklæde? 1200 628 Christian

– en situationsrapport fra første skoledag.

Jeg holder meget af at deltage i morgensang på mine børns skole. Det sker dog alt for sjældent, at jeg har tid/tager mig tid til det.

Men i dag er det første skoledag, og jeg fik lov at komme med trods det, at mine unger nu starter i henholdsvis 5. og 6. klasse(!)

Er det bare mig, eller bliver børnene, der starter i 0. klasse bare mindre og mindre hvert år? Har mine nogensinde være så små?

Nåmen.

Til morgensamlingen for indskoling og mellemtrin sang vi kun én sang i dag, da der forinden havde været fællessang og velkomst for alle klasser i gymnastiksalen.

Vi sang Mariehønen Evigglad af Halfdan Rasmussen.

Hvad handler sangen om, spurgte læreren efterfølgende, og en kvik elev svarede prompte: “venskab”.

Nemlig!

Den handler om venskab ( ja, de bliver også lidt kærester til sidst, men.. ). 

Og et umiddelbart umage venskab mellem to meget forskellige individer. 

En mariehøne og en snegl. 

Den ene kravler på sin mavefod henover jorden hele sit liv, mens den anden slår tørklædet ud og strækker vingerne under den åbne blå sommerhimmel.

Men hvis de to kan finde fællesskab, så kan en dreng og pige det også – en 0. og 1. klasser eller en fra 6. og en fra 1. 

Det er selvfølgelig ikke alle, der kan blive ens bedsteven, men ens bedste ven kan komme fra hvorsomhelst!

Lykke er, at høre børnestemmer synge – lige der er højden af vores civilisation og det, det hele faktisk handler om – at være sammen, at være fælles, at høre til.

Mine øjne faldt på en pige i en af de mindre klasser. 

Hun havde som den eneste tørklæde på. Et meget smukt tørklæde. Der sad hun med mange års skolegang foran sig i et miljø, hvor venskab og fællesskab på tværs af forskelle er en grundlæggende værdi. 

Hun er heldig.

Men vi skal kæmpe for, at hun får lov til at være med, og at hendes held ikke løber ud!

For i disse dage lægger Dansk Folkeparti op til, at segregationskampen nu skal føres helt ind i klasselokalet. 

Tørklæder skal forbydes i folkeskolen. Om forbuddet kommer eller ej er mindre vigtigt. For Dansk Folkeparti handler det om at strække diskussionen så lang tid som muligt, da den leverer brændstof til deres fortsatte eksistensberettigelse.

Det er i mine øjne rendyrket kynisme!

I dag ser vi allerede mange unge mennesker med anden etnisk oprindelse end dansk, der nok er født og opvokset i Danmark, men som pg.a. den hårde retorik og giftige politiske stemning gennem de sidste snart 25 år, ikke føler sig helt som danskere, som en del af fællesskabet.

Hvad kommer det til at betyde for denne pige med tørklædet, når hun de kommende år møder ind i sin klasse og ved, at hun er genstand for politisk had og udskamning? Hvad betyder det for hendes kammerater – hvordan påvirkes fællesskabet og sammenhængskraften? 

Det skaber afstand. Det afskærer mennesker fra fællesskabet og ultimativ ødelægger det os alle!

At Dansk Folkeparti nu tager deres hadretorik og segregationsskabende politik helt ind i klasserummet, tilgiver jeg aldrig. 

Og børnene vil ikke have det. De vil ikke have sure voksne – det sang vi i gymnastiksalen på Martin Petersens skønne ord:

Vi vil ha’ voksne med ører,
så store som en elefant.
Alt hvad vi si’r vil de høre,
ja både for alvor og fjant.

Men dem der er sure som citroner,
de kan gå hjem og tælle deres kroner.
Måske har de flere millioner,
måske har de slet ikke fler’.
Det rager os en fjer.
Vi vil ikke ha’ dem her!

Går Mariehønen Evigglad så med tørklæde? Ja da! Et smukt rødt tørklæde, med fine sorte prikker – se selv efter, når du møder hende næste gang.

Smagløs madkultur

Smagløs madkultur 1200 628 Christian

Jeg anklager Dansk Folkeparti

Jeg anklager Dansk Folkeparti for at servere et smagløst og næringsfattigt afkog af dansk (mad)kultur.

Tyske Victor Klemperer skriver i sine dagbøger om det tredje riges sprog, at fattigdom er en grundlæggende egenskab ved nazismens sprog.

Han kalder sproget “monotont” og “fikseret” og konstaterer at: “Sproget bestod altid, trykt eller talt, hos dannede og udannede, af de samme klichéer og var holdt i samme toneart” ( LTI, s. 23-33 ).

Denne fattigdom, monotoni, fiksering og klichéer genfinder vi i dag ikke kun hos Dansk Folkeparti, men bredt i det politiske spektrum. 

Når Dansk Folkeparti eksempelvis vil have indført obligatoriske retter med svinekød i vuggestuer og daginstitutioner, så afslører de den samme fattigdom, som Klemperer beskrev. 

De hævder at stå på skuldrene af en århundrede lang dansk madtradition, men sandheden er dog langt mere kompleks.

Jeg arvede en af dansk kogekunsts mest ikoniske kogebøger, Ingeborg Suhrs “Mad” fra min mormor.  

Bogen er fra 1910 og giver et interessant billede ind i en meget divers madkultur, hvor svinekød nok har sin plads, men slet ikke i det omfang, man skulle tro på baggrund af Dansk Folkepartis udsagn.

En opgørelse af opskrifterne i bogen viser, at kødopskrifter, hvor svinekød indgår, kun udgør ca. 7%. Fisk er absolut topscore med 30% og fjerkræ nr. 2 med 16%. 

Bogen indeholder også 2 forslag til mad-årshjul – altså hvad man kan spise gennem året afhængig af årstiden. Det ene årshjul er overvejende vegetarisk! Det andet baseret på kød men med kødfrie dage. 

I kød-årshjulet indgår svinekød 21% af dagene. Igen er fisk topscorer med 29%. Kalv- og oksekød nr. 2 med 25%. Og så er der en kødfri dag om ugen!

I alt er der 134 opskrifter på retter med kød – 9 er med svinekød. Til sammenligning er der 112 med grøntsager.

Når Dansk Folkeparti vælger at fremhæve svin som noget særligt dansk og bærende af dansk (mad)kultur, gør de simpelthen regning uden vært. De reducerer dansk madkultur til en fattig endimensionel karikatur. 

Og de gør det, fordi mad er magt! Med mad kan man ekskludere, som Boris Andersen skriver i antologien Madsociologi, side 26: 

Både Fischler og Simmel har gjort sig nogle tanker i forhold til, at fællesmåltider gennem tiderne også er blevet brugt som et magtredskab til både inklusion og eksklusion: Inklusion af dem, som man gerne vil fastholde eller skabe tilknytning til, fx stammen, familien eller medlemmer af det religiøse fællesskab, og eksklusion af dem, man ikke bryder sig om, enten gennem udelukkelse fra de fælles måltider eller gennem tabuisering af bestemte fødevarer som fx svinekød eller hestekød.

Dansk Folkeparti udnytter således et lille hjørne af dansk madkultur, nemlig svinekødet, sammen med en religiøst mindretals tabuisering af denne fødevare til at skabe et rum for perfekt eksklusion. 

Og børnene skal mærke eksklusionen på egen krop, når svinekødet sættes på bordet. Det er ganske enkelt instrumentaliseret ondskab – hverken mere eller mindre.

Og det er simpelthen så trist. For når man går på jagt i dansk madkultur, så er den rig på form, smag og diversitet. Der er et kæmpe inklusions- og integratonspotentiale! 79% – 94% af retterne i Surhs Mad, når kager, bagværk og desserter og vegetar/grønt er undtaget(!), er uden svin. 

Dansk Folkeparti kunne med meget større vægt have fremhævet fisk som en central del af dansk madkultur, og så ville det pludselig have været inkluderende – for der findes mig bekendt ingen kulturer, hvor man ikke spiser fisk.

Men man vælger hjørnet, nichen, og puster den op. Svin bliver gjort synonymt med dansk kultur og dermed forarmer Dansk Folkeparti dansk kultur, reducerer den, fattiggør den. 

En grundlæggende egenskab ved Dansk Folkepartis kultursyn er fattigdom!

Og som en sidste kuriositet kan man nævne Danmarks såkaldte nationalret – Stegt flæsk med persillesovs. Den findes ikke i Suhrs. Det tætteste jeg kommer er “Stegt flæsk med hovedsalat og kartoffelroser”. 

At danskerne valgte at kanonisere denne ret til nationalret var måske i større grad ment som en begmand til den såkaldte elite, men tilbage står, at en del af vores medborgere nu er formelt ekskluderet fra nogensinde at blive en fuldgyldig del af det danske kulturfælleskab – nationalretten er ganske enkelt ikke for dem. 

De er de andre – de fremmede!

Tale ved demonstration

Tale ved demonstration 1200 628 Christian

Min tale ved dagens lille demonstration i Odense mod regeringens asylpolitik:

29 børn forsøgte selvmord på danske asylcentre sidste år.

29!

For 29 børn var håbløsheden, afmagten og frygten blevet så stor, at livet ikke længere var en mulighed.

29 børn forsøgte selvmord på danske asylcentre sidste år.

Imens fejrede Inger Støjberg asylstramning nr. 50 med kage og med lovning på citronmåner fra dansk Folkeparti, når nummer 100 blev nået.

Mød Malak Saidi. 

Malak Saidi er 12 år. 

12 år!

I 12 år – hele sit korte liv – har Malek Saidi levet i et dansk asylcenter. Hun har aldrig kendt andet. Hun frygter for sin fremtid lige nu.

Jeg fryser meget, siger pigen. 


Hun har kortærmet bluse på, selvom det er en aften sidst i oktober og råkoldt, klamt og blæsende. 

Jeg måtte ikke få mit tøj og mine ting med, da de hentede os i vores hjem i Hanstholm. De sagde vi jo alligevel skulle rejse ud, og så kunne vi ikke have så meget med.

Pigen er 12 år og sidder i Udrejsecenter Sjælsmark.

Her er nogle af de råb om hjælp, jeg næsten dagligt ser fra udrejsecenter Sjælsmark:

Bygning 8/115
Pige 20 mdr mangler varmt tøj str 92 og støvler/sko str 23

Bygning 11/115
Sabah er mor til to drenge på 2 og 4 år og ønsker sig varme bukser og bluser i str 5 og 3 år.

Bygning 13/112
Nahida og Usha er forældre til Mahia på 9 år og Mahboob på 14 måneder. Begge drenge mangler tøj.

Menneskene på vores asylcentre og i vores asylsystem i det hele taget er ofre på populismens alter. 

De er ofre for et politisk system, der grundlæggende er ude af drift og alene søger magten for magtens egen skyld. 

Vi har dog et meget stærkt forsvar mod vanviddet. 

Viktor Klemperer skrev i 1947 – for 70 år siden sin bog “Det tredje riges sprog”. 

Det er relevant at kigge på historiske kilder, for som den tidligere KZ-fange Primo Levi i 1986 skrev i sin bog “De druknede og de frelste” – “Det skete, derfor kan det ske igen”:

Det forsvar, Klemperer nævner, er humanismen!

Og lad dig ikke narre af, at det er en “isme”. 

For humanismen er ikke en ideologi, hverken politisk, religiøs eller økonomisk.

Humanismen fortæller dig ikke, hvordan eller hvad du skal tænke, men hvorfra!

I stedet for at anlægge systemets perspektiv, hvadenten det er religiøst, politisk eller økonomisk forankret, så anlægger humanismen menneskets perspektiv.

Og i det øjeblik man gør det, må man også helt automatisk og naturligt afvise det danske systems behandling af mennesker, hvad enten de sidder fast i asylsystemet eller kontanthjælpssystemet eller et af de mange andre afmagtssystemer, vi efterhånden har introduceret.

Med det humanistiske perspektiv vil man forstå, at vores behandling af asylansøgere blot er en del af et samlet større billede.

Der er ikke noget modsætningsforhold mellem asylansøgere, flygtninge og udsatte etniske danskere. Vi er alle i samme båd – og vi må levere et samlet svar!

At humanismen er farlig for magthaverne og systemet. 

Det ser man stadig oftere i læserbreve og udtalelser fra systemets folk.

Pladderhumanisme, egohumanisme, spelthumanisme og blødsødden humanisme er blot nogle af de nedsættende udtryk, som politikere i dagens Danmark både til højre og venstre kan finde frem. 

Men med disse udtryk skriver de sig ind i historien sammen med Rosenberg, Goebbels og Hitler, for som Klemperer noterede:

.., men der kan ikke herske tvivl om, at man har forladt det humanitetsideal, der omfatter hele menneskeheden,…, ordet humanitet anvendes aldrig uden ironiske anførselstegn og oftest med et nedsættende adjektiv.

– altså i dag eksempelvis: pladder, ego, spelt, blødsødden.

Og sproget afslører os. 

I dag snakker vi om migranter i stedet for flygtninge. 

Der er en meget væsentlig forskel. For en flygtning er et menneske, der flygter FRA noget!

En migrant er et mennesker, der flytter TIL noget.

Og når vi begynder at opfatte flygtninge som migranter, så flytter vores fokus og tænkning samtidig, og vejen til en umenneskelig behandling er åben – de er jo selv skyld i deres situation, ikke? 

De kunne jo bare lade være med at migrere! Samme diskurs anvendes over for arbejdsløse og andre udsatte – det er din egen skyld!

Vi står, som jeg ser det, i en grundlæggende kamp mellem en systemernes verden og en humanisternes verden.

29 børn forsøgte selvmord på danske asylcentre sidste år.

Jeg vil slutte af med Heather Heyers sidste ord på facebook, inden hun blev dræbt tidligere i år i Charlottesville, da hun stod op for kærlighed og imod racisme og had:

If you’re not outraged you’re not paying attention.