Relationstabet

Relationstabet

Relationstabet 1200 628 Christian

Jeg tror at vores nuværende samfundsstruktur er i modstrid med et grundlæggende menneskeligt vilkår.

Et vilkår, som er blevet formet gennem titusinder af års evolution. Vi mennesker trives i små og tætte samfund med mange flerstrengede og stærke relationsforbindelser med hinanden. Det er simpelthen sådan vi har kunnet leve og overleve.

Og det er sådanne forhold, vores sociale hjerne er udviklet til at fungere og navigere i.

I det følgende skelner jeg mellem på den ene side pligt-relationer og lyst-relationer og på den anden en- og flerstrengede relationsforbindelser.

En pligtrelation er en, man har med det andet menneske, fordi denne relation er afgørende for ens fortsatte liv og måske endda eksistens.

En lystrelation er en, man har med det andet menneske, fordi man har lyst. Denne relation er ikke direkte afgørende for ens liv eller eksistens.

En enstrenget relationsforbindelse er en relation, der bygger på kun ét forhold med det andet menneske. Det kan være en kærlighedsrelation og kun det – eller en kunde-/sælger-relation og kun det.

En flerstrenget relationsforbindelse er en relation, der bygger på flere forhold med det andet menneske. Det kan være en kærligheds- og arbejdsrelation, som eksempelvis en medhjælpende ægtefælle på en gård eller i et familiefirma.

Man kan se det enkelte menneske som forankret i fællesskabet gennem sine relationer til andre.

Udviklingen de sidste ca. 200 år har gjort op med dette vilkår og skridt for skridt revet det enkelte menneskes relationer op med rode og fundamentalt redefineret hvilke typer af relationer vi har til og med hinanden.

Eller mere præcist er vi gået fra et samfund, hvor flerstrengede pligtrelationer har været bærende til et samfund, hvor enstrengede lystrelationer er bærende.

Jeg tror, at det er de manglende relationer i det nære, der gør, at folk smider affald i naturen, snyder i SKAT, undlader at melde afbud til aftaler, bliver lynskilt, skifter jobs, flytter mange gange i løbet af et liv osv – vi har simpelthen ikke længere noget på spil for alvor i forhold til hinanden, men er blevet frie på godt og ondt.

Lad mig give nogle af de nedslag, jeg har fundet:

1. Industrialiseringen

Med industrialiseringen følger jernbanedrift og urbanisering. Menneskets mobilitet bliver kraftigt forøget og nye og mindre stærke fællesskaber opstår i bysamfundene.

Det enkelte menneske orienterer i højere grad sine relationer efter interesseforhold – arbejderne i den socialdemokratiske bevægelser og fagforeningerne eksempelvis.

Men der er samtidig stadig flest landsbysamfund, hvor livet går videre stort set uændret, hvad relationer angår. Man vokser op, lever og dør blandt de samme mennesker. Man er stadig afhængig af hinanden, og pligtrelationerne bærende for fællesskabets opretholdelse.

2. Bilen

Bilen skaber afstand mellem mennesker på mere end en måde.

Bilens fremkomst øger menneskets mobilitet yderligere og muliggør, at man kan arbejde længere fra sin bopæl end tidligere. Det enkelte menneskes geografiske spillerum udvides markant.Samtidig sker der noget andet.

For selvom bilen i starten er åben, bliver den hurtigt af praktiske grunde overdækket. Derved mister man muligheden for at hilse på dem, man møder på sin vej. Bilen kommer imellem mennesker og på vejen ser man ikke længere andre mennesker, men andre biler – tingsliggørelse. Denne tingsliggørelse kan måske være en af forklaringerne bag road-rage og måske er den samme mekanisme på spil, som når mennesker går amok på SoMe. Her sidder man også bag en skærm og ser ikke det andet menneske – man ser blot teksten, anonym og uden mimik.

3. Fjernsynet

Fjernsynets indtog forandrer markant, hvordan vi som mennesker er sammen og endnu vigtigere hvornår og hvor ofte.

Min mormor fortalte mig, at de plejede at gå på besøg hos hinanden og spille kort om aftenen ude på gårdene.

Besøgene var ikke aftalt, men en del af det uformelle samvær mellem mennesker, som eksisterede før fjernsynets indtog i dagligstuen. På mange måder er der her tale om både lyst- og pligtrelation. Lyst, fordi man havde lyst til samværet, men også pligt, fordi man var afhængig af hinanden og forståelsen for hinanden. Uden den ville livet i de nære samfund ikke kunne eksistere.

I dele af Sydeuropa og England har man stadig en pub-kultur, hvor man mødes ude i byen som en naturlig del af livet. Sådan er det ikke længere i Danmark – her sidder vi hver især i vores parcel. Det uformelle fællesskab og samvær er væk.

4. Velfærdsstaten

Med den voksende rigdom og mobilitet vokser nye behov frem og ideen til en velfærdsstat opstår for alvor.

Langsomt men sikkert overtager og monopoliserer velfærdsstaten de mellemmenneskelige pligtrelationer. Man behøver ikke længere at få børn for at undgå fattiggården som gammel – man bliver passet af systemet. Det samme gælder, når man bliver syg, eller ens børn skal passes og i livets mange andre forhold.

Det enkelte menneskes direkte afhængighed af andre mennesker opløses og tilbage står vi med lyst-relationerne, som indtil nu ikke har været hverken bærende eller vigtigst i menneskelivet.

Det er et paradoks, at velfærdsstaten har medført, at vi i de nye generationer, der ikke har oplevet kampen, er blevet fremmedgjorte over for fællesskabet og over for de mellemmenneskelige relationer, som velfærdsstaten i virkeligheden bygger på og omfordeler.

I dag er vi kommet dertil, hvor stort set intet menneske længere er direkte afhængig af andre mennesker. Kan du nævne en relation til et andet menneske, der er nødvendig for dit fortsatte liv og overlevelse?

Friheden for det enkelte menneske har en stor pris. I dag bliver bliver mennesker skilt i flæng – fordi de flerstrengede pligtrelationer i ægteskabet som eksempelvis også et arbejdende fællesskab er væk. Ægteskabet bæres ofte i dag kun af en lystrelation, og er man ikke tilfreds, bliver man skilt på borger.dk.

Man kan også fravælge sine børn, hvilket overraskende mange gør. Man kan skifte bopæl og job i en uendelighed – i dag er det sjældent syn, at nogle er 25 år på samme arbejdsplads. Det anses vel ligefrem som underligt og forkert. Og vennerne ordner man på gule sedler og sender de ikke-givende ud i mørket uden større tanke.

Med de manglende pligtrelationer på det mellemmenneskelige niveau sker der noget med vores måde at tænke på. Man kan nemlig ikke have en meningsgivende relation med en (velfærds)stat

5. Kvinderne på arbejdsmarkedet

Med kvindernes vej ud på arbejdsmarkedet forsvinder den sidste geografiske forankring i fællesskabet og alt bliver flydende.

Da kvinderne kommer ud på arbejdsmarkedet sker der to ting. For det første opstår og/eller øges behovet for et helstøbt velfærdssystem, der kan håndtere og træde ind i alle livets forhold. Dernæst – og det er lige så vigtigt – så forsvinder den sidste geografiske forankring af det fællesskab, der måtte være tilbage. For med hjemmegående kvinder, var der et fællesskab kvinderne imellem, som holdt den sidste rest af samfund og mellemmenneskeligt fællesskab i live. Den forsvinder med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Og det gør den Især fordi ingen mænd vælger at rykke hjem til kødgryderne og bleskift!

6. Institutionaliseringen af børnelivet

I dag skal alle børn i dagpleje/vuggestue og børnehave. Tidligere voksede barnet op i nære rammer omgivet af mennesker, som barnet ville komme til at kende gennem hele livet.

Sådan er det ikke i dag. Barnet møder nu et utal af mennesker på sin vej. De børn, som vokser op i dag, vokser op uden nogle faste anker-personer i deres liv. Det betyder, at de reelt set bliver både historie- og relationsløse i egne liv.

De mange forskellige relationer og den mindre voksenkontakt i det hele taget kan måske være medvirkende til, at mange børn og unge i dag er meget stressede og deprimerede – og at mange børn får diagnoser påhæftet. Det, at der ikke findes nogle mennesker, som kender ens egen historie til bunds kan vise sig at blive afgørende for vores evner til i fremtiden at indgå i længerevarende relationer.

7. Afstanden mellem politikere og borgere

I 1866 var der 14.000 borgere pr. folketingspolitiker. Tæller man medlemmer af Landstinget med, var tallet nede på 8.400. I dag er der næsten 34.000 borgere pr. folketingspolitiker.

Man kan altså hævde, at det repræsentative element i vores demokrati er blevet udvandet kraftigt det sidste 150 år, fordi antallet af pladser i vores parlament ikke er fulgt med udviklingen i befolkningen. Det samme gør sig gældende på kommunalt niveau, hvor den enkelte kommunalbestyrelse med kommunesammenlægningen er rykket væsentligt længere væk fra borgerne.

Langt de fleste kan måske nævne borgmesterens navn, men når det kommer til de andre kommunalbestyrelsesmedlemmer og fordelingen på listerne, kommer de fleste til kort. Med andre ord er det repræsentative element i vores demokratiske og politiske system i stykker.

Den sociale kapital er opbrugt

Når det først er gået rigtigt galt inden for de sidste 20-30 års tid skyldes det, at velfærdssystemet har lukreret på den sociale kapital, der har været opsparet gennem hundredvis af år i de små nære samfund. Vi har haft tillid til hinanden i disse samfund og i høj grad overført denne tillid til systemet.

Det har blandt andet kunne lade sig gøre, fordi vi i første omgang mødte systemet i form af kendte ansigter – kommunen var tæt på borgerne og det samme gjaldt dens institutioner – skoler, plejehjem mm. Et langt stykke tid arbejdede vi stadig trods bil og mobilitet lige der, hvor vi boede og havde således flerstrengede (lyst)-relationer med systemets mennesker. Vi mødte vores børns lærer i Brugsen, idrætsforeningen osv.

Sådan er det ikke i dag. Folk arbejder og bor ikke længere samme sted. Alle offentlige institutioner er i stigende grad blevet centraliseret og dermed også anonymiseret. De kendte ansigter er væk. Og de relationer vi oparbejder er kortvarige og sags-bestemte.

Det bringer os til en vigtig pointe: Man kan ikke have tillid uden relationer.

Relationerne er det, der bærer og nærer tillid mellem mennesker. Uden relationer ingen tillid. Og man kan ikke have relationer til en ting eller et system. Så derfor er vores tillid til velfærdssystemet og det politiske system i dag helt i bund.

Jeg mener, at vi står med en meget stor opgave foran os. Vi skal ikke tilbage til de små samfund og der er ingen grund til at romantisere dem. Livet var hårdt, den gang min mormor gik på aftenbesøg hos naboens.

Men vi er nødt til at gentænke vores systemer og indrette dem på en måde, så de ikke modarbejder det menneskelige behov for relationer, men i stedet udnytter vores indbyggede relationsmekanismer.

Jeg kan umiddelbart se to baner, der skal arbejdes på. Den ene handler om at give velfærdsstaten et menneskeligt ansigt. Vi må simpelthen have mennesker væk fra kontrol-arbejdet og ud i frontlinjen. SKAT kan ikke være en centraliseret enhed – der må være skattearbejdere i de større byer, som kender deres borgere og kan håndtere de skattesager, der måtte være.

Vi må have flere mennesker på banen i daginstitutioner og skoler, som har tid til børn og unge og som følger dem på den lidt længere bane. Et konkret eksempel her kan gives fra skoleverdenen, hvor man mange steder i lang tid har arbejdet på 3 trin; indskolings-, mellem- og udskolingstrin. Ved hvert skift fik eleven nye lærere og der er således ingen, som følger barnet gennem hele skoletiden. Her tror jeg, at man skal arbejde både vertikalt og horisontalt på skolerne. Nogle lærere må være aldersgeneralister og følge eleverne fra start til slut og andre må være aldersspecialister og arbejde på det enkelte trin.

Den anden bane vedrører vores politiske system og struktur.

Tillidskrisen i dansk politik er ikke noget, man lige løser. Den har simpelthen rod i et strukturelt forhold og må derfor også løses på det niveau.

Med andre ord har vi brug for at gentænke hele det politiske system og udvikle et nyt system, der kan kompensere for den nye virkelighed.

Grundloven, som vi kender den, er ikke forældet pg.a. alder, men simpelthen fordi tiden i dag er en markant anden, end tiden var i 1849, før industrialisering, før velfærdssystem og før internet.

Jeg mener, at vi behøver en ny Grundlov, der understøtter relationsdannelsen i samfundet på nye måder. Et eksempel kunne være indførslen af en generel borgerpligt som erstatning for værnepligten. Lad alle borgere komme ud og aftjene deres borgerpligt i en samfundsinstitution.

Samtidig mener jeg, at man bør ændre det politiske system radikalt med indførsel af et trekammersystem, hvor det ene kammer er et borgerting, det andet et kommuneting og det tredje et professionelt politisk og folkevalgt ting. Jeg har skrevet et fuldt grundlovsforslag, som man pt. kan se på Facebook her: https://www.facebook.com/notes/ny-grundlovdk/forslag-til-ny-grundlov/1866037113721012/.

Mere læsning

https://videnskab.dk/kultur-samfund/tillid-skaber-velfaerdsstaten-ikke-omvendt

https://www.avisen.dk/ny-maaling-to-ud-af-tre-danskere-har-lille-tillid-ti_502668.aspx

http://nyheder.tv2.dk/krimi/2019-05-21-ny-maaling-viser-meget-lav-tillid-til-politiet