Malala Yousafzai modtog i december 2014 sammen med Kailash Satyarthi Nobels fredspris for deres fælles arbejde med at skaffe børn og unge uddannelse. Jeg har ikke kunnet finde talen på dansk og her derfor oversat den herunder. Har du forslag til forbedringer, så meld endelig tilbage. Talen er oversat herfra og kan ses herunder:
Bismillah hir rahman ir rahim.
I Guds navn, den mest barmhjertige, den mest velgørende.
Deres majestæter, Deres kongelige højheder, fremtrædende medlemmer af den norske nobelkomité,
Kære søstre og brødre, i dag er en dag med stor lykke for mig. Jeg er ydmyg over, at Nobelkomitéen har valgt mig til denne dyrebare pris.
Tak til alle for jeres fortsatte støtte og kærlighed. Tak for de breve og kort, jeg stadig modtager fra hele verden. Jeres venlige og opmuntrende ord styrker og inspirerer mig.
Jeg vil gerne takke mine forældre for deres ubetingede kærlighed.
Tak til min far for ikke at stække mine vinger og for at lade mig flyve.
Tak til min mor for at inspirere mig til at være tålmodig og altid tale sandheden – som vi stærkt tror er islams sande budskab. Og også tak til alle mine vidunderlige lærere, som inspirerede mig til at tro på mig selv og være modig.
Jeg er stolt, faktisk jeg er meget stolt, af at være den første Pakhtun, den første pakistaner, og yngste person der modtager denne pris. Jeg er samtidig ret sikker på, at jeg også er den første modtager af Nobels fredspris, der stadig slås med sine yngre brødre. Jeg ønsker fred overalt, men mine brødre og jeg arbejder stadig på sagen.
Jeg er også beæret over at modtage denne pris sammen med Kailash Satyarthi, der har været en forkæmper for børns rettigheder i lang tid. Faktisk to gange så lang tid, som jeg har levet. Jeg er stolt af, at vi kan arbejde sammen og gennem samarbejdet vise verden, at en inder og en pakistaner kan arbejde sammen og nå et fælles mål om børns rettigheder.
Kære brødre og søstre, jeg blev opkaldt efter den inspirerende Malalai af Maiwand, som er den pakistanske Jeanne D’arc. Ordet Malala betyder sorg, bedrøvet “trist”, men for at tilføje noget lykke og glæde til navnet, kaldte min bedstefar mig altid ”Malala – Den lykkeligste pige i verden” og i dag er jeg meget taknemmelig og glad for, at vi er sammen i kampen for en vigtig sag.
Denne pris er ikke kun min. Den er de glemte børns, dem der ønsker uddannelse. Den er de bange børns, dem der ønsker fred. Den er de stemmeløse børns, dem der ønsker forandring.
Jeg er her for at stå op for deres rettigheder, for at hæve deres stemme …
Tiden er ikke til at ynke dem.
Tiden er ikke til at ynke dem.
Tiden er til handling, så det bliver sidste gang, sidste gang, så det bliver den sidste gang, vi ser et barn, der er frataget uddannelse.
Jeg oplever, at folk beskriver mig på mange forskellige måder. Nogle kalder mig den pige, som blev skudt af talebanerne. Og nogle, den pige, der kæmpede for sine rettigheder. Nogle mennesker kalder mig nu en “Nobelprisvinder”.
Men mine brødre kalder mig stadig den irriterende, kommanderende søster. Så vidt jeg ved, er jeg bare en engageret og endog stædig person, der ønsker at se, at hvert barn får en kvalitetsuddannelse, som ønsker at se kvinder have lige rettigheder og vil have fred i hvert hjørne af verden.
Uddannelse er et af livets velsignelser – og en af dets fornødenheder. Det har været min erfaring i løbet af mit livs 17 år. I mit paradishjem, Swat, elskede jeg altid at lære og opdage nye ting. Jeg kan huske, hvordan mine venner og jeg dekorerede vores hænder med henna ved særlige lejligheder.
Og i stedet for at tegne blomster og mønstre, malede vi vores hænder med matematiske formler og ligninger.
Vi havde en tørst efter uddannelse,vi havde en tørst efter uddannelse, fordi vores fremtid var lige der – i klasseværelset. Vi sad og lærte og læste sammen. Vi elskede at gå i pæne og nydelige skoleuniformer, vi sad med store drømme i vores øjne. Vi ønskede at gøre vores forældre stolte og bevise, at vi også kunne udmærke os i vores studier og nå de mål, som nogle mennesker kun tror, at drenge kan.
Men tingene forblev ikke de samme. Swat skiftede pludselig fra at være et sted for turisme og skønhed til et sted for terrorisme. Jeg var kun ti år, da mere end 400 skoler blev ødelagt. Kvinder blev pisket. Folk blev dræbt. Og vores smukke drømme forvandlede sig til mareridt.Uddannelse gik fra at være en ret til at være en forbrydelse.
Piger blev hindret i at gå i skole. Da min verden pludselig ændrede sig, gjorde mine prioriteter det også.
Jeg havde to muligheder. Den ene var at forblive tavs og vente på at blive dræbt.
Og den anden var at sige min mening og derefter blive dræbt.
Jeg valgte den anden.
Jeg besluttede at sige min mening.
Vi kunne ikke bare stå og se på terroristernes uretfærdigheder, der nægter vores rettigheder, der hensynsløst dræber mennesker og misbruger Islams navn. Vi besluttede at hæve vores stemme og fortælle dem: Har du ikke lært, har du ikke lært, at i Den Hellige Koran siger Allah: Hvis du dræber en person, er det som om du dræber hele menneskeheden?
Ved du ikke, at Mohammad, fred være med ham, nådens profet, siger; skad ikke dig selv eller andre.Og ved du ikke, at den hellige Korans første ord er ordet ”Iqra”, hvilket betyder ”at læse”?
Terroristerne prøvede at stoppe os og angreb mig og mine venner, der er her i dag, på vores skolebus i 2012. Men hverken deres overbevisning eller kugler kunne vinde.
Jeg fortæller ikke min historie, fordi den er unik, men fordi den ikke er.
Den er mange pigers historie.
I dag fortæller jeg også deres historie.
Jeg har taget nogle af mine søstre med fra Pakistan, fra Nigeria og fra Syrien, som deler denne fortælling. Mine modige søstre Shazia og Kainat blev også skudt denne dag på skolebussen, men de er ikke holdt op med at lære og uddanne sig. Og min modige søster Kainat Soomro blev udsat for ekstrem vold og misbrug. Hendes bror blev dræbt, men hun gav ikke op.
Og så er der mine søstre, som jeg har mødt gennem Malala fonden. Min 16 år gamle og modige søster, Mezon fra Syrien, som nu lever i en flygtningelejr i Jordan og går fra telt til telt for at opmuntre piger og drenge til at lære.Og min søster Amina, fra det nordlige Nigeria, hvor Boko Haram truer og hindrer, ja endda kidnapper piger for blot at ønske at gå i skole.
Selvom jeg ser ud som kun én pige, selvom jeg ser ud som kun én pige, én person, 5 fod og 2 tommer høj, hvis man inkluderer mine høje hæle ( hvilket betyder, at jeg kun er 5 fod høj ), så er jeg ikke kun én stemme, jeg er ikke kun én stemme, jeg er mange.
Jeg er Malala.
Men jeg er også Shazia.
Jeg er Kainat.
Jeg er Kainat Soomro.
Jeg er Mezon.
Jeg er Amina.
Jeg er alle de 66 millioner piger, som fratages uddannelse. Og i dag hæver jeg ikke min stemme, men 66 millioner pigers stemmer.
Sommetider kan folk godt finde på at spørge mig, hvorfor piger skal gå i skole, hvorfor det er vigtigt for dem. Men jeg tænker, at det væsentlige spørgsmål er; hvorfor skulle de ikke gå i skole, hvorfor skulle de ikke have ret til at gå i skole?
Kære søstre og brødre, i dag ser vi i halvdelen af verden hastig fremgang og udvikling. Men der er stadig mange lande hvor millioner endnu lider af meget gamle problemer som krig, fattigdom og uretfærdighed.
Vi ser stadig konflikter, hvor uskyldige mister deres liv, og børn bliver forældreløse. Vi ser mange mennesker blive flygtninge i Syrien, Gaza og Irak. I Afghanistan ser vi familier, som dræbes i selvmordsangreb og bombes.
Mange børn i Afrika har ikke adgang til uddannelse på grund af fattigdom. Og som sagt ser vi stadig – vi ser stadig piger, som ikke er frie til at gå i skole i det nordlige Nigeria.
Mange børn i lande som Pakistan og Indien, som Kailash Satyarthi nævnte, mange børn specielt i Indien og Pakistan fratages deres ret til uddannelse som følge af sociale tabuer/kontrol, eller de tvinges i ægteskab eller arbejde.
En af mine meget gode skolekammerater, lige så gammel som jeg og en modig pige fyldt med selvtillid, drømte om at blive læge. Men hendes drøm forblev en drøm. Da hun var 12 år, blev hun tvangsgift. Og snart efter fødte hun en søn. Hun fik et barn, mens hun stadig selv kun var et barn – blot 14 år gammel.
Jeg ved, at hun var blevet en meget dygtig læge. Men hun kunne ikke… fordi hun var en pige.
Hendes fortælling er grunden til, at jeg dedikerer Nobels Fredspris’ penge til Malala Fund, så den kan hjælpe piger med at få en kvalitetsuddanelse overalt, hvor som helst i verden og hjælpe dem til at få en stemme. Det første, denne hjælp vil gå til, er der, hvor mit hjerte er, at bygge skoler i Pakistan – og specielt i mit hjem, Swat og Shangla.
I min egen by er der stadig ingen skole for piger. Og det er mit ønske og mit løfte og nu også min udfordring at bygge en, så mine venner og søstre kan gå i skole og få en kvalitetsuddannelse og dermed muligheden for at opfylde deres drømme.
Det er her, jeg vil begynde, men ikke her jeg vil stoppe. Jeg vil fortsætte denne kamp indtil jeg ser hvert barn, hvert barn i skole.
Kære brødre og søstre, fantastiske mennesker, der bragte forandring, som Martin Luther King og Nelson Mandela, Mother Teresa og Aung San Suu Kyi, stod engang på denne scene. Jeg håber, at de skridt, Kailash Satyarthi og jeg har taget indtil nu og fortsat vil tage, vil bringe forandring – blivende forandring.
Mit store håb er, at dette vil være sidste gang, at dette vil være sidste gang, vi behøver at kæmpe for uddannelse. Lad os ordne det en gang for alle.
Vi har allerede taget mange skridt. Nu er tiden til at tage et spring.
Tiden er ikke til at bede verdens ledere indse, hvor vigtig uddannelse er – de ved det allerede – deres egne børn går i gode skoler. Tiden er til at bede dem handle for resten af verdens børn.
Vi anmoder verdens ledere om i fællesskab at gøre uddannelse til deres topprioritet.
For 15 år siden satte verdens ledere nogle globale mål – de såkaldte verdensmål. I de følgende år har vi set en del fremgang. Antallet af børn som ikke går i skole er halveret, som Kailash Satyarthi fortalte. Dog har verden kun fokuseret på grundskole og ikke alle har haft del i fremgangen.
I 2015 mødes repræsentanter fra hele verden i FN for at aftale de næste verdensmål med fokus på bæredygtig udvikling. Dette vil sætte ambitionen for de næste generationer.
Verden kan ikke længere acceptere, verden kan ikke længere acceptere, at basal uddannelse er nok. Hvorfor accepterer lederne at grundlæggende færdigheder er rigeligt for børn i udviklingslandene, når deres egne børn laver lektier i fag som algebra, matematik, videnskab og fysik?
Lederne må gribe denne mulighed for at garantere gratis, kvalitativ grund- og gymnasieskole for hvert eneste barn.
Nogle vil indvende, at det er upraktisk eller alt for dyrt og hårdt. Måske endda umuligt. Men tiden er inde til at verden tænker større.
Kære søstre og brødre, den såkaldte voksen-verden forstår det måske, men vi børn gør ikke. Hvorfor er det, at lande, vi kalder stærke, er så dygtige til at skabe krige, men så dårlige til at bringe fred.
Hvorfor er det så let at give våben og så svært at give bøger?
Hvorfor er det, hvorfor er det så let at bygge tanks og så svært at bygge skoler?
Vi lever i den moderne tidsalder og vi tror på at intet er umuligt. Vi landede på månen for 45 år siden og måske lander vi snart på Mars. Så må vi også – her i det 21. århundrede – være i stand til at give hvert barn en kvalitativ uddannelse.
Kære søstre og brødre, kære medbørn, vi må arbejde – ikke vente. Ikke kun politikerne og verdenslederne, vi bliver alle nødt til at bidrage. Mig. Dig. Os. Det er vores pligt.
Lad os blive den første generation, der beslutter at være den sidste.
Lad os blive den første generation, der beslutter at være den sidste, der ser tomme klasselokaler, tabte barndomme og spildte potentialer.
Lad dette være sidste gang at en pige eller dreng tilbringer deres barndom i en fabrik. Lad dette være sidste gang at en pige tvinges til at blive barnebrud. Lad dette være den sidste gang et barn mister livet i krig. Lad dette være den sidste gang vi ser børn, der ikke går i skole. Lad det ende med os. Lad os ende dette nu… sammen … i dag … lige her, lige nu. Lad os ende det nu.
Mange tak.