Med hvilken anden ret end min egen overlevelse kan jeg tillade mig at tage et andet levende, sansende væsens liv?
Jeg har tænkt meget over det spørgsmål og belyst det fra to forskellige perspektiver. Det ene perspektiv er en overvejelse om, hvad bevidst liv er og måske ikke er, og hvad det betyder for mit valg. Det andet perspektiv har at gøre med spændingsfeltet mellem natur og kultur.
Kan en krage blive forelsket? Ved den, at den skal dø en dag? Har den venner? Planlægger den sin fremtid? Hvad med en gris, en ko eller en høne… en myg?
Vi bliver stadigt mere bevidste om, at dyrs tanke- og følelsesverdener er langt mere komplekse og sammensatte, end vi hidtil har troet. Flere forsøg tyder på, at dyr rummer sorg, glæde, hengivenhed og frygt og mange andre følelser. Vi ved, at nogle dyr planlægger og er i stand til ret komplekse tankeprocesser, der omfatter fortid, nutid og fremtid, som er begreber, vi ellers kun har tilskrevet mennesker at være i stand til at håndtere. Vi ved, at højerestående dyr endda har et selv, er selvbevidste på et niveau, der minder om os.
Men faktisk mener jeg ikke, at ovenstående er vigtigt.
Vigtigt er derimod en erkendelse af, at jeg personligt intet ved om noget som helst andet levende væsens tankeverden udover min egen.
Alt, hvad jeg tror jeg ved om dyr eller andre mennesker, bygger på mine egne og andres forestillinger, hvor underbyggede de så end måtte være.
Men jeg kan jo ikke blive del af en krages bevidsthed, og opleve verden som den gør. Jeg kan ikke blive del af din bevidsthed, og opleve verden som du gør.
Så i ydmyghed over det faktum, kan jeg ikke retfærdiggøre over for mig selv at tage et andet liv, dyr eller menneske, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvad jeg dermed slutter.
Når løven jager sit bytte på savannen, dræber den for at æde og overleve. Den er underlagt et naturens imperativ. Den kan ikke lige smutte i supermarkedet og købe en færdigret. Når løven jager, så gør den det med overlevelsens ret.
Men når jeg slår ihjel, så er det faktisk ikke nødvendigt. Jeg kan nemlig gå i supermarkedet og købe mig til mad. Jeg behøver ikke slå ihjel for at overleve eller få de næringsstoffer, som er nødvendige for min overlevelse. Jeg er ikke i min civiliserede dagligdag på samme måde underlagt naturens imperativ. Jeg er kultur. Jeg har et valg. Det har løven ikke.
Derfor kan rovdyrs kødspiseri heller ikke retfærdiggøre mit – medmindre jeg er villig til at forkaste kulturen og overgive mig på naturens nåde. Det er jeg næppe.
Med viden og kunnen følger ansvar. Jeg slår jo heller ikke mine børn, bare fordi løven irettesætter sine killinger med et klap. Det civiliserede menneske er på samme tid forbandet og velsignet med evnen til at hæve sig over naturen. Det forpligter, synes jeg.
Konsekvensen af disse overvejelser har gjort, at jeg er blevet vegetar eller snarere veganer wannabe. For var det ikke lige for osten på min hjemmelavede fredagspizza ( billedet herover er fra i fredags – en klassisk margherita ) eller ægget til min morgenmad, så var jeg veganer.
Det har haft konsekvenser for mig at blive vegetar. På helt lavpraktisk niveau betyder det, at jeg laver to forskellige slags mad til aften, da min kone og børn ikke er vegetarer.
Men også i sociale sammenhænge har det haft konsekvenser. Det mærkes især i højtider, hvor traditioner i høj grad er bundet op på at spise noget bestemt.
Fischler anfører, at det, at vi spiser den samme mad, når vi spiser sammen, er med til, at vi kan orientere os i verden, og at dette går tabt, hvis måltidsfællesskaberne bliver individualiseret.
Fra bogen “Madsociologi” side 30
Måltidet er nemlig langt mere end bare mad. Det er en social kontrakt, vi indgår med hinanden. Det er et dannelsesrum, hvor vi socialiserer hinanden ind i bestemte accepterede måder at gøre tingene på.
Måltidet har at gøre med en helt basal del af det at være menneske – at overleve som menneske. Det tilberedte måltid er dér, hvor mennesket transformerer sig fra natur, løven der jager, til kultur, mennesket der tilbereder. Da mennesker slog ild ved bålet og tilberedte det første måltid, da opstod kulturen og mennesket som noget særligt og som en modsætning til naturen. Så betydningen af måltidet kan næsten ikke overdrives.
Da jeg sprang ud som vegetar, satte jeg mig derfor også i et dilemma, for pludselig blev måltidet et muligt konfliktrum, hvor jeg var katalysatoren – fordi jeg gennem min handling kom til at udfordre den dominerende opfattelse omkring bordet, uanset hvor personligt mit valg så end var/er.
Hvad nu hvis ens egen opfattelse af god mad eller god bordskik ikke modsvares af det, der måtte være den dominerende opfattelse omkring bordet? I sådanne tilfælde vil måltidsfællesskabet snarere blive opfattet som noget ubehageligt, man helst vil undgå, frem for som noget attraktivt, man opsøger.
Fra bogen “Madsociologi” side 26
Enten måtte jeg tage den konflikt, jeg vidste ville komme i nogle situationer, eller også måtte jeg vælge at være vegetar hjemme og så spise “normalt” ude efter devisen skik følge…
Der er mennesker i min familie ( ikke min kone og børn ), som ikke forstår mit valg, som føler en sorg over det, netop fordi jeg med min handling udfordrer/forkaster deres måde at leve på – deres madsyn og dermed på sin vis afviser fællesskabet, måltidsfællesskabet.
Det har været svært at håndtere den konflikt og taget nogle år at få “normaliseret” den nye situation, hvor jeg ikke spiser det samme som andre omkring det traditionsrige og -tunge julebord.
Der var da heller ingen tvivl om, at hjemmevegetarideen ingen reel gang havde på jord. Den var ganske enkelt uærlig over for mig selv og urimelig overfor en given vært. Hvilken vært har lyst til at tilberede og servere mad, som gæsten ikke vil/kan spise? Jeg har i hvert fald ikke.
Savner jeg kød? I starten gjorde jeg. Og især bacon. Faktisk var jeg de første måneder baconvegetar og brugte bacon på min fredagspizza. Men jeg kunne ikke retfærdiggøre det over for mig selv og holdt op. I dag savner jeg slet ikke kød. Jeg bruger heller ikke køderstatninger, undtagen i burgere, men nyder at bruge råvarerne på deres egne præmisser for hvad de er.
I forhold til vitaminer og mineraler, spiser jeg æg og ost og får derigennem B12, som ellers kun kan fås ad animalsk vej. Omega-3 er en anden udfordring, men den kan i dag dækkes med algeolie.
Skal du så være vegetar? Det kan kun du selv afgøre. Der findes ikke noget rigtigt eller forkert svar. Ovenstående er mine overvejelser. Du kan have gjort dig nogle ganske andre. Vores måde at tænke og handle på er et resultat af de oplevelser og erfaringer, vi hver især er blevet udsat for eller har gjort os gennem livet. Derfor gør jeg mig heller ikke til dommer over dit valg, hvis du eksempelvis nyder en god bøf. Mit ærinde er ikke at omvende nogle, men at forklare mit perspektiv og måske inspirere og kvalificere dit valg – også selvom det er at spise kød 🙂
Det eneste jeg måske vil kræve af dig – hvis du spørger(!) – er, at du gør dig en bevidst overvejelse om de valg du træffer.
Og klimaet? Det har haft 0 (nul) indflydelse på mit valg om at blive vegetar. Men det er bestemt en fin bivirkning, at jeg dermed nedsætter mit personlige CO2-udslip ganske betragteligt ved ikke at spise kød. Jeg var såmænd nok blevet vegetar i dag pg.a. klimaet, hvis jeg ikke i forvejen havde været det med udgangspunkt i ovenstående overvejelser.