Genopstandelse

digt

Genopstandelse

Genopstandelse 1024 536 Christian


Morgen
solens hvide lys
tvinger nådesløst
sin vej ind gennem
revner og sprækker
i mine persienner
Ætser fængsels tremmer
i min pandes indre væg

Kontrast
forstærker mørke
Klaustrofobisk tung
ensom forladthed
Solens hvide lys
en ondskabens projektør
brænder som en skærsild
Kun hul skal er tilbage

Døden
hvisker sin gamle
blå sirenesang
lokkende om fred
ro, frihed og fri
Lever jeg endnu en dag
overlever i dag
Eller opgiver mig hen

Vilje
flænser gennem hud
Vågner på timer
oftest en halv dag
med frygtens bælte
strammet hårdt om mit bryst
Lyset smerter øjne
Jeg genopstår fra mørket