Nøj, det’ IKKE for børn!

Nøj, det’ IKKE for børn!

Nøj, det’ IKKE for børn! 1200 628 Christian

Hvor er der en voksen?

Jeg er 13 måneder gammel. Jeg er netop begyndt i vuggestuen. Men jeg er angst, for jeg ved ikke, hvem de voksne er. De skifter ofte, og jeg når slet ikke at knytte mig til en bestemt, før vedkommende igen er væk. Det gør mig utryg.

Jeg er 14 måneder gammel. Jeg er virkelig ked af det og savner min mor og far. Jeg græder utrøsteligt i mere end 50 minutter. De voksne siger jeg er forkælet, at jeg er en kæmpe egoist. Ingen trøster mig.

Jeg får lov at gå længe med en fyldt ble. Der er simpelthen ikke tid til at skifte den. Det rigtig gør ondt og ætser hul i huden. Jeg græder. Da mine forældre henter mig, må de skrabe afføringen af mine røde og sårede numse og ben. Der var ikke tid til mig.

Jeg vågner i barnevognen – jeg græder. Andre græder også, men bliver ikke taget op. Der er ikke tid til mig. Jeg er ikke noget værd, ikke nok værd. Min gråd stilner af og jeg trækker mig ind i mig selv. Til sidst bliver jeg taget op, men jeg har lært lektien!

Jeg er to år gammel. Jeg spiser middagsmad. Jeg sidder ved bordet med tre andre på min alder. Hvor er der en voksen? Hvem har tid til mig? Til os? Når jeg at få 15 minutters voksenkontakt i dag?

Jeg er her, men er jeg her?

Er der en voksen?

Jeg er 4 år gammel nu. Jeg er i børnehaven. Jeg falder og slår mig på legepladsen. Jeg bliver ked af det, men jeg gør mig hård. jeg græder ikke, for ingen hører mig alligevel. Jeg er ikke værd at bruge tid på.

Er der en voksen? Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke se nogen. Jeg passer mig selv der på legepladsen. Jeg er så bange og føler mig så alene og ligegyldig. Jeg er frustreret og sparker en af de andre. Og så var der var en voksen. Jeg må ikke sparke!

Jeg sover dårligt om natten. Jeg har svært ved at falde i søvn. Jeg har en uro i kroppen. Jeg er stresset og angst.

Der er ikke en voksen.

Jeg er startet i 0. klasse. Jeg har ingen tillid til voksne. Ingen vil mig det godt. Jeg er udadreagerende. Jeg kan ikke sidde stille på min stol, og forstyrrer konstant de andre børn.

Jeg er et problem nu, og skal jeg udredes. Måske skal jeg have nogle piller, måske er der noget galt med mig. Måske er det derfor, de voksne ikke ville have med mig at gøre. Jeg er forkert. Det er min skyld!

Jeg følger ikke godt med i timerne og klarer ikke stopprøven efter 0. klasse. Jeg må gå om. Allerede inden jeg fik begyndt, lykkedes det mig at dumpe. Mine klassekammerater forsvinder videre, men det er egentlig også lige meget. For de kunne ikke lide mig. Det kan de voksne heller ikke. Jeg er et problem. Jeg er i vejen. Det er min skyld.

Jeg er alene!

Jeg er ti år gammel. Jeg har fundet nogle ældre venner, som godt gider mig.

Vi laver ballade og larm, når vi er sammen. Stjæler og maler grafitti. Men jeg bliver snuppet. Jeg skal foran en dommer nu. Jeg skal mærke konsekvensen af mine handlinger, siger de voksne.

Nu er der voksne, og de ser på mig med bekymrede og stramme, konsekvente miner. Jeg er et problem. Det er min skyld. Jeg bliver smidt ud af skolen, fordi de ikke kan give mig et passende tilbud. Jeg er et problem. Det er min skyld.

Jeg er 14 år gammel. Jeg går i 8. klasse. Jeg er der stort set aldrig, for jeg kan ikke holde det ud. Jeg kan ikke følge med. Jeg er ham den farlige. Ham, man skal passe på.

Jeg erklæres ikke-uddannelsesparat, men det er nu lige meget. Jeg ved godt, at jeg ikke er noget værd, at jeg er ligegyldig – et problem.

Jeg er et problem. Jeg skulle aldrig være blevet født. Det var en fejl. Jeg hører ikke til her. Det gør ondt, men jeg kan ikke se smerten nogle steder, for den er indeni.

I september 2014 udgav Vidensråd for Forebyggelse en rapport om børn og unges mentale helbred. Rapporten er ikke læsning for sarte sjæle. Her er nogle af resultaterne:

  • Fra 1988 – 2010 er forbruget af hovedpinemedicin næsten fordoblet blandt børn og unge.
  • Hver femte 10-24-årig føler sig ofte stresset.
  • Markant stigning i perioden 1984-2010 af børn, der sover dårligt.
  • 5-18% af børn og unge føler sig ensomme.
  • 20-25% af unge har prøvet at skade sig selv.
  • Forekomst af medicineret ADHD er ti-doblet på ti år.
  • Autisme er steget fra få promille til ca. 1% i de sidste 20 år.
  • Angst, depression og svære tvangstanker er steget og problemerne sætter tidligere ind over de sidste 20 år.
  • Antallet af unge med spiseforstyrrelser er steget.
  • Antallet af børn og unge med psykose er fordoblet det sidste årti.
  • Antallet af selvmordsforsøg er steget voldsomt – blandt unge piger mere end 3-doblet over de sidste årtier.

Hvis vores velfærdsstat her i et af verdens rigeste lande ikke magter at give børn en god, udviklende og tryg barndom, hvor der er plads til latter og leg, hvad skal vi så med den? Hvad er egentlig pointen?

Som det er nu begår vores velfærdsstat systematisk overgreb på børn. Og var staten en forælder, ville børnene forlængst være tvangsfjernet.

Sådan er det ikke. Men det er snart valg. Så lad os sammen tvangsfjerne de uansvarlige politikere fra deres taburetter i Folketinget og sætte nogle mennesker istedet, som vægter børns forhold højere end skattelettelser, fangeøer, omfartsveje og vildsvinehegn.

Hvis man vil vide mere om, hvad det gør ved børn, når de bliver ignoreret, så kan man starte med at se dette korte klip på Youtube “Still Face Experiment” – hvis man altså kan holde det ud:

1 kommentar
  • Meget rammende og trist læsning.
    Men det stopper jo desværre ikke ved vores børn.
    Der er rigtig mange ting som viser en grim tendens indenfor politik.
    Levebrøds politikere er den nye pest i Danmark
    Politikere der hytter eget skind fremfor folkets interesser.
    Pengemænd og store firmaer der har betalte folk til at få politikerne til at gå deres ærinder og dreje loven og reglerne efter deres bedste, men hvad der er værst er at det hele foregår åbenlyst og ingen reagere 😢
    Men måske sådanne tiltag kan skubbe vores politikere i den rigtige retning 🤞