Digte

Livet slår legende smut
med min eksistens
henover verdensaltets
dybblå ocean.

Et, To, Tre 
Måske fire hop. 

Tror næsten,
at jeg undslipper evigheden.

Men mit momentum fordamper,
eksistens ophører og synker.

Opløses.

Bliver sanseløst ét med altet. 

En krusning tilbage på overfladen, 
andre smut kan hæves på 
eller snuble i, 
før vi forenes sammen
i mørket på bunden.

Jeg er
undergrund
Lige nu
Er jeg
undergrund
En vulkansk glødende
undergrund
Latent eksplosiv
undergrund
Men jeg er
undergrund
Lige nu

Jeg er fundament,
Velfærdsstat

Dit fundament
Dit eneste fundament
Men du er ikke
længere mit
Og jeg ulmer,

Velfærdsstat

Min hede smelter,
mit blod ætser
Dit fundament

For du er overklasse,
Velfærdsstat

Uden klasse!

Jeg faldt i søvn
Blot et øjeblik
Varede
Drømmen

En illusion
Drømte vi var fri
Vi undslap
Sammen

Høj motorlarm
Skinger metalstøj
Vækker mig
Til død

Jeg fløj ikke
Fra mit mørke sted
Brækker mig
Ensomt

Jeg er tandhjul
I den maskine
Der knuser
Mit barn

Jeg tvinges rundt
Og kan blot se til
Jeg hører
Tårer

Jeg er tandhjul
I den maskine
Der knuser
Mit barn

Mærker hvordan
Livet visner bort
Maskinens
Dødvægt

Morgen
solens hvide lys
tvinger nådesløst
sin vej ind gennem
revner og sprækker
i mine persienner
Ætser fængsels tremmer
i min pandes indre væg

Kontrast
forstærker mørke
Klaustrofobisk tung
ensom forladthed
Solens hvide lys
en ondskabens projektør
brænder som en skærsild
Kun hul skal er tilbage

Døden
hvisker sin gamle
blå sirenesang
lokkende om fred
ro, frihed og fri
Lever jeg endnu en dag
overlever i dag
Eller opgiver mig hen

Vilje
flænser gennem hud
Vågner på timer
oftest en halv dag
med frygtens bælte
strammet hårdt om mit bryst
Lyset smerter øjne
Jeg genopstår fra mørket

I frygtens have
Gror ingen roser
Her er goldt
Mørkt og trist
For hvert et skridt
Jeg tager
Fyldes jeg
Af sorg
Trøstesløsheden
Breder sig
Som en pest
I mit sind
Slår rødder
Og gror fast
Til stilstanden
Er total
Her er intet håb
knap væren