Eksistens

Veganer wannabe

Veganer wannabe 2560 1340 Christian

Med hvilken anden ret end min egen overlevelse kan jeg tillade mig at tage et andet levende, sansende væsens liv?

Jeg har tænkt meget over det spørgsmål og belyst det fra to forskellige perspektiver. Det ene perspektiv er en overvejelse om, hvad bevidst liv er og måske ikke er, og hvad det betyder for mit valg. Det andet perspektiv har at gøre med spændingsfeltet mellem natur og kultur.

Kan en krage blive forelsket? Ved den, at den skal dø en dag? Har den venner? Planlægger den sin fremtid? Hvad med en gris, en ko eller en høne… en myg?

Vi bliver stadigt mere bevidste om, at dyrs tanke- og følelsesverdener er langt mere komplekse og sammensatte, end vi hidtil har troet. Flere forsøg tyder på, at dyr rummer sorg, glæde, hengivenhed og frygt og mange andre følelser. Vi ved, at nogle dyr planlægger og er i stand til ret komplekse tankeprocesser, der omfatter fortid, nutid og fremtid, som er begreber, vi ellers kun har tilskrevet mennesker at være i stand til at håndtere. Vi ved, at højerestående dyr endda har et selv, er selvbevidste på et niveau, der minder om os.

Men faktisk mener jeg ikke, at ovenstående er vigtigt.

Vigtigt er derimod en erkendelse af, at jeg personligt intet ved om noget som helst andet levende væsens tankeverden udover min egen.

Alt, hvad jeg tror jeg ved om dyr eller andre mennesker, bygger på mine egne og andres forestillinger, hvor underbyggede de så end måtte være.

Men jeg kan jo ikke blive del af en krages bevidsthed, og opleve verden som den gør. Jeg kan ikke blive del af din bevidsthed, og opleve verden som du gør.

Så i ydmyghed over det faktum, kan jeg ikke retfærdiggøre over for mig selv at tage et andet liv, dyr eller menneske, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvad jeg dermed slutter.

Når løven jager sit bytte på savannen, dræber den for at æde og overleve. Den er underlagt et naturens imperativ. Den kan ikke lige smutte i supermarkedet og købe en færdigret. Når løven jager, så gør den det med overlevelsens ret.

Men når jeg slår ihjel, så er det faktisk ikke nødvendigt. Jeg kan nemlig gå i supermarkedet og købe mig til mad. Jeg behøver ikke slå ihjel for at overleve eller få de næringsstoffer, som er nødvendige for min overlevelse. Jeg er ikke i min civiliserede dagligdag på samme måde underlagt naturens imperativ. Jeg er kultur. Jeg har et valg. Det har løven ikke.

Derfor kan rovdyrs kødspiseri heller ikke retfærdiggøre mit – medmindre jeg er villig til at forkaste kulturen og overgive mig på naturens nåde. Det er jeg næppe.

Med viden og kunnen følger ansvar. Jeg slår jo heller ikke mine børn, bare fordi løven irettesætter sine killinger med et klap. Det civiliserede menneske er på samme tid forbandet og velsignet med evnen til at hæve sig over naturen. Det forpligter, synes jeg.

Konsekvensen af disse overvejelser har gjort, at jeg er blevet vegetar eller snarere veganer wannabe. For var det ikke lige for osten på min hjemmelavede fredagspizza ( billedet herover er fra i fredags – en klassisk margherita ) eller ægget til min morgenmad, så var jeg veganer.

Det har haft konsekvenser for mig at blive vegetar. På helt lavpraktisk niveau betyder det, at jeg laver to forskellige slags mad til aften, da min kone og børn ikke er vegetarer.

Men også i sociale sammenhænge har det haft konsekvenser. Det mærkes især i højtider, hvor traditioner i høj grad er bundet op på at spise noget bestemt.

Fischler anfører, at det, at vi spiser den samme mad, når vi spiser sammen, er med til, at vi kan orientere os i verden, og at dette går tabt, hvis måltidsfællesskaberne bliver individualiseret.

Fra bogen “Madsociologi” side 30

Måltidet er nemlig langt mere end bare mad. Det er en social kontrakt, vi indgår med hinanden. Det er et dannelsesrum, hvor vi socialiserer hinanden ind i bestemte accepterede måder at gøre tingene på.

Måltidet har at gøre med en helt basal del af det at være menneske – at overleve som menneske. Det tilberedte måltid er dér, hvor mennesket transformerer sig fra natur, løven der jager, til kultur, mennesket der tilbereder. Da mennesker slog ild ved bålet og tilberedte det første måltid, da opstod kulturen og mennesket som noget særligt og som en modsætning til naturen. Så betydningen af måltidet kan næsten ikke overdrives.

Da jeg sprang ud som vegetar, satte jeg mig derfor også i et dilemma, for pludselig blev måltidet et muligt konfliktrum, hvor jeg var katalysatoren – fordi jeg gennem min handling kom til at udfordre den dominerende opfattelse omkring bordet, uanset hvor personligt mit valg så end var/er.

Hvad nu hvis ens egen opfattelse af god mad eller god bordskik ikke modsvares af det, der måtte være den dominerende opfattelse omkring bordet? I sådanne tilfælde vil måltidsfællesskabet snarere blive opfattet som noget ubehageligt, man helst vil undgå, frem for som noget attraktivt, man opsøger.

Fra bogen “Madsociologi” side 26

Enten måtte jeg tage den konflikt, jeg vidste ville komme i nogle situationer, eller også måtte jeg vælge at være vegetar hjemme og så spise “normalt” ude efter devisen skik følge…

Der er mennesker i min familie ( ikke min kone og børn ), som ikke forstår mit valg, som føler en sorg over det, netop fordi jeg med min handling udfordrer/forkaster deres måde at leve på – deres madsyn og dermed på sin vis afviser fællesskabet, måltidsfællesskabet.

Det har været svært at håndtere den konflikt og taget nogle år at få “normaliseret” den nye situation, hvor jeg ikke spiser det samme som andre omkring det traditionsrige og -tunge julebord.

Der var da heller ingen tvivl om, at hjemmevegetarideen ingen reel gang havde på jord. Den var ganske enkelt uærlig over for mig selv og urimelig overfor en given vært. Hvilken vært har lyst til at tilberede og servere mad, som gæsten ikke vil/kan spise? Jeg har i hvert fald ikke.

Savner jeg kød? I starten gjorde jeg. Og især bacon. Faktisk var jeg de første måneder baconvegetar og brugte bacon på min fredagspizza. Men jeg kunne ikke retfærdiggøre det over for mig selv og holdt op. I dag savner jeg slet ikke kød. Jeg bruger heller ikke køderstatninger, undtagen i burgere, men nyder at bruge råvarerne på deres egne præmisser for hvad de er.

I forhold til vitaminer og mineraler, spiser jeg æg og ost og får derigennem B12, som ellers kun kan fås ad animalsk vej. Omega-3 er en anden udfordring, men den kan i dag dækkes med algeolie.

Skal du så være vegetar? Det kan kun du selv afgøre. Der findes ikke noget rigtigt eller forkert svar. Ovenstående er mine overvejelser. Du kan have gjort dig nogle ganske andre. Vores måde at tænke og handle på er et resultat af de oplevelser og erfaringer, vi hver især er blevet udsat for eller har gjort os gennem livet. Derfor gør jeg mig heller ikke til dommer over dit valg, hvis du eksempelvis nyder en god bøf. Mit ærinde er ikke at omvende nogle, men at forklare mit perspektiv og måske inspirere og kvalificere dit valg – også selvom det er at spise kød 🙂

Det eneste jeg måske vil kræve af dig – hvis du spørger(!) – er, at du gør dig en bevidst overvejelse om de valg du træffer.

Og klimaet? Det har haft 0 (nul) indflydelse på mit valg om at blive vegetar. Men det er bestemt en fin bivirkning, at jeg dermed nedsætter mit personlige CO2-udslip ganske betragteligt ved ikke at spise kød. Jeg var såmænd nok blevet vegetar i dag pg.a. klimaet, hvis jeg ikke i forvejen havde været det med udgangspunkt i ovenstående overvejelser.

Balletdansere på klaver

Musik, krop og civilisation

Musik, krop og civilisation 1920 1280 Christian

At spille klaver er for mig ikke ikke kun at frembringe og fortolke fantastisk musik. Ikke kun et spørgsmål om at lytte og mærke tonerne.

Det er i høj grad også en kropslig forankret aktivitet, en hænders og fingres vild med dans henover klaverturet. 

Koreografien og kropsligheden rummer sin helt egen dimension, og den begejstring og tilfredsstillelse jeg føler, når koreografien bare sidder lige i skabet, er fantastisk. Jeg kunne ønske mig, at alle fik muligheden for at opleve det, jeg oplever, når jeg spiller klaver.

Og det gælder selvfølgelig ikke kun for klaver, men for alle instrumenter, herunder også din stemme.

Musik har ulig noget andet evnen til at forene krop og intellekt og i samspillet med andre evnen til at skabe vi og os fra dig mig.

Vores nye kulturminister Joy Mogensen har udtalt at:

Jeg vil gerne sætte det som et nationalt mål, at alle børn får muligheden for at spille et instrument

Joy Mogensen, Politiken, 13. september, 2019

Jeg kunne ikke være mere enig.

Dannelsesperspektivet er enormt, for gennem musikken skabes hele mennesker med fornemmelse for såvel sig selv som for andre samt samspillet derimellem. Musikken er ganske enkelt en afgørende grundsten i civilisationen.

I dag går min søn til trommer. Det koster 488kr pr måned i den kommunale musikskole.

Det er faktisk ret mange penge at hive ud af et budget hver måned. Undervisningen og lærerne er fantastiske, så kvaliteten fejler intet, men prisen bliver en stopklods for mange familier.

Jeg håber derfor, at Joy Mogensen får mulighed for at sætte handling bag sine fine ord og at adgangen til musikundervisning bliver tilgængelig for mange flere børn og unge.

Jeg har altid fået at vide, at jeg var umusikalsk. Det ved jeg i dag er noget pjat.

For intet menneske er umusikalsk. Faktisk bærer vi alle ur-rytmen lige midt i hjertet. Vi skal blot lære at lytte og formidle og desto tidligere desto mere glæde får det enkelte menneske af det.

Hvis du har et barn, der er interesseret i at spille et instrument eller selv vil i gang, vil jeg godt lige videregive et godt råd. Lej et godt og professionelt instrument i starten.

Undlad at forfalde til at købe noget billigt bras.

Desto mindre øvet man er, desto bedre instrument behøver man faktisk. Kun dygtige professionelle kan få et dårligt instrument til at lyde tåleligt. For den uøvede kan det dårlige instrument nærmest omgående kvæle den spirrende interesse.

Samtidig rummer et godt instrument en egen æstetisk kvalitet, der bare råber – spil på mig.

Musikken er for mig at se en af de få ting, der for alvor skiller os mennesker fra dyrene, og for mig også en ting, jeg ikke kan få hold på og forstå naturen af.

For mig er musik magi – slet og ret.

Selvmordets anatomi

Selvmordets anatomi 1200 628 Christian

Hvis du går med selvmordstanker, så tal med nogen om det! Du er ikke alene, og der er hjælp at få. Kontakt eventuelt Livslinjen eller Sct Nicolai Tjenesten. Begge steder kan man henvende sig anonymt. Sidstnævnte drives af Kirkens Korshær.

Tankeeksperiment

Du og jeg står sammen.

Solen skinner, og vi er begge i godt, nej glimrende humør.

Jeg har en kæmpe bunke af mursten, solide røde teglsten, og vi har aftalt at vi vil teste, hvor stærk du faktisk er. Du er i god form og træner flere gange ugentligt, spiser sundt og får din søvn. Du er ret stærk – ja imponerende stærk!

Vi spænder kurve fast til din krop med stærke remme – de skal jo kunne holde til vægten.

Jeg begynder at læsse stenene på dig. Én for én og i rask tempo.

I starten kan du sagtens løfte og bære, men efterhånden tynger vægten dog.
På et tidspunkt begynder det at gøre en smule ondt i kroppen og du siger, at nu kan du snart ikke klare mere.

Jeg smiler og svarer, at det kan du sagtens – du er jo ret stærk, ved jeg.
Du er enig, smiler anstrengt og samarbejder loyalt.

Der går dog ikke længe før dit smil er forvandlet til en grimasse skåret i sten og sveden pibler frem overalt på dit ansigt.

Nu kan du altså ikke mere, lader du mig forstå – og vil smide stenene.
Men det kan du ikke, for den anordning vi lavede, så du kunne løfte så mange sten som muligt gør, at du ikke længere har armene fri.

Du vælger derfor at synke i knæ, at give efter i benene under vægten af stenene. Din stemme ryster nu, og du er tydeligt presset.

Jeg bliver ved at smide sten på dig. En efter en går det, stadig i rask tempo. Solen skinner – det er en herlig sommerdag og du er stærk -så fantastisk stærk.

Du skriger nu. Vægten af stenene har knust en knogle et sted og det gør voldsomt ondt på dig.

Jeg hører det ikke rigtigt gennem muren af sten, men fortsætter med at øge vægten med de røde teglsten.

Pludselig er du stille. Helt stille.

Du valgte at give op – overgive dig. Jeg smider et par sten mere – for at se, om det ikke bare er noget, du foregiver, men den er vist god nok.

Og stenene – de røde teglsten – var da vist heller ikke SÅ røde til start.
Du havde en grænse for din formåen åbenbart og trods alt.

Vi troede det ikke, da vi gik i gang – ingen af os.

Selvmord er ikke et valg

SELVMORD er ikke et valg. Selvmord er den naturlige konsekvens af, at det enkelte menneskes smerte overstiger dets evne til at håndtere smerten.

Selvmordet kan synes som et valg for de mennesker, som står på sidelinjen – ganske som når du tog valget og sank i knæ under vægten af sten.

Men i det øjeblik er det jo bare også det ENESTE valg – og det er netop hele pointen: At det menneske, der begår selvmord gør det, fordi det er det ENESTE valg – den sidste strategi for håndtering af en ubærlig smerte.

Anerkender du denne pointe, vil du forstå, hvorfor jeg anklager den danske stat og de danske kommuner for at begå uagtsomt manddrab.

For mennesker i jobcentrene begår ikke selvmord. De bliver ganske enkelt dræbt af systemet under vægten af de sten, der blev smidt på dem. Sådan var det også for Leif. Husker du mon ham?

Og mennesker i udrejsecentrene, eksempelvis Ellebækfængslet, begår ikke selvmord – de presses i døden af såkaldte motivationsfremmende tiltag, designet til at påføre dem mest muligt ubehag, sten for sten.

Er du stadig i tvivl?

Så lov mig at gøre dette eksperiment i eftermiddag:

Snør dine løbesko og løb så en tur. Du skal lægge ud med at løbe stærkt – ikke sprinte, men næsten. Hold den fart og blev ved.

På et tidspunkt efter 3-8 minutter alt efter form, vil du opleve, at testen ikke længere giver mening.

At det hele er lidt latterligt. At du bare kan lade være med at løbe. Ingen ser dig alligevel.

Din hjerne opfinder pludselig et hav af undskyldinger for at holde op med at løbe stærkt.

Og uden du selv er klar over det, vil tempoet sænkes og måske stopper du helt. Du tog et valg. Men kunne du være fortsat i det tempo 5 min længere? 10 min?

Alle har en grænse – den er forskellig for os, fordi vi er forskellige og kommer til verden med hver vores bagage, men den er der.
At tro andet er udtryk for uvidenhed.

Den udsatte, syge og arbejdsløse løber også – stærkt.

Problemet er bare det, at de har en bil lige bag sig, der ikke sænker farten, når de selv gør!

Hvorfor dette indlæg?

Dette indlæg er skrevet med udgangspunkt i en personlig erfaring tidligere i mit liv. Jeg kom ud på den anden side, efter jeg havde stået på kanten af livet og indset en for mig endegyldig sandhed – jeg skal dø. Døden kommer på et tidspunkt og udfrier mig fra smerten, uanset hvad jeg gør. Deri fandt jeg styrken til at fortsætte livet, og tog derfor ikke det ekstra skridt.

Jeg var stadig et sted, hvor jeg kunne vælge – og heldigvis for det. Det er nemlig ikke alle forundt. Nogle er kommet forbi det frie valgs barriere, hvor selvmordet ikke længere er et valg, men et tvingende vilkår – der var jeg ikke!

Jeg synes det er forstemmende, at vi som samfund accepterer, at der iværksættes tiltag overfor udsatte borgere, det være sig arbejdsløse, syge, asylansøgere og børn, som er så barske, at nogle af disse mennesker i sidste ende dør af det.

Min personlige erfaring har lært mig noget vigtigt om selvmordets anatomi, og jeg håber, at jeg kan bringe denne erfaring i spil. Når systemets tiltag tvinger mennesker på kanten, så er man gået for langt.

Hvis du vil læse mere om selvmord

https://psychcentral.com/blog/is-suicide-a-free-choice-or-a-false-choice/?fbclid=IwAR0KdhjTQrly0JRbh62PlElwHzC0iOHIdKOgIfIZvuhPnD8Gs67Tls7DzEQ

http://www.suicide.org/suicide-is-not-a-choice.html?fbclid=IwAR0IByvWYCOkIaQcS2m6ytZ4ld8Qt7cCk7sfOfXBNZqbFPCykQ_DBLKFaYk

https://videnskab.dk/krop-sundhed/eksisterer-den-frie-vilje

https://www.livslinien.dk/viden-om-selvmord