Hvis du går med selvmordstanker, så tal med nogen om det! Du er ikke alene, og der er hjælp at få. Kontakt eventuelt Livslinjen eller Sct Nicolai Tjenesten. Begge steder kan man henvende sig anonymt. Sidstnævnte drives af Kirkens Korshær.
Tankeeksperiment
Du og jeg står sammen.
Solen skinner, og vi er begge i godt, nej glimrende humør.
Jeg har en kæmpe bunke af mursten, solide røde teglsten, og vi har aftalt at vi vil teste, hvor stærk du faktisk er. Du er i god form og træner flere gange ugentligt, spiser sundt og får din søvn. Du er ret stærk – ja imponerende stærk!
Vi spænder kurve fast til din krop med stærke remme – de skal jo kunne holde til vægten.
Jeg begynder at læsse stenene på dig. Én for én og i rask tempo.
I starten kan du sagtens løfte og bære, men efterhånden tynger vægten dog.
På et tidspunkt begynder det at gøre en smule ondt i kroppen og du siger, at nu kan du snart ikke klare mere.
Jeg smiler og svarer, at det kan du sagtens – du er jo ret stærk, ved jeg.
Du er enig, smiler anstrengt og samarbejder loyalt.
Der går dog ikke længe før dit smil er forvandlet til en grimasse skåret i sten og sveden pibler frem overalt på dit ansigt.
Nu kan du altså ikke mere, lader du mig forstå – og vil smide stenene.
Men det kan du ikke, for den anordning vi lavede, så du kunne løfte så mange sten som muligt gør, at du ikke længere har armene fri.
Du vælger derfor at synke i knæ, at give efter i benene under vægten af stenene. Din stemme ryster nu, og du er tydeligt presset.
Jeg bliver ved at smide sten på dig. En efter en går det, stadig i rask tempo. Solen skinner – det er en herlig sommerdag og du er stærk -så fantastisk stærk.
Du skriger nu. Vægten af stenene har knust en knogle et sted og det gør voldsomt ondt på dig.
Jeg hører det ikke rigtigt gennem muren af sten, men fortsætter med at øge vægten med de røde teglsten.
Pludselig er du stille. Helt stille.
Du valgte at give op – overgive dig. Jeg smider et par sten mere – for at se, om det ikke bare er noget, du foregiver, men den er vist god nok.
Og stenene – de røde teglsten – var da vist heller ikke SÅ røde til start.
Du havde en grænse for din formåen åbenbart og trods alt.
Vi troede det ikke, da vi gik i gang – ingen af os.
Selvmord er ikke et valg
SELVMORD er ikke et valg. Selvmord er den naturlige konsekvens af, at det enkelte menneskes smerte overstiger dets evne til at håndtere smerten.
Selvmordet kan synes som et valg for de mennesker, som står på sidelinjen – ganske som når du tog valget og sank i knæ under vægten af sten.
Men i det øjeblik er det jo bare også det ENESTE valg – og det er netop hele pointen: At det menneske, der begår selvmord gør det, fordi det er det ENESTE valg – den sidste strategi for håndtering af en ubærlig smerte.
Anerkender du denne pointe, vil du forstå, hvorfor jeg anklager den danske stat og de danske kommuner for at begå uagtsomt manddrab.
For mennesker i jobcentrene begår ikke selvmord. De bliver ganske enkelt dræbt af systemet under vægten af de sten, der blev smidt på dem. Sådan var det også for Leif. Husker du mon ham?
Og mennesker i udrejsecentrene, eksempelvis Ellebækfængslet, begår ikke selvmord – de presses i døden af såkaldte motivationsfremmende tiltag, designet til at påføre dem mest muligt ubehag, sten for sten.
Er du stadig i tvivl?
Så lov mig at gøre dette eksperiment i eftermiddag:
Snør dine løbesko og løb så en tur. Du skal lægge ud med at løbe stærkt – ikke sprinte, men næsten. Hold den fart og blev ved.
På et tidspunkt efter 3-8 minutter alt efter form, vil du opleve, at testen ikke længere giver mening.
At det hele er lidt latterligt. At du bare kan lade være med at løbe. Ingen ser dig alligevel.
Din hjerne opfinder pludselig et hav af undskyldninger for at holde op med at løbe stærkt.
Og uden du selv er klar over det, vil tempoet sænkes og måske stopper du helt. Du tog et valg. Men kunne du være fortsat i det tempo 5 min længere? 10 min?
Alle har en grænse – den er forskellig for os, fordi vi er forskellige og kommer til verden med hver vores bagage, men den er der.
At tro andet er udtryk for uvidenhed.
Den udsatte, syge og arbejdsløse løber også – stærkt.
Problemet er bare det, at de har en bil lige bag sig, der ikke sænker farten, når de selv gør!
Hvorfor dette indlæg?
Dette indlæg er skrevet med udgangspunkt i en personlig erfaring tidligere i mit liv. Jeg kom ud på den anden side, efter jeg havde stået på kanten af livet og indset en for mig endegyldig sandhed – jeg skal dø. Døden kommer på et tidspunkt og udfrier mig fra smerten, uanset hvad jeg gør. Deri fandt jeg styrken til at fortsætte livet, og tog derfor ikke det ekstra skridt.
Jeg var stadig et sted, hvor jeg kunne vælge – og heldigvis for det. Det er nemlig ikke alle forundt. Nogle er kommet forbi det frie valgs barriere, hvor selvmordet ikke længere er et valg, men et tvingende vilkår – der var jeg ikke!
Jeg synes det er forstemmende, at vi som samfund accepterer, at der iværksættes tiltag overfor udsatte borgere, det være sig arbejdsløse, syge, asylansøgere og børn, som er så barske, at nogle af disse mennesker i sidste ende dør af det.
Min personlige erfaring har lært mig noget vigtigt om selvmordets anatomi, og jeg håber, at jeg kan bringe denne erfaring i spil. Når systemets tiltag tvinger mennesker på kanten, så er man gået for langt.
Hvis du vil læse mere om selvmord
https://psychcentral.com/blog/is-suicide-a-free-choice-or-a-false-choice/
http://www.suicide.org/suicide-is-not-a-choice.html